Oliekrise: Nu vil tyskerne også have elbiler

elbiler tyskland

Uro i Mellemøsten og stigende brændstofpriser får ikke kun danskere til at vende sig mod elbiler - i Tyskland er efterspørgslen på brugte elbiler tredoblet.

Oliekrisen har pludselig gjort elbiler populære. Ikke bare i Danmark, men også hos vores tyske naboer. Her er man ikke helt så langt fremme med omstillingen til elbiler, men krigen i Iran får nu tyske bilkøbere til at skifte deres benzin- og dieselbiler ud med elbiler.

Forklaringen er de stærkt stigende priser på diesel og benzin, som vi også oplever herhjemme. I Tyskland koster en liter benzin lige nu omkring 15,35 kroner. Ifølge det tyske bilmedie Autobild er det blevet mere end dobbelt så dyrt at køre i en benzinbil sammenlignet med en elbil.

Søgninger på elbiler tredoblet

Det har fået tyske bilkøbere til at strømme til bilforhandlerne. På de største internetportaler for bilhandel som mobile.de og Carwow rykker elbiler op i toppen af søgningerne.

“Aktuelt fører de høje benzinpriser til stigende efterspørgsel på elbiler. På Tysklands største bilmarked mobile.de ser vi lige nu, at andelen på søgninger efter elbiler er tredoblet fra 12 til 36 procent,” siger en talsmand for mobile.de til Autobild.

Ude i de fysiske bilforretninger er interessen endnu mere elektrisk: “Forhandlerne får i dag 50 procent flere forespørgsler på elbiler end de gjorde i februar,” forklarer talsmanden.

Hver anden overvejer el

Meldingen er den samme hos bilportalen Carwow. Midt i marts spurgte Carwow til kundernes bilvalg: Knapt halvdelen - 48 procent - tilkendegav, at de højere brændstofpriser fik dem til at kigge mod elbiler og ladehybrider. Samtidig er søgninger på elbiler steget fra 55 procent i slutningen af februar til 66 procent midt i marts.

Ikke overraskende falder interessen tilsvarende for benzin- og dieselbiler. I samme tidsrum er søgningen på fossilbiler faldet fra 26 til 18 procent.

“Effekten er relativt stor: Højere brændstofpriser får efterspørgslen (på elbiler, red.) til at stige,” konkluderer driftsleder hos Carwow, Felix Barth.

Stor effekt i Tyskland

Meget tyder på, at krigen i Mellemøsten og oliekrisen kan sætte endnu mere fart i salget af elbiler i Tyskland end i Danmark: Mens elbiler allerede udgjorde næsten 82 procent af det danske bilsalg i februar, stod elbiler for mere beskedne 28,7 procent af bilsalget syd for grænsen

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here