Stor opdatering af Audi’s mest solgte elbil

Audi Q4 e-tron får større skærme, ny software med kunstig intelligens og længere rækkevidde. Priserne begynder fra 365.000 kroner.

Efter fire år på markedet får Audi Q4-e-tron en teknisk overhaling. Dermed følger Q4 i hjulsporene på søsterbilerne VW ID.4 og Skoda Enyaq, der netop har været samme operation igennem.

Ændringerne er stort set de samme: Ny betjening med større skærme og forbedret software med kunstig intelligens, flere fysiske knapper og ikke mindst længere rækkevidde end tidligere.

Flest nyheder i kabinen

Udvendigt ligner Audi Q4 e-tron sig selv. Groft sagt er der kun tilføjet nye farver og fælge og så har LED-lygterne for og bag fået ny grafik. De mange danskere - Audi Q4 e-tron var den syvende mest solgte elbil i Danmark sidste år - kører altså ikke rundt i en bil, der pludselig kommer til at se gammel ud.

Ændringerne er størst og mest tydelige inde i kabinen. Her får Audi Q4 e-tron en opdatering større skærme - en 12 tommer skærm til instrumenterne og en større 13-tommer skærm til infotainment. Som noget nyt kan man tilvælge en 12-tommer skærm til forsædepassageren.

Tre nye farver samt nye fælge er blandt de synlige nyheder på den opdaterede Audi Q4 e-tron.

Infotainmentsystemet er nu baseret på Android og udbygget med stemmestyring med kunstig intelligens. Systemet taler dansk og styrer en lang række funktioner ved hjælp af stemmekommandoer. Med ChatGPT er det også muligt at spørge om emner, der ikke har noget med bilen at gøre. 

Ny software gør det også muligt at bruge smartphone som nøgle til bilen. 

Midterkonsollen er ny og indeholder nu holdere med opladning af to mobiltelefoner, der lades med 15 watt hver.

Mindre pianolak

Audi har - som resten af VW-koncernen - lyttet til kritikken af touch og swipe-knapper, så der nu er flere fysiske knapper og rulleknapper i rattet. Audi lover også mere lækre materialer og overflader i kabinen, og der er skruet ned for brugen af sort pianolak, der er udsat for støv og fedtede fingre.

Der er flest nyheder i kabinen: Større skærme, fysiske knapper og mindre pianolak.

I Danmark kommer den opdaterede Q4 e-tron med stort set alt i assistentsystemer som standard. Det er blandt andet adaptiv kørselsassistent med automatisk vognbaneskift, omgivelseskamera med 3D funktion, vejskiltegenkendelse, vognbaneskiftadvarsel inklusive udstigningsadvarsel, assistent til registrering af tværgående trafik både for og bag, samt en  intelligent parkeringsassistent med bakkeassistent, der husker de sidste 50 meter.

Assistenterne skal lette kørslen for føreren. Med online data kan den adaptive kørselsassistent for eksempel holde bilens vognbane selv uden synlige vognbanemarkeringer. Det skal give mere komfort og sikkerhed på landeveje og byveje.

Længere rækkevidde

Audi Q4 e-tron kommer fortsat med to størrelser batterier på hhv. 59 og 77 kWh netto. Begge lynlader fra 10-80 procent på ca. 28 min.

Som noget nyt kan man forvarme batteriet før lynladning ved blot at trykke på skærmen. Tidligere var det nødvendigt at taste et ladepunkt ind i navigationen.

Elmotorerne yder det samme som tidligere, men effektiviteten er forbedret, så det lille batteri giver en rækkevidde på op til 430 kilometer, mens det store når ud på 565 kilometer.

Trådløs opladning af mobiltelefoner bliver standard - telefonen kan også bruges som nøgle.

Til gengæld ændrer Audi modelbetegnelser. Numrene 40, 45 og 55 afløses af betegnelserne e-tron, e-tron performance og e-tron quattro performance.

Højvoltsbatteriet er nu også i stand til at levere 220-volt strøm til for eksempel opladning af en elcykel. I enkelte lande som Tyskland, Østrig og Schweiz - flere forventes at komme til - kan højvoltsbatteriet også sende strøm retur til husstanden. På den måde kan man bruge Audi Q4 e-tron som ‘powerbank’ til at lagre og bruge strøm, når den er billigst.

I Danmark til sommer

Herhjemme ser vi den opdaterede Q4 e-tron hos Audi-forhandlerne midt på sommeren. Den kommer kun i én udstyrsvariant, der til gengæld indeholder det meste. Blandt andet er Matrix LED-forlygter, 19-tommer alufælge, digital nøgle, trådløs opladning af mobiltelefoner, to-zoners klimaanlæg, sportssæder, ambientelys, akustikglas og elektrisk bagklap standard.

Q4 e-tron kan levere 220 volt til blandt andet opladning af elcyklen.

Priserne starter fra 364.990 kroner. Q4 e-tron performance, der i dag er den mest populære model på det danske marked, koster 389.990 kr. Merprisen for Sportback-versionen med en coupé-agtig bagende er 25.000 kr.

Audi-fans kan få et smugkig på den opdaterede Q4 e-tron tre steder i Danmark: Hos Audi i Gladsaxe 10.-11. maj, Audi Aarhus 12. maj og Audi Fredericia 13. maj.

Audi Q4 e-tron 2026

  Q4 e-tron Q4 e-tron

performance

Q4 e-tron

quattro

performance

Ydelse 150 kW

(204 hk)

210 kW

(286 hk)

250 kW

(340 hk)

Batteri-

kapacitet

59 (63) kWh 77 (82) kWh 77 (82) kWh
Række-

vidde

430 km 565 km 529 km
Pris 364.990 kr. 389.990 kr. 429.990 kr.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here