Nyt Tesla-batteri skaber frustrationer

ny tesla model y
Foto: Tesla, Inc.

Tesla’s egne battericeller skulle tilbyde længere rækkevidde og hurtigere opladning. Men kunderne oplever det modsatte i den tysk-producerede Model Y.

Det lød lovende, da Tesla i 2020 afslørede sit eget såkaldte 4680 batteri: Fem gange så meget energi og 16 procent længere rækkevidde lød løfterne for den nye battericelle, der er dobbelt så stor som de 2170-battericeller, Tesla ellers bruger (46 mod 21 mm diameter).

Teslas første hjemmelavede battericelle blev lanceret som et teknologisk tigerspring med en ny ‘tør’ elektrode, der både skulle gøre batteriet bedre og billigere.

Sidste år erkendte Tesla-chef Elon Musk, at den nye, tørre elektrode-proces var en fejltagelse, der havde vist sig at være langt vanskeligere end forventet.

Ikke desto mindre har Tesla fremstillet en del 4680-batterier. Langt de fleste er brugt i den enorme Cybertruck, der ikke fås i Europa. Men nu er Tesla også begyndt at benytte 4680-cellerne i den tysk fremstillede Model Y Long Range baghjulstræk - og her begynder problemerne, skriver mediet Electrek.

Mindre energi og kapacitet

Tallene blotlægger problemerne. 4680-batteriet har en energitæthed på 244 Wh/kg. Det er 13 procent mindre end de 269 Wh/kg som de Panasonic 2170-battericeller de afløser.

Den samlede kapacitet er samtidig faldet fra 82-84 kWh til 79 kWh. Der er altså 3-5 kWh mindre kapacitet i Tesla’s eget batteri.

Det er skidt for rækkevidden. Tidligere havde Model Y Premium Long Range baghjulstræk en rækkevidde på 661 kilometer - med Tesla’s 4680 batteri er den faldet til 609 kilometer. En reduktion på 52 kilometer eller otte procent.

Lader langsommere

Det kan man måske leve med. Men kunderne er angiveligt endnu mere frustrerede over ladekurven på det nye 4680-batteri.

Tesla har lovet, at 4680-cellerne ville lade næsten lige så hurtigt som de mindre 2170-celler. I praksis er de blevet væsentligt langsommere: Hvor 2170-cellerne kan lade 10 til 80 procent på 27-30 minutter, tager det mindst 40 minutter med Tesla’s 4680-batteri.

Tesla hævder dog, at den nyeste 2026-udgave af 4680-batteriet kan lade med op til 250 kW på Tesla’s egne V4 Supercharger-ladere. Påstanden er dog endnu ikke afprøvet af en uafhængig tredjepart.

Aflyser bestillinger

Tesla’s lancering af 4680-batteriet i den tysk-producerede Model Y Premium Long Range baghjulstræk har skabt stor frustration blandt kunderne. Flere elbil-grupper beretter om Tesla-kunder, der aflyser bestillinger. 

Frustrationerne skyldes også, at Tesla ikke oplyser, hvilke biler, der får 4680-battericeller, og hvilke der ikke gør. Det finder man først ud af, når den nye bil leveres.

Noget tyder på, at Tesla ikke selv er tilfredse med 4680-cellerne. For nylig kom det frem, at den sydkoreanske underleverandør af materialer til produktion af 4680-battericeller havde nedskrevet kontrakten med Tesla fra 2,9 milliarder dollars til blot 7.386 dollars - altså mindre end 50.000 kroner.

Ifølge Electrek er det et klart tegn på, at Tesla’s satsning på egne battericeller ikke ser ud til at lykkes. Sidste år kom det frem, at Tesla stod først i køen til at aftage et nyt batteri fra Panasonic, der angiveligt har 25 procent længere rækkevidde og kan være klar i 2027.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here