Ny udgave af Ford Focus bliver den mest brændstoføkonomiske benzin-bil i Golf-klassen og den første, der udleder under 100 gr. CO2 pr. km.
I starten af 2014 er Ford klar med en optimeret udgave af Ford Focus, der bliver den første benzindrevne familiebil i Europa, der udleder mindre end 100 gram CO2 pr. kørt kilometer. Det svarer til mere end 23 kilometer på literen, hvilket er suveræn rekord for benzinbiler i den såkaldte Golf-klasse. I dag er VW Golf 1,2 TSI med 105 hk mest nøjsom i klassen med et snitforbrug på 20,4 km/l.
Den nye Ford Focus er udstyret med en 100 hestes special-udgave af den 3-cylindrede EcoBoost motor på 1,0 liter og optimeret med en række af Fords ECOnetic-teknologier. Dækkene er specialudviklede lavfriktions-dæk, undervognen har fået en ny aerodynamisk udformning for at mindske luftmodstanden, og gearkassen er justeret med henblik på den mest brændstoføkonomiske kørsel. Den beskedne Ford Focus er desuden udstyret med start-stop teknik, et bremsesystem, der genoplader batterierne og en kølergrill, der åbner og lukker automatisk for at optimere luftstrømmene under kørsel.
For blot et par år siden var det nærmest utænkeligt, at en benzinbil i den lille mellemklasse ville være i stand til at bryde barrieren på 100 gram CO2 pr. kørt kilometer”, siger udviklingschef i Ford Europa Barb Samardzich.
Den tre-cylindrede EcoBoost 1,0 – som blev kåret til International Engine of the Year i både 2012 og 2013 – er ikke blot en sparegris, men leverer faktisk et større kraftoverskud end den 1,6 liters motor, der lå i den allerførste Ford Focus for mindre end 10 år siden. Samtidig udleder den 47 procent mindre CO2.
Laveste ejerafgift
Udover det rekordlave brændstofforbrug, vil præstationerne i den nye Ford Focus 1,0 betyde, at den vil havne i den fordelagtige A-gruppe, når der skal beregnes grøn ejerafgift. Ejere af den nye Focus vil, med de nuværende takster, slippe med en årlig afgift på 580 kr.
Den nye Focus bliver den tredje i rækken med 1,0 EcoBoost-motor. Standard-versionen med 100 hk udleder 109 gram CO2 pr. kørt kilometer mens den sprælske 125 hestes-version udleder 114 g/km CO2.
EcoBoost-motoren understreger en ny udvikling, hvor benzinmotorerne langsomt haler ind på dieselmotorernes lave brændstofforbrug. I takt med at miljøreglerne skærpes, bliver det stadig dyrere for bilfabrikkerne at lave tilstrækkeligt ”rene” dieselmotorer. Da benzinmotorerne samtidig kører stadig længere på literen og typisk koster mindre, kan det gøre benzin til et reelt alternativ – også for de bilister, der kører mange kilometer.
Danske priser og introduktionstidspunkt for den særligt sparsommelige Ford Focus er endnu ikke fastlagt.
Læs mere i testen: Tre cylindre klæder velkørende Ford