Bilsalget faldt i juli. Men midt i mikrobilernes fortsatte dominans, tog bilerne i Golf-klassen en større bid af salgs-kagen. Se her, hvilke modeller, der rykker.
I juli vandt biler i det der populært kaldes ’Golf-klassen’ terræn, mens alle andre klasser oplevede et dyk. Det viser en gennemgang af salgsstatistikkerne fra De Danske Bilimportører, som hvilkenbil.dk har foretaget.
I juli solgte den såkaldte ’mellemklasse 1’ som den eneste gruppe af biler bedre end salget år til dato. OK, ret skal være ret – klassen ’Sport’ med bl.a. Audi TT og Toyota GT 86 viser samme tendens, men her blev kun solgt 4 biler i juli, så den tillader vi os at se stort på.
I juli rullede der 2.482 biler ud fra forhandlerne i mellemklasse 1, der ud over VW Golf også omfatter biler som Skoda Octavia, Seat Leon, Chevrolet Cruze, Citroën C4, Ford Focus, Honda Civic, Mazda 3, Peugeot 308, Opel Astra, Toyota Auris og Renault Megane. Det er 17,4 pct. af det totale bilsalg i juli, mens Golf-klassen kun tegner sig for 15,8 pct. af salget over de seneste 12 måneder.
Skoda Octavia er populær
Og hvilke mærker og modeller af de lidt større biler er det så, danskerne kaster sig over denne sommer?
Ganske berettiget – den står jo trods alt fadder til navngivningen af klassen – er VW Golf med til at trække læsset med 237 solgte biler. Det rækker til en 17. plads på top 20 over bilsalget i juli.
Men den teknisk identiske Skoda Octavia (billedet) er en langt større favorit hos danske bilkøbere. I juli overgik den Golf med flere længder – 387 solgte biler og en 8. plads på top 20. Formentlig godt hjulpet af en intropris på 199.900 kroner. Dermed sælger tjekken bedre end flere væsentligt mindre og billigere biler som Peugeot 208, VW Polo, Ford Ka og Kia Picanto.
Af andre biler i mellemklasse 1, der solgte godt i juli, men dog ligger uden for det fine top 20-selskab spotter hvilkenbil.dk modeller som Audi A3, Citroën C4 og Ford Focus.
Mini- og mikrobilerne er dog fortsat urørlige på tronen som topsælgere – også i juli – med 8.891 styk ud af det samlede salg på 14.303 biler. Søskendeparret VW Up/Skoda Citigo tager to pladser i top 3 – skarpt forfulgt af et andet søskendepar Peugeot 107/Toyota Aygo på plads 2 og 5, mens den nye Renault Clio kiler sig ind som nummer 4.
Læs evt også: Bilkøb er hot i sommervarmen
Top 20 for personbiler, Juli 2013 | |||
Plac. | Mærke/model | Antal | Andel |
1 | VOLKSWAGEN UP! | 749 | 5,2% |
2 | PEUGEOT 107 | 634 | 4,4% |
3 | SKODA CITIGO | 535 | 3,7% |
4 | RENAULT Ny Clio | 499 | 3,5% |
5 | TOYOTA AYGO | 495 | 3,5% |
6 | CITROEN C1 | 454 | 3,2% |
7 | FORD FIESTA | 440 | 3,1% |
8 | SKODA OCTAVIA | 387 | 2,7% |
9 | PEUGEOT 208 | 355 | 2,5% |
10 | VOLKSWAGEN POLO | 352 | 2,5% |
11 | FORD KA | 338 | 2,4% |
12 | HYUNDAI I20 | 307 | 2,1% |
13 | KIA PICANTO | 297 | 2,1% |
14 | NISSAN QASHQAI | 248 | 1,7% |
15 | TOYOTA YARIS | 246 | 1,7% |
16 | KIA RIO | 242 | 1,7% |
17 | VOLKSWAGEN GOLF | 237 | 1,7% |
18 | BMW 3’ER | 235 | 1,6% |
19 | CITROEN C3 | 229 | 1,6% |
20 | SKODA FABIA | 229 | 1,6% |
Total top 20 | 7.508 | 52,4% | |
Øvrige | 6.811 | 47,6% | |
Total | 14.319 | 100,0% |
Kilde: De Danske Bilimportører