Ikonisk muskelbil bliver elektrisk uden at skilte med det

Den elektriske BMW M3 slipper for det lille ‘i’, der normalt afslører BMW’s elbiler. Dermed sidestiller BMW elbiler med benzinbiler.

Slut med forskelbehandling hos BMW: Når mærket næste år sender den elektriske udgave af den legendariske muskelbil M3 på gaden, kommer den til at hedde netop det: M3.

Altså ikke noget med iM3 eller andre indikationer af, at her kører en elbil. Det afslører chefen for BMW’s M-afdeling Frank van Meel i forbindelse med årets Goodwood Festival of Speed. Her var konceptudgaven af den elektriske fartbombe blandt attraktionerne.

Dermed sidestiller BMW den elektriske udgave med den ikoniske benzinmodel, som samtidig fortsætter i en ny generation. 

Beslutningen markerer et brud med BMW's hidtidige navnestrategi for elbiler, hvor bogstavet "i" siden 2013 har været det tydelige kendetegn for modeller uden forbrændingsmotor.

Både el og benzin

Den elektriske M3 bliver den første af de to nye generationer, når den ventes lanceret i 2027. Den næste benzin-M3 med rækkesekser følger i 2028.

For BMW er signalet tydeligt: Eludgaven skal ikke opfattes som et alternativ til M3, men som en fuldgyldig M3, der endda lanceres før den næste generation af benzin-udgaven. Begge biler får omtrent det samme design. Også her bliver Neue Klasse-elbilen forbilledet.

Helt ny køreoplevelse

Den elektriske M3 bliver i sagens natur teknisk markant anderledes end sin benzinbror - og langt vildere.

M3 Concept er et godt bud på, hvordan den endelige, elektriske BMW M3 kommer til at se ud.

BMW har allerede bekræftet, at bilen får fire elmotorer – én ved hvert hjul. I stedet for traditionelle differentiale- og firehjulstrækssystemer kan bilen regulere trækkraften individuelt på hvert enkelt hjul nærmest øjeblikkeligt.

Det elektriske setup skal give en hidtil uset præcision i sving og gøre M3 både hurtigere og mere letkørt på grænsen. BMW har tidligere forklaret, at den individuelle styring af hvert hjul giver udviklingsingeniørerne langt større frihed til at finjustere bilens køreegenskaber end mekaniske løsninger kan tilbyde. 

Mere end rå elektrisk power

Den avancerede drivlinje giver i teorien mulighed for en samlet ydelse på en fuld MegaWatt - over 1.300 hestekræfter. Alligevel forventer flere BMW-kendere, at serieudgaven bliver mere afdæmpet.

Eksperter peger på en effekt mellem 650 og 750 hestekræfter, hvilket ikke blot er mere end den nuværende M3 Competition, men også vil gøre den elektriske M3 til næst- eller mest motorstærke BMW nogensinde.

Når BMW ikke bare går efter maksimal effekt, skyldes det, M-afdelingen traditionelt prioriterer balance, præcision og køreglæde højere end rå kraft. Lav vægt, hurtige reaktioner og en naturlig styring har i årtier været centrale værdier for M-afdelingen, og den filosofi ser ud til at fortsætte i den elektriske æra. Også på den måde giver det mening, at BMW ikke piller ved den legendariske M3-betegnelse. 

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here