Kombinationen af lynhurtig opladning og lang rækkevidde overbeviser i BMW iX3 - ladepausen bliver næsten for kort, mener Hvilkenbils Jens Velling.

Flittige Hvilkenbil-læsere ved, at vi flere gange har berettet om, hvordan det er at køre langt i en elbil: Først pionér-oplevelsen i en VW ID.3 tilbage i 2020, hvor der var langt mellem ladestanderne. Fire år senere i en langtursduelig elbil, hvor alt var forandret og forbedret. Året efter den første tur ned gennem Tyskland i vinterkulde, og senest i en lille Mini med under 400 kilometers rækkevidde, der viste sig at være en udmærket langtursbil.
Vores erfaring er, at både biler og lademuligheder hele tiden bliver forbedret. Hvor vi selv blev ramt af rækkeviddeangst i 2020, tør vi efterhånden godt erklære det sejlivede fænomen for dødt og begravet anno 2026.
Volvo mener ligefrem, at rækkeviddeangst er blevet afløst af ‘hotdog-angst’ - altså angsten for, at om man kan nå en hurtig bid mad, mens elbilen lader.
400 kW og 800 km
Efter vores nyeste langtur i en elbil, må jeg give Volvo ret. Forklaringen kommer her:
Denne gang drog vi på langtur i en elbil med den nyeste teknik: En BMW iX3 med 800 volt-teknologi, der gør det muligt at lynlade med op til 400 kW (!) og med en solid rækkevidde på 800 kilometer.

Ruten var ikke så lang endda. Fra Aarhus til Arnhem i Holland - en tur på 734 kilometer eller omtrent det, som en iX3 teoretisk kan klare på en fuld opladning.
Virkeligheden er selvfølgelig en anden. Vi indledte turen med 95 procent på batteriet og en estimeret rækkevidde på 675 kilometer. Undervejs måtte BMW’en nedjustere rækkevidden, da vi kørte på motorvej med de tilladte 130 km/t, når det var muligt.
Ny virkelighed
Som ventet fik vi brug for en enkelt opladning. Da var det blevet sen eftermiddag, så vi ville benytte opladningen til en kop kaffe og en tissepause. Og her kommer pointen: Ladepausen forløb slet ikke, som vi er vant til…
Tidligere har vi sat stikket i og haft tid til både at købe lidt mad og nå en tur på toilettet, inden vi nåede tilbage til en bil, hvor batteriet havde nået de anbefalede 80 procent.
Ikke denne gang. BMW’en havde 15 procent tilbage på batteriet, da vi satte den til lynladeren. Øjeblikkeligt tog den imod samtlige 400 kW fra laderen. Det er så meget, at batteriprocenten næsten stiger lige så hurtigt som skiven roterer i en én-armet tyveknægt. Da vi kun skulle lade til ca. 55 procent for sikkert at nå frem til hotellet, hvor bilen kunne lade natten over, kunne vi hurtigt se, at vi knapt kunne nå ud af bilen, før opladningen var overstået.
Blev i bilen
Vi blev altså siddende. Også fordi kaffen og toilettet befandt sig på den anden side af en større vej. Kalkylen var, at vi måske godt kunne nå over at bestille kaffen, men ikke at drikke den. Og da slet ikke nå omkring toilettet før vi ville blive nødt til at gå tilbage til bilen.
Så der sad vi så, og ventede - med vilje - på at batteriprocenten skulle gå fra 15 til 55 procent.
Efter ca. 11 minutter var det overstået. Ud med kablet, ind i bilen og over gaden ind på kaffestedet, hvor vi nu virkelig trængte til en tissepause, inden vi satte os med en tiltrængt kop mokka.
Som at køre fossilbil
For undertegnede var det en helt ny oplevelse som elbilist: En iX3 lader simpelthen så hurtigt, at man ikke længere kan gå ud fra, at man kan nå andre ting, mens bilen lader. Oplevelsen er mere som den vi kender fra den gode gamle fossilbil: Opgaverne er adskilte. Først tanke, så tisse og så en kop kaffe, hvis det er det, man har lyst til.

Det er mindblowing. Vi ved jo godt, at det er den vej udviklingen går. Kineserne har allerede lanceret de første elbiler og ladere, der arbejder med megawatt. Altså ladere, der leverer 1.000 kW og elbiler, der faktisk tager imod al den strøm uden at eksplodere. Det er vildt - og betyder, at elbiler lige om lidt kan lades på godt fem minutter. Altså endnu hurtigere end den ellers overbevisende BMW iX3.
Ingen nævneværdig forskel
Indtil da er 400 kW rigeligt. Med BMW iX3 fik vi en ny definition på det at køre på langtur i en elbil. Oplevelsen af, at der ikke længere er nævneværdig forskel på elbiler og fossilbiler, når det gælder genopfyldning af energi for både bil og mennesker.
Man kan næsten savne den gamle oplevelse af, at tissepausen var 'gratis', fordi elbilen jo alligevel skulle lades op. Kald det tissepauseangst, kaffepauseangst eller hotdog-angst som Volvo. Faktum er, at en moderne elbil i dag ikke har nævneværdige minusser på en langtur sammenlignet med en fossilbil.






