På langtur i elbil igen-igen – alt er bedre

Fire år efter en tvivlsom oplevelse har Hvilkenbils redaktør Jens Velling igen været på langtur i elbil. Denne gang er alt meget bedre.

Tilbage i 2020 kørte undertegnede sin første rigtige langtur i elbil. 1.200 km Aarhus – Harzen tur/retur i en VW ID.3 med 420 km rækkevidde og en max ladekapacitet på 100 kW.

Det er mindre end fire år siden, men ikke desto mindre stadig i den spæde start for elbiler. Tesla havde lanceret sin banebrydende Model 3, men det kneb med mindre og især billigere elbiler. ID.3 var netop kommet på markedet som et billigere alternativ til godt 300.000 kr., men også med færre kræfter og kortere rækkevidde. Og en masse børnesygdomme, der afslørede, hvor forbløffende langt bagud de etablerede bilmærker var i 2020.

Men en elektrisk folkevogn var alligevel det rigtige fikspunkt for elbilernes evner på det tidspunkt – og jeg glædede mig som et lille barn til at langtursteste ID.3.

Det blev da også en mindeværdig og lærerig tur, som du kan læse alt om her.

Kort rækkevidde, få ladestandere

Kort fortalt lærte jeg især to ting på den hårde måde: 420 km WLTP-rækkevidde er en meget teoretisk værdi, når man kører på motorvej i regnvejr og modvind. Du kan roligt trække en tredjedel fra. Og netværket af ladestandere var både tyndt og præget af et væld af udbydere med mere eller mindre håbløse betalingsmetoder. Så ikke nok med, at elbilen anno 2020 skulle have et zap for hver 250 km, det tog flere gange op mod en time, før man fik etableret forbindelse til ladestanderen via dårligt udviklede apps. Og derefter kunne man så trille tommelfingre i endnu længere tid, fordi ladestanderen kun leverede 50 kW.

Lad os bare konstatere, at det blev en tur, der tærede på tålmodigheden…

Siden er der sket en masse. Udbuddet af elbiler er eksploderet, en voldsom priskrig har fået priserne til at styrtdykke, og antallet af ladestandere vokser markant. De nyeste af dem kan både håndtere app, kort og ladebrikker. Hvis du er heldig, kan du endda se prisen på lang afstand, som vi kender det fra tankstationer.

Prøver igen i Årets Bil

Så forleden tog jeg turen igen for at få en opdateret status på, hvordan langtur i elbil opleves anno 2024. Denne gang 1.250 km Aarhus – Berlin tur/retur i en BMW i5, netop kåret som Årets Bil i Danmark.

Hvorfor den titel efter denne testkørers mening virker som en overdrivelse, kan du læse mere om her. Titlen og ikke mindst i5’s specifikationer gør dog BMW’en til en oplagt elbil at gentage den famøse langtur i. Med en WLTP-rækkevidde på 572 km og mulighed for at lynlade med op til 205 kW, er i5 et godt udtryk for, hvad mange elbiler kan her fire år senere. Udviklingen er gået stærkt, og det skulle vise sig at gøre langturen til en helt, helt anden oplevelse…

Klog af skade undersøgte vi lademulighederne grundigt inden afgang. Man kan også bare bede BMW’en planlægge turen og selv indlægge ladestop. Med et ønske om at holde udgifterne nede, lagde vi en simpel strategi: To ladestop hver vej på Teslas Supercharger-stationer, der groft sagt er kendt for at være bedst, billigst og stort set aldrig fuldt optaget.

Det holdt stik. Både til Berlin og tilbage igen ladede vi BMW’en i henholdsvis Kliplev i Sønderjylland og i Wittenburg på A24 mellem Hamborg og Berlin. Tesla har de laveste listepriser, lader med op til 250 kW og der var aldrig kø.

Strømmen koster mindst i Danmark, hvor vi ladede ned til 2,90 kr./kWh. I Tyskland kostede det mellem 4,63 og 5,15 kr./kWh. Dyrt, men stadig billigere end listeprisen hos Ionity, Aral og Shell.

Teslas app var downloadet på telefonen på forhånd, så betaling var helt problemfri. En kæmpe lettelse sammenlignet med apphelvedet for fire år siden.

Hurtig opladning – hurtigt videre

En anden kæmpe forbedring er ladetiden. For fire år siden var ladetid lig med spildtid. På denne tur kunne vi knapt få tisset af og bestilt og drukket en kop kaffe, før BMW’en var ladet til 80 eller endda 90 pct. og vi skulle videre.

Selv om hastigheden var 130 km/t det meste af vejen, præsterede den store og tunge i5 at køre mere end 5 km/kWh. Det svarer til en rækkevidde på 400 km. Vejret var også mildt med 10-22 grader og næsten ingen vind. Et enkelt ladestop midt på ruten havde faktisk været nok.

Vi valgte to, fordi det passede med behovet for at spise, tisse og strække ben. Og oplevede det, som garvede elbilsejere ofte siger: Med lidt flere pauser ender du med at komme mere tilpas og udhvilet frem, end dengang der gik sport i at køre 800 km nonstop i en dieselbil. Kroppen har simpelthen godt af frisk luft og benstræk hver anden eller tredje time.

Nokia-nostalgi i Berlin

Vel fremme i Berlin kunne vi konstatere, at der er ladestandere over alt i den tyske hovedstad. Og at de fleste er ledige, for selv i Tysklands vel nok mest progressive by, er der stort set ingen elbiler. Så kan man fundere lidt over, hvorfor den stolte tyske bilindustri ikke får sendt nogle elbiler på gaden, mens kineserne bogstaveligt talt banker – hårdt – på porten. Kan det have noget at gøre med tysk konservatisme? I Tyskland er man stadig Des og bruger fax – måske skal vores naboer overveje, om deres traditionsrige bilindustri bliver det næste Nokia?

Oplevelsen ved de offentligt opsatte AC-ladere inde i Berlin var også lidt Nokia-nostalgisk. Bevares, der trykkes ikke på knapper, men betales via app. Som trods løfter om at gemme oplysninger om adresse og betalingskort, hver eneste gang skulle fodres med de samme data for at tænde for strømmen. Mega-irriterende…

Til gengæld var det dyrt: 4,10 kr./kWh for at lade med 11 kWh fra det offentlige Berliner Stadtwerke. Altså ikke noget kommunal nudging for at få flere berlinere til at skifte til elbil og reducere CO2- og partikeludslip i storbyen.

Elektrisk kørsel spiller bare

Konklusionen på den store langtur i elbil anno 2024 er nem: Modsat for fire år siden spiller det bare. Der er ladestandere über alles langs Autobahn og inde i de tyske byer. Fordi tyskerne ikke selv er kommet i gang med elbiler, er der altid en ledig stikkontakt. Og det er til at finde ud af at betale. Driller app’en, kan du mange steder bare swipe Visa-Dankortet. Alles klappt, der er ikke noget at bekymre sig om.

Faktisk er det imponerende, så store fremskridt der er sket på blot fire år. Og vi er endda kun lige begyndt på omstillingen til el. Oplevelsen og forbedringen er så god og omfattende, at denne langtur i elbil til Berlin har fjernet mine sidste bekymringer og forbehold ved den elektriske omstilling. Som jeg sagde til min co-driver med inspireret begejstring på vej ud af Berlin: Ich bin ein elbilist!