Audis mindste elbil bliver også den mest effektive

Lav vindmodstand og effektiv elmotor giver Audis kommende A2 e-tron et rekordlavt strømforbrug og lang rækkevidde.

Audi varmer op til efterårets afsløring af mærkets hidtil mindste og billigste elbil, A2 e-tron.

Betegnelsen A2 har stor betydning hos Audi. Tilbage i 90erne så verden for første gang Audi A2, en lille, men vildt avanceret hatchback med let aluminiums-karrosseri, lav vindmodstand og en tre-cylindret dieselmotor med sekventielt automatgear, der gjorde A2 til en ægte tre-liters bil: Altså en bil, der blot brugte tre liter diesel på at køre 100 kilometer og dermed havde en imponerende brændstoføkonomi på 33 km/l.

A2 var kostbar og blev aldrig en sællert for Audi. Men teknisk var den et “meisterstück”, som fabrikken i Ingolstadt stadig er stolte af. Nu lever originalens arv videre i den elektriske A2 med tilnavnet e-tron.

Fokus på forbrug

Inden premieren har Audi derfor travlt med at fortælle om den elektriske udgaves tilsvarende fokus på lavt forbrug. Og de første meldinger fra Ingolstadt er da også spændende.

A2 e-tron er baseret på den velkendte MEB-platform med konventionel 400 volt og baghjulstræk. Men de tyske ingeniører har finpudset teknologien med henblik på at vride så mange kilometer ud af hver eneste kWh som muligt.

Den to-delte bagrude er en hilsen til den første Audi A2.

Elmotoren har fået en overhaling med tyndere lamineringer og ekstremt letløbende olie. Elektronikken har fået nye halvledere og batteriet forbedret varmestyring. I basisudgaven med et robust LFP-batteri indgår batteriet direkte i bilens chassis, hvilket sparer vægt og plads.

Lav vindmodstand

Endelig har A2 e-tron været en tur i vindtunnelen, hvilket har resulteret i et væld af små tricks, der leder vinden så glat og gnidningsfrit uden om det ellers firkantede karrosseri.

Luftmodstandskoefficienten er nede på 0,24, hvilket er særdeles lavt for en bil med A2’s semihøje statur.

Resultatet er et bemærkelsesværdigt lavt strømforbrug. Ifølge Audi kan A2 e-tron presse over 7,8 kilometer ud af hver kWh efter WLTP-normen.

649 km rækkevidde

Audi opgiver endnu ingen officielle tal for rækkevidde, men angiveligt kan topmodellen med et 79 kWh NMC-batteri nå ud på 649 kilometer på en opladning.

Det mindre og billigere LFP-batteri på 58 kWh med den rekordhøje effektivitet rammer formentlig den gode side af 450 kilometer.

Audi har arbejdet meget med aerodynamikken i A2 e-tron. Her ved forhjulene, hvor luften sendes bedst muligt uden om forhjul og skærmkasse.

I alt vil man kunne få A2 e-tron med tre forskellige motorydelser: 140 kW (190 hk), 170 kW (231 hk) og 240 kW (325 kW). Der er også rygter om en særligt billig indstigningsmodel, der nøjes med 125 kW (170 hk).

Ærkerivaler vil udfordre A2

Alt det ved vi mere om, når Audi fjerner den sidste kamuflage-folie fra A2 e-tron efter sommer. Men effektiviteten ser ud til at blive blandt de bedste i klassen. 

Den elektriske arvtager til den banebrydende A2 skal blandt andet konkurrere med sine egne søsterbiler VW ID.3 Neo og Cupra Born. Lidt længere ude i fremtiden er ærkerivalerne BMW og Mercedes på vej med elektriske udgaver af henholdsvis 1-serien og A-klassen.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here