Mød den ‘Neo’ VW ID.3

VW løfter sløret for den opgraderede ID.3 med nye batterier, nemmere betjening og en mere indbydende kabine. Hvilkenbil har mødt ID.3 Neo i Hamborg.

Hamborg. Fra grim ælling til smuk svane. ID.3, VW’s første dedikerede elbil, har været på noget af en rejse siden lanceringen i 2020. Fødslen var hård med massive softwareproblemer, men siden har VW’s svar på den ‘elektriske Golf’ fået massiv modelpleje. 

Over seks år har adskillige ansigtsløftninger og softwareopdateringer efterhånden gjort ID.3 til en af de mest solgte elbiler i Danmark og resten af Europa.

Nu får ID.3 endnu et facelift. Denne gang så omfattende, at VW har givet bilen efternavnet Neo. Under præsentationen i Hamborg afslørede VW, at de faktisk overvejede at gå all in og bruge det ikoniske Golf-navn. Det blev dog ved tanken, for ID.3 er jo fortsat den samme bil som i 2020, og der skal også være noget ekstra mærkevare-magi, når VW endelig lancerer Golf som elbil i 2029. I øvrigt med væsentligt mere avanceret 800 volt-teknologi, men det er en anden historie.

Mere klassisk VW-design

Her skal det handle om ID.3 Neo, som Hvilkenbil har haft lejlighed til at se og sidde i ved et medieevent i Hamborg.

Nyheder og reelle forandringer er der masser af. Grundlæggende ligner ID.3 sig selv, men især den nye front skal øge slægtskabet med de mindre ID.Polo og ID.Cross-elbiler, som VW lancerer senere i år.

Bagklap og hækspoiler er ikke længere sort - det skal få ID.3 Neo til at se bredere ud.

VWs chefdesigner Andreas Mindt kalder designet Pure Positive. Med det vil VW væk fra det futuristiske design fra elbiler som ID.3 og ID.4 og tilbage til et klassisk VW-design, som kunderne umiddelbart genkender og sætter pris på. Mens det er tydeligt på ID.Polo, er det lidt sværere for ID.3, der beholder sin grundlæggende form. Men især fronten er blevet mere “venlig og smilende”, som VW siger, mens nye baglygter øger familieligheden med Golf.

Et andet designtrick er, at hækspoiler og bagklap ikke længere er sort, men lakeret i samme farve som resten af bilen. Det skal får ID.3 til at se bredere og lavere ude.

Ny kabine, bedre betjening

Man skal dog åbne døren og sætte sig ind i kabinen for rigtigt at forstå, hvor store forandringer VW har lavet i Neo-udgaven.

Hårde, nærmest rustikke overflader har været blandt de største kritikpunkter af ID.3, der var meget langt fra den kendte VW-finish.

Nyt rat med rent fysiske knapper virker overbevisende. Displayet til speedometeret er nu næsten dobbelt så stort som før.

VW har lyttet til kritikken og beklædt næsten alle overflader med bløde tekstiler og kunststoffer. Selv midterkonsollen er nu pakket pænt ind og rar at røre ved. Spareøvelsen med blot to knapper til fire elruder er også et overstået kapitel - nu har hvert vindue sin egen knap. Danke schön, det var også på tide.

Fysiske knapper

Bag rattet er den helt store forbedring betjeningen. De håbløse touch- og swipe-knapper i rattet er udskiftet med klassiske, rent fysiske trykknapper, som du aldrig er i tvivl om, hvorvidt du har aktiveret. Bag rattet er displayet til speedometeret næsten dobbelt så stort, og med tryk på en knap kan du dyrke retrostilen med speedometer i samme design som Golf 1 fra 1976. For undertegnede, der er vokset op med halvfjerdsernes folkevogne, er det en cool detalje.

Slut med at swipe og slide på skærmen: Nu kan temperatur og lyd styres med fysiske knapper.

Videre til infotainmentskærmen, der står skarpt med ny grafik og Android-baseret software. Men det bedste er, at funktioner som varme, blæserhastighed og aircondition nu er rykket ned i fysiske vippeknapper i midterkonsollen. Her er endda en drejeknap til volumen, så du slipper for at swipe på skærmen. Her tilbyder Neo en reel forbedring af ID.3, der vil tiltale mange bilkøbere.

Nye batterier, længere rækkevidde

En anden stor nyhed er nye batterier og bedre effektivitet.

Basisudgaven Trend til priser fra 250.000 kroner får et mindre batteri på 50 kWh, men øger rækkevidden fra 380 til 417 kilometer. 

Et nyt 58 kWh-batteri øger rækkevidden fra 426 til 494 kilometer, hvilket gør ID.3 til en hverdagsbil, der også kan klar de længere ture. Samtidig får elmotoren flere kræfter - 140 kW (190 hk) mod 125 kW (170 hk). Priserne starter ved 285.000 kroner med Life-udstyr, der omfatter 18-tommer hjul og to-zone klimaanlæg. De to mindste batterier er nu af den solide LFP-type, der tåler opladning til 100 procent og i øvrigt er hjemmelavede i Tyskland af VW selv.

VW er kommet til fornuft: Hver elrude har nu sin egen knap. Tidligere skulle de deles om to.

I toppen af modelprogrammet udvider ID.3 Neo for alvor rækkevidden. Med 79 kWh-batteri helt op til 630 kilometer. Priserne følger dog med op - fra 315.000 kroner med Life-udstyr. Det mere omfattende Style-udstyr med blandt andet LED-matrix forlygter, navigation og komfortsæder løfter prisen til 335.000 kroner.

Tæt på ny ID.Polo

Især basispriserne er spændende. 250.000 kroner ser ikke alarmerende dyrt ud, men kort efter lanceringen af ID.3 Neo i Danmark, er VW klar med deres nye familie af kompakte elbiler som ID.Polo og ID.Cross. 

Alt tyder på, at de skal koste fra under 200.000 kroner, og det kan lægge pres på den trods alt aldrende ID.3 Neo.

Èn ting mangler fortsat

Trods de mange forbedringer, må man fortsat kigge forgæves efter én af de mest efterspurgte: ID.3 Neo kan fortsat ikke udstyres med anhængertræk - kun en cykelanhænger. Så må det være en trøst, at det virker som om VW har fået rettet stort set alle kritikpunkter på ID.3, så den kan holde frem til, at den bliver afløst af den elektriske Golf i 2029.

ID.3 Neo kan bestilles om kort tid - de første biler når til Danmark midt på sommeren.

ID.3 Neo priser

ID.3 Neo Trend (50 kWh): 249.995 kr.
ID.3 Neo Life (50 kWh): 264.995 kr.
ID.3 Neo Style (50 kWh): 289.995 kr.
ID.3 Neo Life (58 kWh): 284.995 kr.
ID.3 Neo Style (58 kWh): 309.995 kr.
ID.3 Neo Life (79 kWh): 314.995 kr.
ID.3 Neo Style (79 kWh): 334.995 kr.

Udvalgt standardudstyr:

Trend: V2L, klimaanlæg, infotainmentanlæg med 12,9” skærm, varmepumpe, nøglefri start.

Life: 18” alufælge, 2-zone klimaanlæg, trådløs opladning af mobil og park assist pro.

Style: Tyverialarm, nøglefri adgang og start, LED Matrix forlygter med oplyst LED-bånd mellem forlygter, ambiente belysning, ID.-light, topsport-komfort forsæder, læderrat med varme og oplyst logo, navigation, head-up-display og 360 grader aerial view.

Batteri/opladning/rækkevidde – ID.3 versus ID.3 Neo

170 hk ID.3 (udgående model) ID.3 Neo (2026)
Batteri 52 kWh 50 kWh
Rækkevidde 380 km Op til 417 km
DC-opladning kW/10-80 % 145 kW / 25 min. 105 kW/ ladetid ikke bekræftet

 

190 hk ID.3 (udgående model) ID.3 Neo (2026)
Batteri 58 kWh 58 kWh
Rækkevidde 426 km Op til 494 km
DC-opladning kW/10-80 % 145 kW / 25 min. 105 kW/ ladetid ikke bekræftet

 

231 hk ID.3 (udgående model) ID.3 Neo (2026)
Batteri 79 kWh 79 kWh
Rækkevidde 564 km Op til 630 km
DC-opladning kW/10-80 % 145 kW / 26 min. 183 kW/ ladetid ikke bekræftet

[email protected]

3 Kommentarer

  1. "Et nyt 58 kWh-batteri øger rækkevidden fra 426 til 494 kilometer, hvilket gør ID.3 til en hverdagsbil, der også kan klar de længere ture. "

    Skal man grine eller græde !
    Andre biler herunder Tesla Y gør det fra 1-2 bilklasser op fra kr. 299.990 inkl, 1.600 kg på krogen. Desuden med en troværdig rækkevidde på 534 km.

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here