BYD hævder, at de har verdensrekord i rækkevidde

BYD's luksusmærke Denza præsenterer den nye Z9S med en officiel rækkevidde på 1.100 kilometer. Rækkevidden er dog mere pral end fakta.

1.100 kilometer på en fuld opladning i en godt fem meter lang elbil. Ingen højere eller længere?

Nej, mener kinesiske BYD, der med luksusmærket Denza mener at sætte samtlige konkurrenter til vægs på rækkevidde for elbiler. Ifølge BYD kan den nye Denza Z9S nemlig køre op til 1.100 kilometer på en opladning – længere end nogen anden serieproduceret elbil.

Jubeloptimistisk Kina-norm

Der er bare et lille problem, der afslører den imponerende rækkevidde som pral. Tallet er baseret på den kinesiske målemetode CLTC, der er berygtet for at være nærmest jubeloptimistisk. Selv den udskældte, europæiske WLTP-norm fremstår præcis som en schweizisk guldvægt til sammenligning.

Når Denza Z9S senere lanceres på vores breddegrader, bliver det med en helt anden og med sikkerhed noget kortere officiel rækkevidde. En tommelfingerregel lyder, at man roligt kan skære 20 procent af CLTC-normen, hvis man vil nærme sig den europæiske WLTP. Og endnu mere, hvis man vil tæt på den meget realistiske, amerikanske EPA-norm.

Trækker man 20 procent fra den påståede 1.100 kilometer, kommer BYD og Denza ned på jorden med en maksimal rækkevidde på 880 kilometer. Stadig langt, men også kortere end biler som Mercedes EQS, Lucid Air og den kommende BMW i3.

Moderat batteri

Den længste rækkevidde opnås i en baghjulstrukken udgave med én elmotor på 370 kW svarende til 503 hk. Ifølge BYD giver kombinationen en officiel CLTC-rækkevidde på op til 1.100 kilometer.

Denza tilbyder også en udgave med et mindre batteri og en officiel rækkevidde på 920 kilometer. Topmodellen får firehjulstræk og tre elmotorer med en samlet ydelse på op til 890 kW svarende til 1.194 hk. Her er den officielle CLTC-rækkevidde opgivet til 780 kilometer.

Det mest opsigtsvækkende er, at Denza Z9S angiveligt opnår de længste rækkevidder med et BYD Blade 2 batteri på 102 kWh. Selv om det er et stort batteri, vil det være ganske imponerende, hvis BYD kan klemme mere end 850 kilometer ud af det i en stor bil som Denza Z9S. Batteristørrelsen er dog ikke endeligt verificeret, så vi tager oplysningen med et vist forbehold.

Lader med megawatt

Denza Z9S bygger på BYD's 800 volt-platform og understøtter mærkets Flash Charging-teknologi. Her tæller man opladning i megawatt - altså over 1.000 kW - der kan tilføre flere hundrede kilometers rækkevidde på få minutter.

Megawatt-ladere er dog endnu en sjældenhed. Særligt i Europa, hvor de hurtigste ladere som regel yder 400 kW.

Vidt forskellige normer

Når CLTC-normen som regel er alt for optimistisk, skyldes det, den indeholder flere langsomme kørselsforløb og færre motorvejshastigheder end den europæiske WLTP-test. Derfor ligger CLTC-rækkevidder helt op til 35 procent højere end tilsvarende WLTP-tal.

Z9S er en del af BYD's satsning på luksusmærket Denza, som gradvist rulles ud i Europa. Mærket er allerede lanceret på flere europæiske markeder, og BYD har tidligere bekræftet, at Denza også skal introduceres i Danmark.

Her skal Denza konkurrere med etablerede premium-mærker som BMW, Mercedes, Audi og Porsche. Med Z9S forsøger BYD samtidig at placere mærket helt i front på et af de områder, der fortsat fylder mest for mange elbilkøbere: rækkevidde.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here