Tre kinesiske bilmærker er nu blandt verdens 10 største

kinesiske bilmærker

Kinesisk bilindustri rykker frem globalt. I første halvår af 2026 er der for første gang tre Kina-mærker i bilindustriens globale Top 10.

Kinesiske bilmærker fortsætter med at flytte magtbalancen i den globale bilindustri.

En ny analyse fra CPCA, China Passenger Car Association, viser, at tre kinesiske bilkoncerner nu er blandt verdens 10 største målt på global markedsandel i første halvår 2026. Det skriver Carnewschina.

BYD er den største af de tre og indtager en sjetteplads med en global markedsandel på 4,8 procent. Geely, der står bag mærker som Volvo, Polestar, Zeekr og Lotus, er nummer syv med 4,6 procent, mens Chery er nummer ni med 4,1 procent.

Længere nede på listen er SAIC, der står bag MG, nummer 11, mens Changan, der i Danmark sælger mærket Deepal, er nummer 17. Sidste Kina-mærke på Top 20 er Great Wall Motor på en 18. plads.

Vokser ude – presses hjemme

Mest opsigtsvækkende er udviklingen hos BYD.

Mens BYD holder fast i placeringen som verdens sjette største bilproducent, er de underliggende tal faktisk negative: For et år siden havde BYD en global markedsandel på 5,4 procent.

Hjemme i Kina går det endnu dårligere. Her faldt BYD-salget hele 45 procent i årets første seks måneder. BYD’s ambitiøse vækstplaner er med andre ord røget i bakgear.

Tilbagegangen skyldes stadig hårdere konkurrence fra andre kinesiske bilmærker, som har taget markedsandele på verdens største bilmarked.

Kineserne rykker frem

At også Geely og Chery nu er blandt verdens 10 største bilkoncerner understreger dog den enorme fart, som Kinas bilindustri har på.

Længere nede på listen er et mærke som Changan i gang med en omfattende international ekspansion, hvor Europa er et af de vigtigste vækstmarkeder. Væksten i Danmark er dog til at overskue: I juli solgte mærket blot 32 biler - altså cirka én bil om dagen.

Konkurrencen bliver global

For få år siden var verdens største bilproducenter næsten udelukkende japanske, europæiske og amerikanske koncerner. Nu er kinesiske bilmærker blevet en fast del af toppen.

Amerikanske General Motors var for få år siden verdens ubestridte nummer ét. I dag er ‘Generalen’ gledet ned på en 8. plads.

Omvendt holder sydkoreanske Hyundai-Kia fast i placeringen som verdens nummer tre. Og trods alle de dårlige historier om kriseramte Stellantis, var den fransk-italienske-amerikanske kæmpekoncern trods alt verdens fjerdestørste bilproducent i første halvår 2026.

Franske Renault kan heller ikke klage over at være nummer fem, mens Ford på 10.-pladsen skal støve historiebøgerne af for at læse om tidligere tiders storhed.

For alle kinesiske bilmærker gælder det dog, at der stadig er langt op til verdens ubestridte nummer ét, Toyota. Det japanske bilmærke har stadig en dominerende markedsandel på 11 procent.


[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here