USA’s præsident Donald Trump praler af at have stoppet støtten til elbiler i USA - og siger at ejere af elbiler er skøre.
Den amerikanske præsident Donald Trump benyttede onsdag aften et vælgermøde i Las Vegas til at lange ud efter elbiler og deres ejere.
Donald Trump erklærede mere eller mindre ‘krig mod elbiler’ umiddelbart efter sin indsættelse. Siden har Trump og hans administration med stor nidkærhed fjernet alle former for støtte til elbiler og ladeinfrastruktur. Flere offentlige institutioner er også blevet tvunget til at udskifte velfungerende flåder af elbiler med fossilbiler og nedtage velfungerende ladestandere.
På vælgermødet i spillebyen argumenterede Donald Trump for, hvorfor han har nedlagt det såkaldte elbils-mandat i USA. I vanlig Trump-stil leverede han også flere negative kommentarer om elbiler og de mennesker, der kører i dem. Blandt andet hævdede han, at elbilsejere har en sygdom og at de er skøre.
Elon Musk ikke begejstret
“Jeg stoppede det elektriske mandat (støtteordninger, red.) Jeg vil ikke tale om det, for Elon (Tesla-chef Elon Musk, red.) var ikke just begejstret for mig, men jeg blev nødt til at gøre det,” forklarede Donald Trump på vælgermødet i Red Rock Resort.
“Vi elsker Elon”, tilføjede præsidenten, inden han fortsatte:
“Jeg stoppede det elektriske mandat, fordi det indenfor meget kort tid - 2020 til 2030 - krævede, at alle skulle have en elbil. Også selvom der ikke var nogen mulighed for at oplade den. Ser du nogensinde skiltene? Du kører i en elbil, de har en sygdom ved du, det er en sygdom.. De kører, og det går op for dem, at deres batteri mister strøm, og de begynder at tænke på det, når det er tre fjerdedele fuldt. Okay, det mister lidt, så hvor skal jeg køre hen? Og du kører ned af motorvejen, og du ser et skilt - ladestation med en pil, 89 miles (143 km, red.) til højre. Disse mennesker er skøre.”
Faktuelt forkert
Faktuelt er det forkert, at det amerikanske ‘EV mandate’ ville tvinge amerikanerne over i elbiler. Derimod ville skrappere nationale udstødningsregler og delstaten Californiens miljøkrav betyde, at bilproducenterne skulle fremstille og sælge flere elbiler for at leve op til kravene.
Efterfølgende har Trump-administrationen sat disse miljøkrav ud af spil og i stedet opfordret især amerikanske bilproducenter til at fremstille flere biler med store benzinmotorer.
En sammenhæng, som Donald Trump også kom ind på ved vælgermødet. Her hævdede han, at “USA har 60 procent af verdens olie og gas, inklusive Venezuela.”
Underforstået: Der er slet ikke brug for elbiler, når USA har adgang til rigelige mængder olie. Her skal man huske på, at Donald Trump ikke tror på klimaforandringer og derfor ikke tillægger den mindre CO2-udledning fra elbiler nogen værdi.
Amerikansk enegang
Man kan - som de fleste har - have mange forskellige meninger om USA’s præsident, men globalt står Donald Trump ret alene med sin holdning til elbiler. Mens USA i disse år bremser omstillingen til elbiler i en grad, så Trump håner elbiler og deres ejere og fremhæver, at elbiler kun har syv procent af det amerikanske bilmarked, går udviklingen i resten af verden i den stik modsatte retning.
I lande som Danmark og Norge er elbiler for længst blevet den altdominerende biltype, og i Kina, der har verdens største bilmarked, er over halvdelen af alle nye biler elektriske. Selv i det tidligere så el-skeptiske Tyskland blev elbiler i sidste måned den mest solgte biltype.
USA’s enegang på området får naturligvis amerikanerne til at diskutere, om Trumps ‘krig mod elbiler’ er en fordel eller ulempe.
Tilhængerne af Trumps politik mener, at det vil styrke USA’s hensygnende bilindustri at vende tilbage til 6- og 8-cylindrede fossilbiler. Modstanderne, at det endegyldigt vil hægte USA af den uundgåelige omstilling til elbiler og dermed give den strategiske modstander Kina en gigantisk fordel.
Kilde: Electrek m.fl.






