Elbiler er nu den mest solgte biltype i Tyskland

Milepæl: For første gang nogensinde er elbiler den mest solgte biltype i Tyskland, viser tal for bilsalget i juni.

Myten om, at tyskerne ikke gider elbiler, kan endeligt lægges i graven. Tværtimod køber tyskerne nu flere elbiler end alle andre biltyper som benzin, diesel og hybrider. Det viser friske tal fra den tyske færdselsstyrelse, Kraftfahrt-Bundesamtes (KBA).

I juni blev der indregistreret 296.378 nye biler i Tyskland. 84.057 af dem var elbiler - det svarer til 28,4 procent af det samlede nybilsalg. 

Går 48 procent frem

Ikke alene gør det elbiler til den mest populære biltype i juni. Det viser også, at elbiler i den grad er på fremmarch: I årets første seks måneder er salget af elbiler steget med hele 48 procent sammenlignet med sidste år.

Elbiler rykker op i toppen af hierarkiet i en måned, hvor det samlede tyske bilsalg steg 15,7 procent - og det er elbilerne, der trækker væksten.

Det hører med til historien, at elbiler fortsat ikke har samme altdominerende position i Tyskland som i Danmark, hvor mere end tre fjerdedele af alle nye biler er elektriske. Tyskland følger snarere en mere generel i udvikling, hvor elbiler hele tiden vinder markedsandele på tværs af EU-landene.

Diesel ud på sidespor

I Tyskland følger hybrider lige efter elbiler med en markedsandel på 28,1 procent. Benzinbiler er den tredje mest solgte biltype med en andel på 20,5 procent. 

Til gengæld er diesel også i Tyskland ved at blive kørt helt ud på et sidespor: 11,4 procent af de nye biler solgt i juni kørte på diesel. Ladehybrider, der kombinerer en fossilmotor med et batteri og en elmotor, taber også terræn med en andel på 10,9 procent.


Tyskernes fornyede appetit på elbiler kan direkte aflæses på CO2-udslippet fra personbilerne, der faldt med 13,6 procent i juni. Omstillingen til elbiler har altså positiv betydning for klimabelastningen.

Tesla er mest solgte elbil

VW blev igen i juni det mest solgte bilmærke i Tyskland. Interessant nok med fossil-modellerne Golf, T-Roc og Tiguan i top.

ny tesla model y
Tesla Model Y er den mest solgte elbil i Tyskland i juni - og den tredje mest solgte bil generelt. Foto: Tesla, Inc.

Det står i stærk kontrast til Danmark, hvor VW stort set kun sælger elbiler som ID.3 og ID.4. I Tyskland er Tesla Model Y derimod den mest solgte elbil - og den tredje mest solgte bil generelt. 

I Tyskland dufter Tesla en smule ‘hjemmelavet’: Tesla fremstiller Model Y lidt uden for den tyske hovedstad Berlin.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here