Bilsalg: Tesla Model Y i stort comeback i Europa

Salget af Tesla Model Y steg 60 procent i Europa i første halvår. Men en billig rumænsk benzinbil er fortsat europæernes yndlingsbil.

Bilsalget i Europa ser helt anderledes ud end hjemme i Danmark. Hvor 97 procent af private danske bilkøbere valgte elbiler i juli, sælger benzinbiler stadig godt på tværs af de europæiske lande og England.

Lægger man tallene for EU, England og EFTA-landene Island, Norge, Schweiz og Liechtenstein sammen for første halvår 2026, er det Dacia Sandero, der topper bilsalget.

Dacia er Renaults rumænske billigmærke, og Sandero er ofte europæiske bilkøberes favorit.

I årets første seks måneder er salget af Sandero dog gået 12,5 procent tilbage til 113.127 biler.

Tesla i tigerspring

Faktisk er der mest tilbagegang i den europæiske Top 10. Kun to biler oplever fremgang i salget: Toyota Yaris Cross på 9. pladsen er gået 1,1 procent frem til 96.592 biler, mens listens nummer to, Tesla Model Y, går hele 59,7 procent frem til 109.445 biler.

europas mest solgte bil
Dacia Sandero er stadig den mest solgte bil i Europa i første halvdel af 2026 - men salget falder.

Model Y’s placering er bemærkelsesværdig af to grunde: Model Y tager et kæmpe spring frem efter et vanskeligt 2025, hvor Tesla oplevede massiv modgang på det europæiske bilmarked. Kritikken af Tesla-chef Elon Musk var udtalt, men lanceringen af billige versioner af Model Y og Model 3 har tilsyneladende fået de europæiske bilkøbere til at revurdere deres holdning til Musk. I hvert fald er den negative udvikling vendt for Tesla.

Én elbil i Top 10

Model Y er også den eneste elbil i bilsalgets europæiske Top 10. Et udtryk for, at omstillingen til elbiler foregår i et noget lavere gear i mange europæiske lande end i lande som Danmark og Norge.

Man skal dog ikke tage fejl. At otte ud af ni benzinbiler på Top 10-listen oplever vigende salg hænger sammen med, at der sælges langt flere elbiler i Europa. I dag er det typisk elbiler, der driver bilsalget op. 

Stigende salg af elbiler

Et godt eksempel er Europas største bilmarked i Tyskland. Her var elbiler for første gang nogensinde den mest solgte biltype i juli.

På et andet stort marked, det franske, steg salget af elbiler 127 procent i juli. Elbiler sidder nu på mere end en tredjedel af det franske nybilsalg.

Trenden i Europa er altså tydelig: Der sælges fortsat mange benzinbiler, men det er elbiler, der vinder markedsandele.

Bilsalg Top 10 i Europa, 1. halvår 2026

Placering Model Solgte biler (H1 2026) Udvikling ift. H1 2025
1 Dacia Sandero 113.127 -12,5 %
2 Tesla Model Y 109.445 +59,7 %
3 Renault Clio 107.887 -12,7 %
4 Volkswagen Golf 103.253 -0,9 %
5 Volkswagen T-Roc 103.026 -3,0 %
6 Peugeot 208 99.157 -9,0 %
7 Toyota Yaris Cross 96.592 +1,1 %
8 Volkswagen Tiguan 94.270 -8,3 %
9 Peugeot 2008 88.717 -7,4 %
10 Opel Corsa 88.135 -4,6 %

Kilder: Dataforce og ACEA. Tal for EU, England og EFTA-landene.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here