Elbiler: Tesla viser vejen

Hvilkenbils redaktør Jens Velling blogger om Tesla, der kan noget med elbiler som konkurrenterne ikke kan. Hvornår vågner de etablerede bilmærker op? Jens_Velling_FBS8745

Tesla gør det igen. Skaber positive overskrifter. Senest med nyheden om, at fabrikkens flagskib, Model S, kom ud af de amerikanske vejmyndigheders skrappe crashtest med det bedste resultat nogensinde. Faktisk scorede den californiske elbil 5,4 ud af 5 mulige stjerner, når man regner resultatet igennem. I testen af karrosseriets styrke var Tesla Model S så stærk, at testmaskinen gik i stykker!

Det er bare seneste gode nyhed for Tesla-grundlægger Elon Musk og hans projekt, der i stigende grad ligner det endelige gennembrud for elbiler. Tidligere har Tesla Model S scoret det hidtil bedste resultat i det anerkendte forbrugermagasin Consumer Reports’ biltest og over alt mødes Tesla S med den begejstring, som andre elbiler som Nissan Leaf og Renault Fluence ikke er i nærheden af. Ikke kun for den helt essentielle og rekordlange rækkevidde på knapt 500 km, men også for mere følelsesladede kvaliteter som køreegenskaber, finish og design.

Dermed fremstår Model S som et reelt alternativ og ikke blot som et nicheprodukt for økoflippere og ”first movers”. Resultatet: Kursværdien af Tesla banker i vejret, fordi investorerne for længst har fået færten af, at Musk og Tesla måske har fundet – om ikke den hellige gral – så i hvert fald opskriften på fremtidens forureningsfrie bil.

Al respekt for det. Det er en fantastisk bedrift for et firma, der ikke er vokset ud af den etablerede bilindustri i Detroit, Sydtyskland eller Toyoda City, men kan føres tilbage til Silicon Valley i Californien, IT-nørdernes paradis.

Så meget desto mere må man undre sig over, hvor de traditionelle bilfabrikker er henne? Sover de Tornerosesøvn? Eller er de bare ikke dygtige nok? Faktum er, at de p.t. er overhalet med flere omgange af Tesla. Tankevækkende, for nu ikke at sige skræmmende, hvis man anlægger de store bilmærkers synsvinkel.

Selv kompetente bilfabrikker som VW og BMW præsenterer p.t. nye og kostbare elbiler, der trods milliarder af kroner til udvikling fortsat ligger og roder på en rækkevidde på omkring 150 km. Det er mildt sagt ikke imponerende, når alle ved, at rækkevidden er og bliver akilleshælen for elbiler.

Så hvorfor er Tesla så langt foran de store, etablerede bilfabrikker med at konstruere attraktive og hverdagsduelige elbiler? Set herfra er der to muligheder: Enten lurepasser de blot kynisk og lader Tesla tage risikoen ved at bane vejen for elbiler. Eller også er de ved at blive overhalet af en opfindsom opkomling, der leder tanken hen på fortidens producenter af skrivemaskiner. Nogle, som IBM, var vågne, og kom med på computer-bølgen. Andre opdagede aldrig, hvad der overhalede dem bagfra og er for længst historie. Det skal blive spændende at se, om bilindustrien er på vej ind i samme skelsættende udvikling.

Læs mere:

Tesla Model S – sikreste bil nogensinde

Tesla er nu mere værd end Fiat

Tesla S er den bedste bil du ikke skal købe

1 COMMENT

  1. Tesla beviser virkelig, at el-bil ikke nødvendigvis er synonymt med konebil. Efter min mening har det længe været et problem, at folk pr. automatik forbinder el-biler med discount og lavkvalitet.

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here