Hvis leverandøraftaler falder på plads genstartes produktionen af den “gamle” Saab 9-3 i år. Næste år kommer den som el-bil og på sigt som helt ny model.
Nu bliver der igen liv i de tommer haller i Trolhättan. Sidst på året vil der nemlig rulle 9-3’ere ud fra samlebåndet på Saab-fabrikken, hvis man skal tro Automotive News Europe.
“Vi er praktisk talt klar til at starte produktionen op, siger Mikael Östlund, talsmand for National Electric Vehicle Sweden (NEVS) som er den nye ejer af Saab, der gik konkurs i 2011.
Han fortæller videre, at der allerede er ansat 300 medarbejdere.
Leverandøraftaler skal på plads
Afgørende for at produktionen kommer i gang er, at en række aftaler med leverandører af dele til bilen kommer i hus.
”Vi er der ikke helt endnu, og derfor kan vi heller ikke træffe en beslutning om at starte produktionen,” siger Östlund videre til Automotive News.
Falder aftalerne på plads er det i første omgang en bil meget lig den Saab 9-3, som blev bygget frem til lukningen i 2011, der kan sættes i produktion senere i år. Ifølge Saab-talsmanden bliver drivkraften en benzinmotor med turbo, men allerede næste år er der planer om en el-version, som også får et større facelift.
Batterier til den eldrevne 9-3’er skal leveres af Beijing National Battery Technology – et søsterselskab til NEVS. I første omgang skal Saab 9-3 sælges på de europæiske markeder og efterfølgende i Kina. På sigt måske i USA.
Nye modeller på vej
På den lidt længere bane er det NEVS’ plan, at bygge Saab-biler på den Phoenix-platform, som Saab udviklede inden koncernens krak. Cirka 20 procent af komponenterne på den skalérbare platform skal dog ifølge talsmand Mikael Östlund byttes ud, da de stammer fra hylderne hos Saabs tidligere ejer General Motors.
Han forklarer, at Phoenix platformen er fleksibel og vil gøre Saab i stand til at bygge flere biler på samme platform – både store og små. Færdigudviklingen ligger dog et par år ud i fremtiden og der er ingen præcis tidsplan.
Ikke desto mindre har NEVS ifølge en rapport fra Bloomberg et mål om allerede i 2016 at være oppe på en årlig produktion på 120.000 9-3’ere. Ikke fjernt fra de 133.000 i rekordåret 2006.
FAKTA: Hvem ejer Saab?
Kinesisk ejede National Electric Vehicle Sweden (NEVS) købte Saab ud af konkursboet i august 2012.
NEVS og Beijing National Battery Technology ejes af det Hong Kong-baserede selskab National Modern Energy Holdings.
Dette selskab drives af Kai Johan Jiang, som er svensk-kinesk udvikler af grønne energiløsninger
Den kinesiske by Qingdao ejer efter en aftale tidligere i år 22 procent af NEVS.
Kilde: Automotive News
Læs mere: Saab genfinder gnisten