Danskerne betaler hvert år 300 millioner kroner i overpris for at oplade deres elbiler. Brancheorganisation vil forbyde Clevers all inclusive løsninger.
Danske elbilister betaler hvert eneste år 300 millioner kroner for meget for at lade deres elbiler op. Det afslører en undersøgelse foretaget af COWI for Drivkraft Danmark, brancheorganisation for brændstofleverandører og ladeoperatører.
Overprisen er ifølge Drivkraft Danmark et resultat af en skævvredet konkurrence på markedet for opladning af elbiler, hvor forbrugerne alt for ofte lokkes over i såkaldte “all inclusive” løsninger, der er alt for dyre i forhold til, hvor meget de reelt kører.
”Vi ved, at mange danskere har svært ved at gennemskue priserne på lademarkedet. Det er den uigennemsigtighed, som nogle virksomheder i dag udnytter. Selvom det lyder besnærende at tegne et abonnement med 12 måneders fri ladning, når man køber ny elbil, så er det stærkt problematisk for både forbrugeren og konkurrencen på markedet”, siger Drivkraft Danmarks direktør Jacob Stahl Otte.
Kritik af Clever
Drivkraft Danmarks kritik retter sig især mod Danmarks største ladeoperatør, Clever.
En ny undersøgelse fra Drivkraft Danmark viser, at hele 52 procent af de danske elbilister har en fast ladeaftale hos Clever. 58 procent af disse kunder er usikre på, om de betaler for meget, afslører undersøgelsen. Blandt de elbilister, der kun betaler for deres forbrug, er det tilsvarende tal kun 32 procent.
Det er langt fra første gang, at Clever får kritik for deres forretningsmodel.
Allerede i 2023 kritiserede Konkurrencerådet konkurrencesituationen på lademarkedet. Kritikken var særligt udtalt af de ‘bundlede’ all inclusive produkter, der gør det svært for forbrugerne at gennemskue markedet, og derfor kan resultere i, at forbrugerne betaler overpriser.
Også Clevers konkurrenter har gentagne gange kritiseret landets største ladeoperatør for at være for dyr.
Kræver forbud
Nu mener Drivkraft Danmark, at det er på tide med et regulært forbud mod den såkaldte bundling af ladeabonnementer.
”Det er særdeles kritisk, at der stadig ikke har været politisk opfølgning på Konkurrencerådets anbefalinger, som burde omfatte et forbud imod bundling på lademarkedet mellem ude- og hjemmeladning, og mellem bilkøb hos bilforhandleren og ladeløsning. Konkurrencerådet har kritiseret situationen på markedet, danskerne betaler markant overpris for deres opladning, og med et all-inclusive abonnement, mister forbrugeren desuden incitamentet til at lade, når strømmen er billigst og grønnest på vores i forvejen pressede elnet”, siger Jacob Stahl Otte.
Brancheorganisationen opfordrer derfor politikerne til at handle på kritikken ved at indføre forbud. Både mod bundling af ladeabonnementer ved salg af nye elbiler og mod bundling af ude- og hjemmeladning.
Clever afviser kritik
”I en tid, hvor vi skal omstille transporten og flere og flere danskere køber en elbil, er det ikke holdbart, at danskerne lokkes over i all inclusive løsninger, hvor de betaler markante overpriser for opladningen af deres elbiler. 300 millioner kroner om året er ikke småpenge, og regningen vokser kun de kommende år, så længe der ikke følges op på Konkurrencerådets anbefalinger, og forbrugerne sikres bedre vilkår på lademarkedet”, siger Jacob Stahl Otte.
Clever afviser kritikken med henvisning til, at abonnementsløsninger med faste priser også kan give kunderne adgang til et stort netværk af ladere og overblik over de månedlige udgifter.







Utroligt at Clever ikke kan tjene penge, når deres kunder betaler alt for meget ...........