Range Rover går lavt med elektrisk GT

Range Rover GT bliver mærkets første model, der ikke er en SUV. Med den enorme, men lave elbil sigter Range Rover efter nye kunder.

Range Rover er nærmest indbegrebet af en enorm, høj og firkantet luksus-SUV. Altid med firehjulstræk, hvis man kan nænne at grise de dyre biler til terrænet. Men nu vil det britiske mærke prøve noget helt andet.

Den kommende Range Rover GT bliver en væsentligt lavere og mere strømlinet bil med lang motorhjelm, skrånende tag og coupé-lignende proportioner. Dermed bevæger Range Rover sig for første gang for alvor ind på det marked for luksuriøse langtursbiler, som mærker som Porsche, Mercedes, BMW og søstermærket Jaguar traditionelt har dyrket.

GT bliver den femte model i familien ved siden af Range Rover, Range Rover Sport, Velar og Evoque - og den første nogensinde, der ikke er en suv

Elbil først – hybrid senere

GT står for Gran Turismo og betegner traditionelt en hurtig og komfortabel bil, der er udviklet til at tilbagelægge lange afstande. Range Rover lover netop komfort på langture, ubesværet kraft og gode køreegenskaber.

Modellen lanceres først som elbil. Range Rover har endnu ikke oplyst noget om batteristørrelse, rækkevidde, motorydelse eller ladehastighed, men afslører dog, at der senere kommer en hybridversion med både el- og fossilmotor. Den er helt nødvendig på det amerikanske marked.

Deler ikke teknik med Jaguar

Det er svært ikke at sammenligne den nye Range Rover med Jaguar Type 01. Begge mærker er en del af JLR-koncernen, og begge biler bliver lave, elektriske GT-modeller rettet mod velhavende kunder.

I profil er to ting tydelige: Range Rover GT er mærkets første ikke-SUV - men den er stadig enorm.

Men under karrosseriet er de to biler forskellige.

Range Rover GT anvender den fleksible EMA-platform, mens Jaguar Type 01 bygges på Jaguars egen JEA-platform. Den er udviklet udelukkende til elektriske Jaguar-modeller og giver ifølge Jaguar større frihed til at arbejde med særlige proportioner og køreegenskaber.

JLR fastholder da også, at de to biler henvender sig til forskellige kunder. Jaguar skal være en ren elektrisk luksusbil med fokus på design og køreoplevelse, der skal rykke Jaguar op i klasse med mærker som Bentley og Aston Martin. Range Rover GT bliver i sin nuværende klasse, hvor konkurrenterne hedder Mercedes, BMW og Cadillac.

Alligevel kan der opstå et vist internt slagsmål om kunderne. Begge modeller kommer efter planen i 2027, begge er elektriske GT’er, og begge vil formentlig koste et betydeligt millionbeløb i Danmark.

Stadig en Range Rover

Selv om GT-modellen kommer tættere på jorden end nogen tidligere Range Rover, vil mærket ikke helt slippe sine rødder.

Bilen skal fortsat have terrænegenskaber, som almindelige GT-modeller ikke tilbyder. Range Rover beskriver den som mærkets mest personbilslignende bil nogensinde, men understreger samtidig, at den stadig skal være genkendelig som en Range Rover.

GT ser altså ud til at blive en slags mellemting mellem en lav luksusbil og en crossover. 

Klassens bedste benplads

Indvendigt satser Range Rover på en enkel og eksklusiv stil inspireret af moderne boligindretning. Instrumentbordet får en central skærm og et separat, smalt display foran føreren, mens luftdyser og højttalere er skjult i indretningen.

Selv om Range Rover GT er lav, skal den tilbyde masser af plads i kabinen. Førerpladsen er overraskende enkel, næsten uden greb og knapper.

Vævet tekstil dækker instrumentbordet og skjuler samtidig højttalerne. Range Rover lover også klassens bedste benplads på bagsædet.

Kabinen skal have mindre visuel og akustisk støj. Flere funktioner skal desuden kunne betjenes med almindelig tale, så føreren ikke behøver at lede efter dem på skærmen. Samme tanker har Jaguar med deres Type 01, og vi bliver overraskede, hvis de to biler ikke i et vist omfang deler teknologi.

Alternativer til SUV-moden

Noget af det mest spændende ved Range Rover GT og halvsøsterbilen Jaguar Type 01 er det lave design: Er det et varsel om, at bilproducenterne forudser et skift i bilmoden, der vil gøre de dominerende SUV’ere mindre attraktive?

Range Rover GT er i hvert fald et meget tydeligt tegn på, bilproducenterne er begyndt at interessere sig for alternativer. Sammen med netop Jaguar Type 01, Mercedes AMG GT og flere billigere GT-modeller fra Kina som Zeekr 7GT og Xpeng P7+, viser Range Rover GT, at fremtidens elbil ikke nødvendigvis behøver at være endnu en høj SUV.

Om kunderne er enige og klar på noget nyt, får vi et bedre svar på, når Range Rovers hidtil mindst SUV-agtige model kommer på vejene i 2027.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here