Grøn er det nye sort, når danskerne køber bil

zeekr danmark

Grøn vinder frem som bilfarve, viser ny analyse. Brun taber terræn. Og det kan give bonus at betale ekstra for en Tesla, der ikke er hvid.

Bilens farve spiller en rolle for, hvor meget værdi den taber - eller bevarer - som brugt. Det er velkendt viden. Derfor har danske bilejere i årevis valgt sikre farver som sort, grå, sølv og hvid, når de har købt nye biler.

Det nye er, at farvepaletten nu er ved at ændre sig. Det viser en analyse fra bilvurderingstjenesten AutoUncle

Ottedoblet i popularitet

Mens ikke-farver som sort, grå og hvid fortsat er sikre og populære valg, er grøn den lakfarve, der har vundet mest terræn de seneste år. Ikke bare i Danmark, men i hele Europa. Omvendt bliver brun stadig mindre populær, mens det - som altid - tager ekstra tid at sælge brugte, gule biler.

Blandt biler fra årgang 2015 var 0,5 procent grønne. For årgang 2025 er andelen 4 procent. Bilfarven grøn er altså ottedoblet i popularitet på 10 år, og det kan aflæses i brugtpriserne: En brugt, grøn bil koster typisk omkring 244.800 kroner, mens gennemsnitsprisen for en brun bil er 144.500 kroner.

Det er en forskel på godt 100.000 kroner, eller cirka 69 procent.

Farven fortæller ikke alt

Ved første øjekast er konklusionen fristende. En grøn bil må være mere eftertragtet, og køberne må være villige til at betale ekstra for farven.

Men tallene viser også noget andet. Grønne og brune biler er to meget forskellige grupper af biler.

Hele 73 procent af de grønne biler er elbiler, og mere end halvdelen er SUV’er. De fleste grønne biler er årgang 2023, og bilerne har typisk kørt omkring 27.000 kilometer.

Blandt de brune biler er kun 22 procent elbiler. De fleste er årgang 2019, og kilometertælleren står typisk på godt 94.000 kilometer.

En typisk grøn bil er altså fire modelår nyere og har kørt omkring 67.000 kilometer mindre end den typiske brune.

Prisforskellen er reel. Men den fortæller langt mere om hvilke biler farven sidder på end om værdien af selve lakfarven.

Gule biler er små og billige

Det samme mønster ses andre steder. Gule biler har en relativt lav gennemsnitspris, men det skyldes, at flere end halvdelen af dem er små hatchbacks.

Udviklingen stopper ikke ved den danske grænse.

På tværs af 12 europæiske markeder stiger andelen af grønne biler, mens brun mister terræn. Danmark er dermed ikke et særtilfælde, men en del af en bredere europæisk bevægelse.

Undersøgelsen viser også, om det kan betale sig at betale ekstra for en bestemt farve, når bilen er ny?

Det har AutoUncles undersøgelse to lidt forskellige svar på.

Kulør på Tesla betaler sig

Det ene svar leverer Tesla. Det californiske elbilmærke er berømt og berygtet for at tilbyde få, men sikre lakfarver.

Tesla tager 20.000 kroner ekstra for den røde farve til en Model Y. Du får godt halvdelen igen, når bilen sælges som brugt, viser analyse.

På den populære Model Y er hvid standardfarven, der ikke koster ekstra. På årgang 2022 kostede sort, blå og grå 10.000 kroner ekstra fra ny, mens rød og sølv kostede 20.000 kroner.

Sammenligner man Model Y’er med samme udstyrsvariant, samme årgang og samme kilometerinterval og måler hver farve mod den hvide, kan en del af den oprindelige merpris stadig aflæses i brugtprisen.

Tesla Model Y farver og brugtpriser

Farve Tillæg fra ny Over hvid I kroner Tilbage af tillægget
Rød 20.000 kr. 4 % ca. 10.400 kr. 52 %
Sølv 20.000 kr. 4 % ca. 10.000 kr. 50 %
Grå 10.000 kr. 2,4 % ca. 6.400 kr. 64 %
Sort 10.000 kr. 2,1 % ca. 5.600 kr. 56 %
Blå 10.000 kr. 1,1 % ca. 2.800 kr. 28 %
Hvid gratis 0 %

Rød og sølv, der kostede 20.000 kroner ekstra fra ny, ligger øverst. Grå, sort og blå, som kostede 10.000 kroner ekstra, følger efter. Hvid, der var standardfarven uden tillæg, ligger nederst.

Den oprindelige prisliste kan altså stadig spores i brugtpriserne fire år senere.

På tværs af farverne er omkring halvdelen af den oprindelige merpris bevaret. En dyr lak er dermed ikke en god investering, man får fuldt tilbage. Omvendt sætter du heller ikke hele merprisen til, men får noget af den hjem igen, når bilens sælges som brugt.

..men ikke altid på en VW

Resultatet kan dog ikke uden videre overføres fra én bilmodel til en anden. 

På en anden udbredt elbil, VW ID.4 fra samme årgang, holder rød og sort deres merpris bedre, mens hvid, sølv og blå ikke viser samme mønster.

Konklusionen er derfor ikke, at bestemte farver generelt er mere værd. Det afgørende er den konkrete bilmodel og de priser, som farverne oprindeligt blev solgt til.

Kilde: AutoUncle. Analysen bygger på annoncer fra danske forhandlere for brugte biler i perioden januar 2025 til august 2026. Nye biler, leasingbiler og privathandler indgår ikke.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here