Billige kinesiske vinterdæk dumper på stribe i ny test

Foto: ADAC/FDM

Årets vinterdæk skuffer i stor test. Kun halvdelen af testens 32 dæk kan anbefales - især billige vinterdæk fra Kina dumper.

Termometret viser stadig plusgrader, men lige om lidt kan kviksølvet droppe under nul - især om natten. Og ligesom det får mennesker til at skifte sandaler og sneakers ud med solide sko og varme støvler, er det også tid til nyt fodtøj til bilen - sommerdæk skal skiftes ud med vinterdæk.

Vi skriver skal, for siden sidste år er det nemlig blevet et lovkrav, at bilen kører på dæk beregnet til årstiden, hvis der er vinterføre. Ellers vanker der en bøde på 1.000 kr. pr. dæk.

Ni dæk falder helt igennem

Det er dog langtfra alle vinterdæk, der er egnet til de danske vinterveje. Det viser årets store test af 32 vinterdæk, som en række europæiske bilklubber - inklusive danske FDM - har udført sammen med tyske ADAC. 

Den tyske bilklub, der er kendt for grundige dæktests, har i år testet 16 dæk i størrelsen 15-tommer (185/55 R15), som passer til biler som Peugeot 208, VW Polo og Hyundai i20, og 16 dæk i størrelsen 17-tommer (225/50 R17), der passer til blandt andet Audi A4 og Skoda Octavia.

De testede vinterdæk i størrelse 17-tommer passer blandt andet til biler som Audi A4 her og Skoda Octavia. Foto: ADAC/FDM

Årets vinterdæktest udstiller nærmest de mange kinesiske dækmærker, der vinder frem i Europa ved hjælp af lave priser. Af de 32 dæk dumper i alt ni dæk, hvoraf syv er fra kinesiske dækproducenter. De dårligste dæk falder især igennem på våd og tør vej, som man ofte oplever i en typisk, dansk vinter.

Anbefaler mindre end halvdelen

Resultaterne af årets vinterdæktest er så dårlige, at FDM kun kan anbefale køb af 15 af testens 32 vinterdæk.

”Det er skuffende, at årets testfelt ikke klarer sig bedre. Det gælder særligt flere af de kinesiske lavprisdæk, som er helt uegnede til de danske vinterveje. Der er ellers fuld fart på de kinesiske dækproducenter, men som testen viser, har de et stykke vej endnu. Det kan godt være, at de lokker med en lav pris, men til gengæld koster det på sikkerheden, og den må man ikke spare på,” siger bilredaktør i FDM Karsten M. Lemche.

Farlig forskel i bremselængde

Især bremsetesten på våd vej afslører, hvor stor forskellen er på gode og dårlige dæk. Testens dårligste 15-tommerdæk, Rockblade Rock 868S, skulle bruge hele 51 meter på at bremse ned fra 80 km/t. Det er godt 18 meter mere end det bedste dæk, Bridgestone Blizzak LM005, der kun skulle bruge 33,5 meter.

Når Bridgestone-dækkene holdt stille, kørte bilen med Rockblade-dæk stadig 47 km/t… Det kan bogstaveligt talt være forskellen på liv og død.

Små dæk med stort slid

Testen viser dog ikke kun stor forskel på dækkenes sikkerhed. Også holdbarheden er vidt forskellig. Og her spiller dækkets størrelse en overraskende stor rolle. 

15-tommer dækkene holder i gennemsnit blot 31.000 kilometer, før de er slidt ned. Til sammenligning holder 17-tommer dæk i snit 45.000 kilometer - eller mere end 40 procent længere.

”Det kan umiddelbart undre, at en dækstørrelse slides så meget hurtigere, som testen viser. En del af forklaringen kan være, at dækproducenterne har fokus på større dækstørrelser, selvom markedet for 15-tommer dæk fortsat er stort. Dermed går den nyeste dækteknologi uden om flere af vinterdækkene i 15-tommer,” siger Karsten M. Lemche og tilføjer:

”Holdbarheden er økonomisk vigtig. Det vigtigste er dog fortsat at købe et dæk med god sikkerhed. Og når man køber nye vinterdæk, bør man især gå efter dæk, som klarer sig godt på våd og tør vej.”

Gode råd om køb af vinterdæk 

  • Tjek, at dækket har symbolerne M+S og 3PMSF (tre bjergtinder). Ellers er der ikke tale om vinterdæk.
  • Ved køb af dæk skal du sørge for, at dækkene på alle fire hjul er produceret inden for samme 12-månedersperiode.
  • Køb ikke nye dæk, der er mere end to år gamle. Oplysninger om dækkenes alder kan findes i DOT-specifikationen på dækket.
  • Køb om muligt nye dækmodeller, så du drager fordel af den tekniske udvikling og de forbedringer, som dækproducenterne løbende foretager.
  • Brug altid fire dæk af samme model og type.
  • Dækkenes mønsterdybde bør ikke komme under 3 mm (lovkravet er minimum 1,6 mm). Ved krævende vinterkøsrsel anbefales mindst 4 mm.
  • Hvis mønsterdybden er forskellig på de fire dæk, skal du montere dækkene med mest mønster på bagakslen, da dette især i sving øger kørestabiliteten.
  • Kontrollér dæktrykket regelmæssigt, gerne hver anden uge.
  • Ved tung last i bilen skal dæktrykket øges i henhold til bilfabrikantens specifikationer.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here