Milepæl: Tesla runder 100.000 biler i Danmark

Efter 16 år har Tesla nu 100.000 elbiler på de danske veje - det svarer til hver syvende elbil. Tesla nummer 100.000 på danske plader blev en Model Y.

Tesla kan fejre en bemærkelsesværdig milepæl i Danmark i dag: Tesla nummer 100.000 på danske plader er trillet ud på dansk asfalt.

Med en samlet bestand af elbiler på 700.000 biler herhjemme, svarer det til, at der står Tesla på hver syvende elbil i Danmark. En usædvanlig bedrift for et bilmærke, der kom til landet for blot 16 år siden.

Startede som nichebil

Dengang begyndte Tesla med en udpræget nichebil, sportsvognen Roadster, der kun blev solgt i ganske få eksemplarer. 

I 2013 fulgte den store Model S - den første elbil som det reelt var muligt at køre langt i. Og hurtigt. Model S placerede Tesla på verdenskortet som et mærke, der ikke bare lavede miljøvenlige elbiler, men også bød på usædvanligt potente præstationer.

I 2019 kom Model 3 til Danmark. Herfra gik det for alvor stærkt. Teslas’ hidtil mindste og billigste model gjorde elbiler mainstream, og med SUV-udgaven Model Y blev Tesla af flere omgange det mest solgte elbilmærke i Danmark og resten af verden.

Musk spændte ben for Tesla

Succesen havde formentlig været endnu større, hvis ikke Tesla-chef Elon Musk i 2024 meldte sig ind i den amerikanske valgkamp som støtte til Donald Trump. Godt hjulpet af Musk’s milliardbidrag, blev Trump USA’s 47. præsident. Efterfølgende involverede Elon Musk sig i Trump-administrationen med adskillige kontroversielle udtalelser og ikke mindst sit arbejde med at beskære den offentlige sektor i USA.

Musk’s arbejde for Trump-regeringen skabte voldsomme protester verden over, mens Tesla-salget styrtdykkede. Også i Danmark, hvor Tesla-ejere pludselig måtte undskylde deres bilvalg. Salget af klistermærker med budskaber som “Elon Sucks” og “I bought this before we knew he was crazy” gik som varmt brød. Og skulle måske sikre Tesla-ejere mod den bølge af hærværk, som Tesla-biler blev udsat for mange steder i verden.

Salget stiger igen

Siden er protesterne dampet af. Musk har trukket sig fra Trump-administrationen og sammen med lanceringen af billigere udgaver af Model 3 og Y, stiger Tesla-salget faktisk igen.

Inge Susan og Torben Pryds Christensen er de glade ejere af Tesla nummer 100.000 i Danmark. Foto: Tesla Danmark

Også i Danmark, hvor ægteparret Inge Susan og Torben Pryds Christensen er de glade ejere af Tesla nummer 100.000 i Danmark. I øvrigt efter at have kørt Tesla Model 3 i seks år.

“Vi har været meget glade for vores Model 3, men nu ønskede vi en bil, hvor vi både får mere plads og desuden også kommer lidt højere op at sidde. Det var derfor oplagt at vælge en Model Y”, forklarer Torben Pryds Christensen.

Hvor Tesla Model Y tidligere var Danmarks mest solgte bil, er den dag i dag gledet en smule ned af listen. I år er Model Y indtil videre den tredje mest solgte bil herhjemme efter Skoda Elroq og Toyota bZ4X.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here