Kinesiske batteriproducenter sidder nu på mere end halvdelen af batterierne i nye elbiler. Konkurrenterne fra Sydkorea og Japan taber terræn.
Bilen behøver ikke være kinesisk, for at dens vigtigste og dyreste komponent er det.
Kinesiske batteriproducenter leverer nu over halvdelen af batterikapaciteten i nye elbiler og hybridbiler solgt uden for Kina. I årets første ni måneder nåede seks kinesiske producenter tilsammen en markedsandel på massive 56,4 procent mod 43,1 procent i samme periode sidste år. Det viser nye tal fra det sydkoreanske analysefirma SNE Research.
Kina altså også markedet, når det enorme kinesiske hjemmemarked trækkes ud af regnestykket.
Tallene måler den samlede kapacitet i batterierne – ikke antallet af biler eller batterier. Opgørelsen omfatter både rene elbiler, pluginhybrider og almindelige hybridbiler.
CATL i egen liga
På verdensplan - altså inklusiv Kina - er den kinesiske dominans endnu større. Syv kinesiske batteriproducenter blandt verdens ti største sidder tilsammen på 73 procent af markedet. For et år siden var andelen 69,5 procent.
CATL er suverænt størst med 39,1 procent af det globale marked. BYD følger efter med 15,2 procent - mindre end halvdelen. Alene de to virksomheder leverer dermed over halvdelen af verdens batterikapacitet til nye el- og hybridbiler.
Længere nede i rækkerne er der også kinesisk vækst. Gotion, som VW ejer en mindre del af, har overhalet CALB og indtager fjerdepladsen globalt, mens Eve Energy er rykket forbi japanske Panasonic til sjettepladsen. Svolt og Rept fuldender den kinesiske gruppe i top ti.
To veje til fremgang
CATL og BYD vinder frem på forskellige måder.
CATL udvider sin kundekreds blandt bilproducenter uden for Kina. BYD’s batteriforretning er i højere grad knyttet til salget af koncernens egne biler.
Uden for Kina voksede CATL’s leverancer med 46,7 procent, mens BYD gik frem med 66,8 procent. De mindre kinesiske producenter vokser endnu hurtigere: Eve Energy mere end tredoblede sine leverancer fra et beskedent udgangspunkt.
En del af forklaringen er de billigere LFP-batterier, hvor kinesiske producenter står stærkt. Uden for Kina er teknologiens andel steget fra 15,8 til 27,7 procent på et år. Ifølge SNE Research får prisen stigende betydning for bilproducenternes valg af batterileverandør, blandt andet til billigere elbiler i Europa.
Sydkoreanerne går tilbage
Udviklingen er langt mere dyster for Sydkoreas tre store batteriproducenter, LG Energy Solution, SK On og Samsung SDI.
Uden for Kina faldt deres samlede leverancer med 13,5 procent. Markedsandelen skrumpede fra 38,2 til 26,5 procent. Især Nordamerika trækker ned: Her blev deres samlede batterileverancer omtrent halveret. Fremgang i Europa og Asien kunne ikke opveje tilbagegangen.
Japanske Panasonic, der især leverer til Tesla, mistede også terræn. Leverancerne faldt 0,8 procent, og markedsandelen uden for Kina sank fra 10,5 til 8,4 procent.
Globalt voksede batterimarkedet ellers næsten 20 procent. Alligevel måtte LG Energy Solution nøjes med en fremgang på 0,7 procent, mens SK On gik tilbage med 18,1 procent.
Kineserne tager dermed en større bid af et voksende marked, mens flere af deres største konkurrenter kæmper med faldende leverancer.
Kan skabe flaskehalse
For bilproducenter verden over kan det blive en hovedpine: De risikerer at blive stadig mere afhængige af batterier fra kinesiske leverandører, hvilket gør dem sårbare overfor geopolitiske begivenheder. Kina har tidligere begrænset adgangen til afgørende komponenter med henvisning til ‘national sikkerhed’.
Det skaber flaskehalse, der både kan forsinke og fordyre produktionen af elbiler uden for Kina.






