Kia på vej med avanceret Model Y-konkurrent

Lækket dokument afslører ny Kia EV7, der ventes at få 800-volt teknologi med hurtigere lynladning end konkurrenter som Model Y og ID Tiguan.

Kia har efterhånden elbiler i alle størrelse. Alligevel finder det koreanske mærke plads til endnu en SUV.

Ifølge KoreanCarBlog og Electrek arbejder Kia på en ny model med navnet EV7. Oplysningen stammer fra et lækket internt dokument, der også afslører, at bilen skal fremstilles på fabrikken i Gwangju.

Sydkoreanerne skal næsten bruge skohorn for at klemme den nye model ind mellem den næsten nye EV5 (foto) og den større EV9 med tre sæderækker. Men der er mening med galskaben, og det kan vise sig at blive særdeles interessant i Danmark, hvor denne størrelse elbiler er blandt de mest populære.

Hurtigere lynladning

Hverken mål, batterier eller rækkevidde er endnu kendt, men alt tyder på, at den store nyhed ligger i ladeteknologien.

EV5 benytter et 400-volt system, mens EV9 har 800-volt teknologi. Electrek vurderer, at EV7 netop får 800-volt, der giver langt hurtigere lynladning. I runde tal vil en ny EV7 formentligt kunne lade 10 til 80 procent på 20 minutter, hvor det tager 30 minutter i EV5.

Med EV7 får Kia et tætbesat modeludvalg af elektriske SUV’ere.

Ud over de store EV5 og EV9, tilbyder Kia også den kompakte EV3, der blev Årets Bil i Danmark 2025.

Senest har Kia netop lanceret den lille EV2, der med en længde på godt fire meter konkurrerer med elbiler som Renault 4, Skoda Epiq og den kommende VW ID Cross.

Elbiler driver vækst

Satsningen på elektriske SUV’ere har været god for Kia.

I oktober solgte mærket 291.219 biler globalt, en fremgang på 10,3 procent sammenlignet med oktober sidste år. Det var ottende måned i træk med vækst.

Samlet nåede Kia knap 2,77 millioner biler i årets første ti måneder. Det er 5,1 procent flere end i samme periode i 2025. 

Særligt i Europa har Kia succes med sine elbiler. Det gælder også i Danmark: EV2 har givet Kia et boost i oktober, hvor salget blev mere end fordoblet fra 232 til 589 biler. I årets første 10 måneder er Kias salg af elbiler steget 25,6 procent i Danmark.

Dermed giver det god mening for Kia at tilbyde endnu flere elektriske SUV’ere. Hvornår den nye EV7 kommer til Europa er endnu ukendt.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here