Volvo revolutionerer fremtidens bilbatteri

Volvo afslører en strømførende sensation: Et bilbatteri, der ved hjælp af kulfiber og nanoteknik kan formes som en karrosseridel og derved spare vægt og plads.

Som det svenske bilsite automotorsport.se så rigtigt skriver, lyder det som en af den slags nyheder, der plejer at dukke op 1. april. Men den skulle altså være god nok: Volvo hævder at have udviklet en helt ny type batteri i pladeform, der kan formes og bruges som karrosseridele. Derved kan man spare vægt og plads i fremtidens biler til gavn for både miljø og passagerer.

Når det kan lade sig gøre, skyldes det at de svenske ingeniører har tænkt langt ud af batteriboksen, så at sige: Materialet til den nye batteriteknologi består af kulfiber, bittesmå nanobatterier samt superkondensatorer, der bogstaveligt talt formes sammen til en tynd plade, der så bages i en ovn. Ud kommer et materiale, der er lettere og stærkere end stål og kan formes på alle måder – f.eks. som bagklappen til en Volvo S80. I dén størrelse hævder Volvo, at det nye batteri kan lagre samme mængde strøm som det anderledes klodsede og konventionelle batteri, der i dag ligger i motorrummet i selvsamme Volvo S80 – det flade kulfiber-batteri er endda noget lettere.

Perspektiverne er spændende. For den nye batteritype vil være en endnu større fordel i elbiler, der kører med flere hundrede kilo batterier for at opnå tilstrækkelig rækkevidde. Ifølge Volvo vil den nye teknik kunne reducere vægten af en elbil med 15 procent og samtidig reducere omkostningerne.

Meget mere kan hverken automotorsport.se eller Volvo fortælle endnu. Den svenske bilfabrik har foreløbig brugt 3,5 år på projektet, der er finansieret af EU. Der forlyder desværre endnu ikke noget om, hvornår det nye batteri er klar til at komme i produktion.

Kulfiberbatteriet kan også udformes som en del af beklædningen i motorrummet, hvor det sparer plads og vægt.
Kulfiberbatteriet kan også udformes som en del af beklædningen i motorrummet, hvor det sparer plads og vægt.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here