Afskrivning: Køb en mikrobil til 100.000 kroner nu og få 15.000 kroner for den om 5 år – de mindste biler har det største værditab i procent.
Bilen falder i værdi i det øjeblik, du kører ud af udstillingen hos forhandleren, det ved vi alle.
Men hvad der er mere overraskende er, at det er de mindste biler under 100.000 kroner, der må trækkes med den højeste procentvise afskrivning.
Ved køb af ny bil til cirka 100.000 kroner udgør værditabet ifølge FDM’s bilbudget 2014 cirka 17.000 kroner om året ved et kørselsbehov på 20.000 km/år i fem år. Efter fem års kørsel og 100.000 km på tælleren, har den brugte mikrobil altså ifølge FDM’s beregning tabt 85.000 kroner i værdi og er kun 15.000 kroner værd som brugtbil.
Omregnet til procent svarer det til et værditab på 17 pct. om året af bilen købspris. Til sammenligning klarer en bil til cirka 350.000 kroner sig lidt bedre. Her er det årlige værditab cirka 50.000 kroner, svarende til 14 pct.
Forklaringen er, at der de seneste år har været mindre interesse for at købe de helt billige mikrobiler som brugte, og det presser prisen, skriver FDM’s magasin Motor.
Og tendensen ser ud til at fortsætte:
”Mikrobilerne har de senere år været de mest solgte herhjemme. Men de lave nypriser og det store udbud afspejler sig også på brugtbilmarkedet, hvor vi ser de helt små biler lide store værditab. Det er en tendens, der nok vil fortsætte de kommende år” siger forbrugerøkonom i FDM, Allan Skytte Christensen til Jyllands-Posten.
Økonomen råder bilkøberne til at medregne værditabet i bilbudgettet. For 30 pct. af bilkøberne er det brændstofforbruget, der er afgørende for bilvalget, viser AutoIndex 2013, også selv om værditabet reelt vejer tungere i budgettet. Flest – hele 53 pct. – vælger ifølge undersøgelsen bil pga. prisen.
Læs også om mikrobilernes serviceomkostninger.
Det er da vist noget vrøvl det der. En Peugeot 107 koster idag fra 75000 kr. I henhold til denne artikel skulle en 2 år gammel 107 så koste 41000 kr. Den billigste 2012 107 på bilbasen.dk er 70000 kr.
Hej René. Værditabet her i artiklen handler om, hvad du som ejer af bilen får for den hos en forhandler – og ikke, hvad han efterfølgende sælger den til igen. Hvis vi tager dit eksempel herover, betyder det, at du får tilbudt 41.000 kr. for en to år gammel 107’er hos forhandleren, der så efterfølgende sætter den til salg til 70.000 kr. Det vurderer vi til at være et meget sandsynligt scenarie. At forhandleren så realistisk ender med at lukke handlen for omkring 65.000 kr. er også en en del af historien. Husk på, at forhandleren skal have en pæn avance fordi han både skal tilbyde 24 måneders reklamationsret og betale 25 pct. moms af avancen på den brugte 107’er. MVH Jens Velling, Hvilkenbil.dk