Guide: Alle de nye elbiler i Danmark i 2026

Se her, hvornår de nye elbiler kommer til Danmark i 2026. Hvilkenbil opdaterer oversigten løbende – senest 21. august.

Selv om vi er over halvvejs inde i 2026, har vi stadig nogle af årets største bilnyheder til gode. Uanset hvilke bilmærker man foretrækker, er det nemlig umuligt komme uden om betydningen af nyheder fra Volkswagen, Europas største bilproducent. Og her kan vi se frem til adskillige nyheder fra VW-koncernen, der også tæller mærker som Audi, Cupra og Skoda.

Den store model-offensiv er begyndt nu. Først med den stærkt opdaterede udgave af elbilen VW ID.3, som tyskerne meget passende har givet tilnavnet Neo. Samtidig får søsterbilen Cupra Born samme, tekniske opgradering. Begge biler er blandt de mest solgte herhjemme.

Endnu mere spændende bliver lanceringen af VW-koncernens familie af små, kompakte og billige elbiler. Der er tale om firlinger, hvor hatchbacken Cupra Raval netop er lanceret. Til september følger søsterbilen ID. Polo. Begge koster fra 190.000 kroner, hvor rigtigt mange danskere kan være med. Alene af den grund vil Raval og Polo sætte yderligere skub i omstillingen til elbiler. Ikke bare i Danmark, men i høj grad i Sydeuropa, hvor markedet nærmest skriger på mindre og billigere elbiler. Og det er ikke snusfornuft det hele – VW har også afsløret en ægte GTI-udgave af den elektriske Polo med 226 hk til priser fra 280.000 kroner.

Senere på efteråret følger de højere SUV-udgaver med samme teknik, VW ID. Cross og Skoda Epiq.

Endnu flere Kina-mærker

De nye Kina-mærker fortsætter ind på det danske marked. Tidligere i år har vi sagt goddag til nye mærker som Exlantix, der er Chery-koncernens performance-mærke, og Changan Deepal, der også er kendt for at udvikle og fremstille Mazdas elbiler. Et andet nyt Kina-mærke som Leapmotor rører også på sig i år med flere nyheder. Eller forsøger i hvert fald at bide sig fast i det danske marked. Som Hvilkenbil afslørede fornylig, sælger omkring halvdelen af alle de nye kinesiske bilmærker i Danmark kun forsvindende få biler.

For danske bilkøbere betyder det alt andet lige større udvalg. Og lavere priser: Priskrigen ser ud til at fortsætte med uformindsket kraft – senest har bl.a. Ford og MG været ude med markante prisfald.

Så spænd selen og læs med her, hvor vi guider dig gennem de vigtigste elbil-nyheder resten af året.

Der er mange, og den ene er mere spændende end den anden. Klikker du på linket, folder vi en større artikel ud om hver enkelt nyhed.

God fornøjelse!

Audi

I løbet af efteråret falder den sidste kamuflage-folie af A2 e-tron. Som betegnelsen fortæller, er der tale om den elektriske udgave af Audis berømte sparebil. Den elektriske A2 bliver da også Audis hidtil mest effektive elbil, lover de gode folk i Ingolstadt.

Audi A2 e-tron er Audis hidtil mest effektive elbil. Vi ser den i Danmark op til årsskiftet.

Teknisk er A2 e-tron Audis udgave af VW ID.3, men i en lidt anden indpakning med blandt andet to-delt bagrude og lavere luftmodstand. Herhjemme ser vi den hos forhandlerne sidst på året.

BMW

Efter SUV’en BMW iX3 bliver i3 elbil nummer to på BMW’s Neue Klasse platform med 800 volt teknologi og avanceret software. Trods navnet bliver der ikke tale om en afløser for den lille bybil, men den elektriske udgave af BMW’s ikoniske 3-serie. Der står med andre ord alt på spil for BMW, der virkelig lægger hånden på kogepladen her. Skal vi tro de første indtryk af den lidt større iX3, bliver der tale om et brag af en elbil. 

Vi skal dog hen mod slutningen af året – måske skal vi endda ind i 2027 – før i3 står i Danmark. Det sker til priser fra 620.000 kr. for en topudstyret First Edition. Senere følger billigere udgaver, der vil komme ned mod den halv million kroner.

Changan 

Changan er det 24. nye kinesiske bilmærke, der lanceres i Danmark siden 2022. Det er netop sket med de to elektriske SUV’er Deepal S05 og S07, der skal konkurrere med elbiler som Skoda Elroq og Skoda Enyaq.

Changan er et helt nyt kinesiske bilmærke i Danmark. Deepal S05 her skal udfordrer Tesla Model Y til priser fra 265.000 kroner.

Her er konkurrencen nådesløs, og som vi ved fra utallige andre Kina-mærker, skal prisen være rigtig (læs: lav), hvis Changan ikke skal blive endnu et kinesisk mærke med mikroskopisk markedsandel. Changan Deepal S05 er landet i Danmark til priser fra 265.000 kr. og placerer sig dermed midt i minefeltet af populære elbiler.

Cupra

Efter et forrygende 2025, hvor Cupra intet mindre end fordoblede sin markedsandel i Danmark, sætter VW’s spanske datterselskab trumf på i år. Her har Raval æren af at blive den første af VW koncernens ‘firlinger’ af kompakte elbiler, der også tæller søsterbilen VW ID. Polo samt crossoverne VW ID. Cross og Skoda Epiq.

Som den første af fire biler fra VW-koncernens nye familie af kompakte, billige elbiler og søsterbil til VW ID.Polo er Curpa Raval ubetinget en af årets mest spændende nyheder. I Danmark til sommer.

Til priser fra under 200.000 kr. er Raval og Co. blandt årets mest spændende nyheder.

Her i sommer har vi også fået den kraftigt opdaterede Cupra Born, der både får længere rækkevidde og flere fysiske knapper. Born-priserne begynder ved 250.000 kr.

Hyundai

Hyundai Ioniq 3 er et overraskende bud i miniklassen: Større og mere rummelig end minibiler som Renault 5 og VW ID. Polo, men formentlig billigere, fordi den kører med LFP-batterier og relativt beskedne elmotorer med omkring 100 kW. Designet er også anderledes. Vi får syn for sagen til oktober.

Hyundai Ioniq 3 bliver et frisk pust i miniklassen med anderledes design og moderate elmotorer.

Hyundai kommer også med et tilbud til dem, drømmer om egen minibus med Staria. Der kan vælges mellem luksusudgaven med syv sæder og en praktiker med plads til ni. Modsat konkurrenter som VW ID Buzz og kusine-bilen Kia PV5 Passenger har Hyundai ofret 800 volt-teknologi på Staria, der giver lynhurtig lynladning. Bussen kører i løbet af efteråret.

Kia

Kia rykker hårdt i år. Netop ankommet er den kompakte EV2, der med en længde på godt fire meter skal konkurrere med elbiler som Citroën ë-C3 og Renault 4. Til priser fra 185.000 kr. bliver den interessant for mange danskere.

Den kompakte Kia EV2 har et stort potentiale i Danmark.

I løbet af året vil Kia løbende tilbyde hidsige GT-udgaver af alle mærkets elbiler – foreløbig undtaget EV2. Som GT får bilerne to motorer, flere muskler og undervogne, der kan tæmme kræfterne.

Leapmotor

Leapmotor er endnu et nyt kinesisk bilmærke med et europæisk twist: Stellantis-koncernen ejer nemlig 20 procent af Leapmotor, der satser på at være blandt de billigste. 

I Danmark har importøren Wismo Group allerede lanceret Skoda Elroq-konkurrenten B10 til blot 200.000 kr. I denne måned, august, følger først den Golf-store hatchback B05 og derefter den kompakte crossover B03X. B05 begynder ved 180.000 kr. og den lidt mindre B03X bliver endnu billigere

Leapmotor er også på vej med den kompakte hatchback B03, der skal konkurrere med Cupra Raval, Renault 5 og VW ID. Polo. Men den kinesiske opkomling bliver langt billigere – måske ser vi den til startpriser lige under 150.000 kr. Vi skal dog ind i begyndelsen af 2027, før bilen står i Danmark.

Leapmotor danmark
Leapmotor B03X bliver en billig, kinesisk konkurrent til Renault 4, Skoda Epiq og VW ID Cross.

Modsat mange andre Kina-mærker satser importøren helhjertet på Leapmotor med hele 44 danske forhandlere. Det kan også gøre en forskel for det unge, kinesiske bilmærke.

Lexus

Lexus, Toyotas luksusmærke, har ellerede lanceret en forbedret udgave af RZ i år. 

lexus er nået til ottende generation af sedanen ES. Den kommer til Danmark til sommer.

Nu følger den helt nye Lexus ES, en meget stor sedan på hele 514 centimeter, der blandt byder på overdådig plads på bagsædet. ES er netop landet i to forskellige udgaver: Med forhjulstræk og 165 kW (224 hk), der koster fra 460.000 kr. Og med to motorer, firehjulstræk og 252 kW (343 hk) fra 500.000 kr. Kodeordet er komfort, hvilket blandt andet handler om omhyggelig støjisolering.

Mazda

Efter lanceringen af den velskabte Mazda 6e, følger SUV-udgaven CX-6e i sensommeren eller begyndelsen af efteråret. Igen er det Mazdas kinesiske joint venture partner Changan, der står for teknologi og produktion. Teknisk er den skarpt designede CX-6e Mazdas udgave af Changans egen Deepal 07, men heldigvis er der skruet op for lynladningen. Rækkevidden er fortsat mere moderate 480 kilometer. Priserne starter ved 330.000 kr.

Mercedes

Mercedes har travlt i år. SUV'erne GLB EQ og GLC EQ er allerede lanceret. Blandt højdepunkterne er 800 volt-teknologi med lynhurtig lynladning og lavt strømforbrug med god rækkevidde. I den helt store afdeling er luksus-MPV'en VLE også ankommet. Nok bygget på en varevogns-platform, men så luksuriøs, at den skal være et rummeligt alternativ til EQS, der også er på vej i en stærkt opgraderet udgave med 800 volt-teknologi og steer-by-wire. Priserne starter ved 640.000 kr., når basisversionen af det, der er blandt Danmarks største elbiler, kommer hen mod årsskiftet.

Dette efterår ser vi også C-klassen som elbil. C-Klasse EQ får præcis samme teknik som GLC EQ, men op mod 800 kilometer rækkevidde på grund af sit lavere karrosseri. Dermed er den også klædt på til at tage kampen op mod ærkerivalen fra BMW, i3 Neue Klasse med lignende specifikationer. Priserne for den elektriske C-klasse begynder ved 549.000 kr.

Den elektriske Mercedes C-klasse kommer dette efterår til priser fra 590.000 kroner.

Sidst og mindst men måske allervigtigst, afløser GLA (foto øverst) den populære EQA lige før årsskiftet. GLA er den korte udgave af GLB med samme moderne 800 volt-teknologi og hurtig lynladning. Dermed løser Mercedes et af de største kritikpunkter ved EQA/B, der var meget langsomme ved lynladeren. EQA skal koste fra 386.000 kr. for basisudgaven med 447 kilometers rækkevidde, mens udgaven med større batteri og 656 kilometers rækkevidde til 410.000 kr. ligner det bedste køb.

MG 

MG har netop lanceret en spændende elbil i samme størrelse som MG4 og VW ID.3. MG4 Urban hedder bilen, der vil være et mere rummeligt, komfortabelt og lidt billigere alternativ til den kendte MG4. Urban-udgaven udmærker sig ved at være MG's første elbil med et såkaldt semi-solid state-batteri, der skal tilbyde mere rækkevidde og holdbarhed end traditionelle batterier. Priserne for basisudgaven med 325 kilometers rækkevidde starter ved 175.000 kr. Det er decideret billigt i denne klasse.

MG4 Urban er større og har blødere former end den kendte MG4, som fortsætter sideløbende med Urban.

I oktober introducerer MG topmodellerne IM5 og IM6. IM5 er en sporty sedan, IM6 en mellemstor SUV. IM – Intelligence in Motion – præsterer det ypperste fra MG, så de 100 kWh-store batterier kan lade med 396 kW. De to MG'er kaster sig ind i et vanskeligt felt, hvor konkurrenterne først og fremmest er Tesla Model 3 og Model Y. Priserne på den to top-MG'er venter vi på. 

Renault

Efter succeserne Renault 4 og 5 slår franskmændene til med Danmarks næst billigste elbil: Den retro-nuttede Twingo E-Tech, der netop er lanceret herhjemme til priser fra 147.000 kr. Den lave pris skyldes blandt andet, at Twingo er udviklet på rekordtid i Kina, men dog fremstilles hjemme i Frankrig.

Charme, selvtillid og lave priser: Renault lægger op til endnu en succes med den nuttede Twingo Electric.

Alle udgaver kører med et lille, prisbilligt LFP-batteri med en rækkevidde på 263 kilometer og en lynladning med 50 kW. Batteriets beskedne størrelse betyder dog, at det tager moderate 30 minutter at lade fra 10 til 80 procent, men nogen langtursbil bliver Twingo næppe.

Skoda

Skoda brager derudaf med sine blot to elbiler. Enyaq er en etableret dansker-favorit og den kuperede udgave Elroq blev suverænt Danmarks mest solgte bil i 2025.

Men bare vent til efteråret, når Skoda lancerer den kompakte SUV Epiq. Som del af VW koncernens kompakte elektriske firlinger bliver den relativt billig, men stadig rummelig og med en kabine med flere fysiske knapper, som mange efterspørger. Læg hertil priser fra 190.000 kr. og op til 436 kilometers rækkevidde, og vi tør godt love, at Skoda er på vej med en – nå ja, episk – succes.

Skoda Peaq bliver blandt Danmarks billigste el-SUV'ere med plads til syv personer.

Sidst i oktober er det dobbelt-op med den enorme el-SUV Peaq, der får plads til syv personer. Dermed kan Skoda konkurrere med enorme elbiler som Kia EV9 og Hyundai Ioniq 9. Fra-prisen på 340.000 kr. for basisudgaven med 450 kilometers rækkevidde gør dog Peaq langt billigere – faktisk blandt de billigste i klassen for fuldvoksne SUV'er.

VW

Vi gentager lige os selv: 2026 kan blive året, hvor elbilen for alvor får sit folkelige gennembrud, ikke bare i Danmark men hele Europa. Og det skyldes ikke mindst udsigten til VW ID. Polo og crossover-udgaven ID. Cross, der begge kommer til efteråret – først Polo, lidt senere Cross. 

Den elektriske ID Polo har alle chancer for at blive en ægte 'folkevogn' - og Danmarks mest solgte bil, når den kommer til september.

Belært af erfaringerne fra ID.3 og ID.4 får vi denne gang elbiler i velkendt VW-design med klassisk betjening, inklusive fysiske knapper, og en software, som vi formoder er vaccineret mod børnesygdomme. Læg hertil prisen for basisudgaven af ID. Polo, der starter ved 190.000 kr., og startprisen for ID. Cross, der begynder ved 250.000 kr., og det kan næsten ikke gå galt: Mange, rigtigt mange danskere, drømmer om en elektrisk Polo eller T-Cross. Nu kommer de.

Forinden har vi fået en forbedret udgave af ID.3, der med masser af forbedringer og længere rækkevidde har fået tilnavnet Neo. Den koster fra 250.000 kr.

Volvo

Volvo har netop løftet sløret for sin notorisk vigtigste model, SUV’en EX60. Med 800 volt-teknologi, rekordlang rækkevidde og ny teknik som sikkerhedsseler, der tilpasser sig passagerens vægt og position, skal EX60 være et homerun for mildt pressede Volvo. Vi krydser fingre for, at det svensk-kinesiske mærke har fået bugt med de børnesygdomme, der har kostet modeller som EX30 og EX90 dyrt. EX60 er netop kommet på gaden og koster fra 580.000 kr.

Xpeng

Xpeng blev akkurat det mest solgte Kina-mærke i Danmark i 2025. Men ellers stod mærket lidt stille med facelifts af G6 og G9, der ikke rigtigt rykkede ved salget. Afstanden ned til de kinesiske konkurrenter blev dermed mindre.

I år sker der noget. Den store hatchback P7+, der skal udfordre klassens bestseller VW ID.7 med mere udstyr og rekordhurtig lynladning til lavere priser, er allerede lanceret til en frapris på 360.000 kr., og for få dage siden smed Xpeng en regulær prisbombe.

Xpeng L03 ligner en prisbombe på det danske marked: En VW ID.4 stor el-SUV til 240.000 kr.

L03 hedder nyheden, der ligner en krigserklæring: En VW ID.4 stor SUV med baghjulstræk, masser af udstyr og 440 kilometers rækkevidde til blot 240.000 kr. Det er et slagtilbud, der gør Xpeng L03 i stand til at konkurrere med mindre elbiler på både pris, motorkraft og udstyr. H

Hjemme i Kina sælges L03 som Xpengs billigmærke Mona, men i Europa holder Xpeng fast i eget navn. Nok meget klogt i et marked, der næppe kan holde styr på endnu et nyt, ukendt Kina-mærke.

Zeekr

En af de biler, som førnævnte Xpeng P7+ afgjort kommer til at konkurrere med, er Zeekr 7GT. Den er bygget på samme 800 volt-platform som den stærkt sælgende Zeekr 7X, men lavere og billigere. Til priser fra 325.000 kr. ligner den elegante og angiveligt køreglade 7GT en elbil, der tilbyder usædvanligt meget for pengene. 7GT er netop landet hos de seks danske Zeekr-forhandlere.


[email protected]

6 Kommentarer

  1. Jens, hvorfor er Mercedes C EQ sedanen ikke med her? Må da også være en af årets største nyheder. Den har premiere i juli.

    • Det er den så også nu Flemming 🙂 Tak for at være vågen - den var gledet ud af bruttolisten, men jo blandt årets meget helt store nyheder. Mvh Jens Velling, red.

    • Hej Henrik. Jeep Compass skulle have været i Danmark i slutningen af 2025, men er forsinket. Jeep er noget underdrejet i Danmark for tiden med kun den lille Avenger på programmet, så vi er lidt forsigtige med at sætte biler på oversigten, når vi ikke er helt sikre på, om de kommer. Jeg tror dog, at Compass dukker op i løbet af 2026. Vi opdaterer løbende denne oversigt over nye biler, og når Compass er bekræftet, kommer den også på listen. Se evt. vores omtale her i mellemtiden: https://hvilkenbil.dk/ny-jeep-er-amerikansk-udenpaa-fransk-indeni/
      Med venlig hilsen, Jens Velling, red.

    • Hej Martin. Der skal nok komme en ny i5 baseret på Neue Klasse-teknologien. Ifølge nogle rygter får den nuværende i5 endnu en opgradering i 2027-2028, men vi skal formentlig ind i 2029 eller 2030, før den skifter til en dedikeret elbil-platform med alle de fordele, det vil give. Mvh Jens Velling, red.

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here