Mazda CX-6e rammer ned i klassen for de mest populære el-SUV’ere til priser fra 330.000 kroner. Udstyrsniveauet er højt - rækkevidden mere beskeden.
Så er der priser på Mazda CX-6e, det japanske mærkes første elbil i den populære klasse for mellemstore SUV’ere.
Priserne starter ved 330.000 kroner for en veludstyret CX-6e Takumi med 190 kW-elmotor og et batteri på 78 kWh, der giver en rækkevidde på 484 kilometer. Vil man have endnu mere udstyr i Takumi+ stiger prisen til 352.500 kroner, inklusive større 21-tommer hjul, der reducerer rækkevidden til 468 kilometer.
Midt i minefelt
Dermed placerer Mazda CX-6e sig midt i minefeltet af mellemstore el-SUV’ere, der er særligt populære i Danmark. Her hedder konkurrenterne især VW ID.4, Toyota bZ4X, Skoda Enyaq, Tesla Model Y og Xpeng G6. Og så selvfølgelig outsidere som kinesiske Changan Deepal S07 og S05 som Mazda CX-6e deler teknik med.
Trods Mazda-navnet er CX-6e nemlig udviklet og bygget hos Mazdas kinesiske samarbejdspartner Changan i Kina. Her bygges også den lavere Mazda 6e, som CX-6e reelt er SUV-udgaven af.
Enorm skærm
Merprisen for den højere CX-6e er omkring 30.000 kroner. For de ekstra penge får du ikke blot en højere bil, men også en førerplads domineret af en enorm, 26-tommer bred infotainmentskærm, der breder sig over det meste af instrumentpanelet.

Betjeningen er den samme. Det vil sige, at den mest foregår via skærmen, mens der kun findes enkelte genvejstaster i rattet. Her holder Mazda fast i den typiske, kinesiske måde at gøre tingene på, mens især europæiske konkurrenter vender tilbage til flere fysiske knapper og genvejstaster.
Til gengæld har Changan og Mazda løst udfordringen omkring lynladning. CX-6e lynlader med op til 195 kW og klarer 10 til 80 procent på respektable 24 minutter. Til sammenligning tager det omtrent dobbelt så lang tid at lynlade Mazda 6e med et andet, lidt større 80 kWh batteri.
I Danmark til sommer
Priserne placerer Mazda CX-6e ganske tæt på konkurrenterne: Billigere og med mere standardudstyr end tilsvarende udgaver af VW ID.4 og Skoda Enyaq, men også med kortere rækkevidde. Omvendt er Mazda CX-6e dyrere end basisudgaverne af Tesla Model Y, MG S6 EV og Xpeng G6.
Mazda CX-6e når frem til de danske forhandlere til sommer.
Priser Mazda CX-6e
| Mazda CX-6e | Ydelse/Batteri | Rækkevidde | Pris |
| Takumi | 190 kW(258 hk)/78 kWh | 484 km | 329.990 kr. |
| Takumi+ | 190 kW(258 hk)/78 kWh | 468 km | 352.490 kr. |
Ekstraudstyr:
Metallak: 10-12.000 kr.
21-tommer fælge: 10.000 kr.






