VW’s elektriske mini er en kæmpe gamechanger

elektriske polo

Lad dig ikke narre af det underspillede, klassiske VW-design. Den elektriske Polo vil sætte strøm til den elektriske omstilling, mener Hvilkenbils Jens Velling.

Modsat kommentarsporet på Facebook er der fuld fart på omstillingen til elbiler. Ikke bare i Danmark, men i Europa. Selv de træge tyskerne har fundet gnisten: Sidste år satte det tyske salg af elbiler ny rekord, og for bare to uger siden sagde VW’s salgsdirektør Martin Sander til undertegnede, at omstillingen "for længst har passeret point of no return - elbiler er bedre, de er fremtiden.”

Skeptikerne taler fortsat varmt om deres dieselbiler, der kan køre 1.200 kilometer på en optankning med en campingvogn på krogen. Skal vi tro de mest indædte internetkrigere, er det en kæmpe fordel, fordi man kan køre til Gardasøen uden én eneste tisse- eller tankepause…

Andre ved godt, det lyder utroværdigt, men er enige i den bagvedliggende holdning: De skal aldrig have en ‘ellert’, og sætter deres lid til, at syntetiske brændstoffer vil redde deres elskede forbrændingsmotor.

Fossilbiler falder, elbiler øger

Men skeptikerne fejllæser udviklingen: Alene sidste år faldt salget af dieselbiler i Europa med over 24 procent, så biltypen i dag udgør mindre end ni procent af det europæiske bilmarked. Benzinbiler gik 18,7 procent tilbage, mens salget af elbiler steg 51 procent. 

Og er der virkelig nogen, der tror, at det bliver billigt at bruge enorme mængder vedvarende energi på at udvikle syntetisk brændstof, hvoraf omkring yderligere 80 procent af energiindholdet bare bliver til varm luft, når det brændes af i en fossilmotor? Tro mig, syntetisk brændstof får en literpris som god rødvin og kommer mest til at holde liv i dyre sportsvogne fra Porsche, AMG-Mercedes og Ferrari.

Dét er skriften på væggen. Fossilbiler er ved at blive - nå ja, fossiler - mens elbilerne kun lige er begyndt at accelerere.

Lille bil - stor gamechanger

Hvis man stadig ikke kan læse udviklingen, kommer der nu en enkelt elbil på markedet, der vil drive pointen hjem, så selv de største skeptikere ikke kan overse eller overhøre den.

Indrømmet, det er svært at se, at den skulle være noget særligt. Med en længde på fire meter er den nærmest beskeden og selvudslettende. Til forveksling ligner den en hvilken som helst anden praktisk fem-dørs hatchback i den snusfornuftige mini-klasse. Du skal vide det for at se, den er elektrisk.

Og det er netop pointen og præcis det, der gør den lille elbil til en kæmpe gamechanger!

Jeg skriver naturligvis om den nye VW ID Polo. Europas største bilproducents første elbil i miniklassen. Til under 200.000 kroner - den magiske grænse for et stort flertal af bilkøbere i Danmark og resten af Europa. 

Efter mange år med enorme ‘rumfærger’ af elbiler med alt for mange hestekræfter og indviklet iPad-betjening til langt over 300.000 kroner er vi endelig kommet til elbiler, der for alvor vil sætte gang i omstillingen. Kompakte, billige, simple elbiler, der hverken kræver astronautuddannelse og mellemleder-indkomst, men til forveksling ligner de biler, vi har kørt i de sidste mange årtier. Biler til hr. Europa og fru Danmark. Elbiler til masserne og ikke kun eliten.

Folkevogn til flertallet

At der står Volkswagen på den er med til at gøre forskellen. En konkurrent som Renault 5 er en fantastisk elbil, der efter min mening har den franske flair for design og køreegenskaber, som jeg ikke tiltror VW i samme grad. Men hvis du vil have det brede flertal over i ny teknologi, er der ingen vej uden om VW.

VW ved det, og har gjort en dyd ud af at designe og indrette ID Polo, så den giver kunderne en fornemmelse af at komme hjem. Kedeligt, siger tech-nørderne og first-moverne måske. Men den kører 450 kilometer på en opladning, ligner den fossil-folkevogn kunderne bytter ind, er til at finde ud af at betjene og til at betale.

Sådan en elbil har vi manglet. Nu er den her. Og derfor bliver den elektriske Polo den næste massive bølge over i elbiler, som Tesla Model 3 var det for fem år siden. En folkevogn til flertallet, der tilfældigvis er elektrisk. ID Polo har kurs mod ikke bare at blive Danmarks, men Europas mest solgte bil.

Læs meget mere om VW ID Polo her.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here