Den mellemstore Xpeng L03 kommer til Danmark til priser fra 240.000 kroner med så meget udstyr, at det vil presse selv mindre elbiler.
Har Xpeng lige smidt en prisbombe på det i forvejen konkurrenceprægede danske bilmarked?
Spørgsmålet melder sig, efter at den danske Xpeng-importør i dag offentliggjorde priser på mærkets hidtil mindste og billigste model, L03.
De starter ved 240.000 kroner for basismodellen Standard Range med baghjulstræk.
Der er bare ikke meget basis over L03, der hjemme i Kina sælges som Xpengs billigmærke Mona. I Europa holder Xpeng dog fast i eget navn, og det er nok meget klogt i et marked, der på mange måder er mættet af nye og ukendte kinesiske bilmærker. Vi kan ikke rigtigt kapere flere nye navne.
Mange kræfter, hurtig opladning
Men tilbage til basisudgaven af den nye Xpeng. Selv til 240.000 kroner har L03 en kraftig elmotor på 180 kW (245 hk), der trækker på baghjulene. Batteriet af den solide LFP-type er på 58 kWh med en fornuftig rækkevidde på 445 kilometer. Trods almindelig 400 volt-teknologi lynlader L03 med op til 193 kW og går fra 10 til 80 procent på 20 minutter.
Det er ikke hverdagskost i denne prisklasse, hvor konkurrenterne både bliver mindre biler som Renault 4 og VW ID Cross samt direkte sammenlignelige biler som Skoda Elroq, Renault Megane E-Tech, Leapmotor B10, MG S5 og Peugeot E-3008.
Priser ligner krigserklæring
Særligt når man tager listen over standardudstyr med i regnestykket, ligner Xpeng's priser en krigserklæring. Detaljer som eljusterbare forsæder med både køl og varme, varme i rat og forrude, panoramaglastag, elektrisk bagklap, mørktonede ruder, adaptiv fartpilot med aktiv vognbaneassistent, trådløs mobilopladning samt Apple CarPlay og Android Auto er altsammen med i prisen.

Det gælder også V2L, som gør det muligt at trække strøm fra bilens batteri til eksempelvis elektrisk værktøj, campingudstyr eller andre eksterne enheder. Det er en detalje, som konkurrenterne enten ikke har eller tager ekstra for.
Vil man have mere rækkevidde stiger prisen til 270.000 kroner for en Long Range med baghjulstræk og 71 kWh-batteri med 520 kilometers rækkevidde.
En Performance-udgave med to elmotorer med firehjulstræk og tilsammen 280 kW (388 hk) holder sig akkurat under 300.000 kroner. Konkurrenterne fås slet ikke med så mange kræfter.
I Danmark til august
Med L03 lancerer Xpeng også et samarbejde med Google til de biler, som mærket sælger i Europa. Det skal forbedre navigation og førerassistentsystemerne, der er blandt de områder, hvor Xpeng ofte - i lighed med andre Kina-mærker - får mest kritik.

Under alle omstændigheder ligner Xpeng L03 en stærk pakkeløsning i en klasse, hvor mange danskere køber elbiler. De danske priser lægger op til, at Xpeng kan udbygge sin position som det mest solgte af de omtrent 20 kinesiske bilmærker i Danmark: I løbet af årets første seks måneder er Xpeng også rykket op til at være det 13. mest solgte bilmærke generelt. Alt andet lige vil L03 som Xpengs hidtil billigste model sætte yderligere fart på salget.
Xpeng L03 kommer til Danmark om en måned i midten af august, hvor den på tur kan opleves hos forhandlere landet over på udvalgte datoer.
De første biler til kunder leveres i løbet af oktober.
Fakta: Xpeng L03 kommer i fire varianter
Fem-dørs el-SUV med plads til fem med bag- eller forhjulstræk.
Længde/bredde/højde: 465/192/160 cm
Bagagerum/frunk: 367/89 liter
Batteri: 58 eller 71 kWh LFP
Effekt: 180 kW (245 hk) eller AWD med 285 kW (388 hk)
Rækkevidde: 440 til 520 kilometer
DC lynladning max-effekt: 193 til 236 kW
Lynladetid 10-80 procent: Ca. 20 min.
Priser:
RWD Standard Range fra 239.995 kr.
RWD Long Range fra 269.995 kr.
AWD Performance fra 299.995 kr.
AWD Performance Ultra fra 329.995 kr.






