Hvilken bil?
Deepal S05 er den første bil fra kinesiske Changan på det danske marked. En elbil skåret efter den mest klassiske opskrift: Mellemstor SUV med et mellemstort LFP-batteri med en rækkevidde mellem 450 og 485 kilometer og masser af udstyr til prisen. Alt sammen pakket ind i et design, der ikke generer nogen, men også er svært at adskille fra de andre Kina-biler.
Priserne begynder ved rimelige 265.000 kroner for en veludstyret basisudgave med baghjulstræk, rigelige 200 kW (272 hk) og en fornuftig rækkevidde på 485 kilometer. Her tester vi topudgaven Max med to elmotorer med tilsammen 300 kW (408 hk), firehjulstræk, alt i udstyr og 445 kilometer rækkevidde til 335.000 kroner.
Modsat flere andre, nye Kina-mærker, sælges Deepal fra et landsdækkende net af 18 forhandlere. Det kan vise sig at blive en fordel for det nye mærke, der importeres af Andersen Motors, der også står bag Suzuki i Danmark.
Changan er i øvrigt navnet på virksomheden. Selve bilmærket hedder Deepal og S05 er modelbetegnelsen. Vi kan altså nøjes med at kalde bilen for Deepal S05.
Vidste du at?
Som dansk forbruger kan man blive helt overvældet af den tsunami af ukendte, kinesiske bilmærker, der kommer til Danmark. Ingen tror på, at de alle er her om 10 år, så hvilke Kina-mærker tør man købe uden risiko for, at de pludselig er væk igen?
Her er Changan blandt de større og mere solide mærker. Changan er ejet af den kinesiske stat og fremstiller næsten tre millioner biler årligt, hvilket gør Changan til Kinas tredjestørste bilproducent. Changan udvikler og fremstiller også biler for japanske Mazda i et joint venture, der blandt andet har kastet elbilen Mazda 6e af sig. Senere følger SUV’en Mazda CX-6e, der deler teknik med Deepal S05.
Ambitionerne fejler ikke noget. Globalt vil Changan være blandt de 10 største bilmærker, og herhjemme vil mærket sælge mindst 1.000 biler i år. Det sidste lyder måske beskedent, men andre nye Kina-mærker som Hongqi, Omoda, JAC og Nio solgte kun mellem 12 og 300 biler i 2025. Set i det lys kommer Changan altså til Danmark med en vis selvtillid.
Hvordan er førerpladsen?
Bag rattet følger man sig hensat til selve gennemsnittet af en kinesisk elbil: Samme betjening med vægt på en central infotainmentskærm suppleret af enkelte knapper i rattet. Samme nydelige finish med bløde, men vinyl-agtige overflader overalt. Samme fornemmelse af solid byggekvalitet til prisen. Og samme oplevelse af, at det er svært at se og mærke forskel på kinesiske biler. Ensartetheden er gennemtrængende.
Finishen er det bedste ved førerpladsen i Deepal S05. Og så er det smart, at centerskærmen modsat Tesla er suppleret af et head-up display på forruden.
Men betjeningen er snirklet. Softwaren er såmænd hurtig nok og skærmen skarp, men menuer og kommandoer er mindre intuitive end i det amerikanske forbillede. Stemmestyringen er helt umulig og så har systemet samme udfald, som vi oplevede i Mazda 6e: Gemte radiostationer forsvinder igen, så er lyden on, så er den off. Radiomodtagelsen er dårlig - et kendt problem i Kina-biler - og ruden kører op, når du trykker knappen ned og vice versa. Omfanget af bippende advarsler er stort og meget kinesisk. Selv når du passerer et skilt med en ny hastighedsgrænse, får du et bip med på vejen - og det kræver et dybt dyk i menuen at klikke det ud. Det er virkelig for meget af det gode.
Hvordan opleves kabinen?
På bagsædet tager Deepal S05 revanche. Her er både god plads til ben og hoved, og særligt støtten under lårene er bedre end i de fleste konkurrenter. Det giver høj komfort på længere ture.
Bagagerummet er også stort og regulært, og mangler der plads, er der et kæmpe frunk foran under motorhjelmen.
Vil du have ekstra plads, kan sæderne lægges ned, så gulvet bliver helt plant. Det sker dog på gammeldags facon, hvor man først vipper sædehynden frem, inden man fælder ryglænet frem. Det er tungt og besværligt, og du bliver nødt til at holde ryglænet skråt for at fjerne og genmontere nakkestøtterne på bagsædet. Når du er færdig, vil beslagene til sikkerhedsselerne lege gemmeleg under sædehynden, så det kræver virkelig tid og kræfter at fragte store ting i Deepal S05.
Stort og tungt rimer også på anhængertrækket, der må slæbe hele 1.600 kg. Til gengæld skal trækket bestilles fra fabrikken - eftermontering er umulig.
Er sikkerheden i orden?
Ja, Deepal S05 er endnu en kinesisk bil, der har imponerende godt styr på sikkerheden.
Euro NCAP tildeler den alle fem ud af fem stjerner og har ingen reelle anmærkninger. Beskyttelsen af både voksne og børn er god i alle kollisionstyper. Det gælder også beskyttelsen mod piskesmæld, der kan drille i mange biler. Deepal S05 har også centerairbag, der forhindrer forsædepassagererne i at knalde hovederne sammen ved påkørsel fra siden.
Ifølge Euro NCAP er de aktive sikkerhedsassistenter også velfungerende. Det er bare ikke vores oplevelse: Blindvinkelassistenten er rar at have, men vejbaneassistenten hiver for hårdt i rattet og advarsler om alt fra fartoverskridelse, uopmærksomhed, ændrede fartgrænser og tegn på træthed er alt for emsige. Flere af dem kan kun kvæles med besøg langt inde i skærmmenuen - det er forstyrrende.
Deepal læser også nogle fartskilte forkert. Det kan resultere i farlige situationer, når den ser et 80 km/t skilt ved siden af motorvejen og pludselig sætter farten ned.
Klik her for at læse hele Euro NCAPs crashtest.
Se også video herunder.
Hvordan kører den?
Også på vejen er Deepal S05 en meget typisk Kina-bil. Her er fint multilink-ophæng af bagakslen og enten bag- eller firehjulstræk. Det dufter af køredynamik, men den klassiske køreglæde med skarp styring og tilpas feedback fra asfalten indfinder sig aldrig.
Som sine landsmænd satser Deepal S05 hele butikken på komfort. Med en vis succes. Særligt på de lange, lige stræk er komforten god. Især på nystrøget asfalt, for ellers er afgiver de store 20-tommer hjul rigeligt med dækstøj. Lidt ærgerligt, for i øvrigt er Deepal S05 støjsvag og behagelig på motorvejen.
På snoede biveje afsløres det nok engang, at kineserne ikke har samme flair for køreegenskaber som de fleste europæiske bilmærker. Styretøjet er ufølsomt og upræcist, og hurtige S-kurver får Deepal S05 til at virke tungere og større end den egentligt er.
Det er et karaktertræk, som vi igen og igen støder på ved kinesiske biler: De er gode til tilbagelænet cruising, men tydeligvis ikke opflasket på hverken danske biveje eller hårnålesving i de franske alper. Heller ikke selv om Changan påstår, at de fintuner køreegenskaberne i netop Europa. Jeg kan i hvert fald ikke mærke det.
Hvordan er motor og opladning?
Manglen på fysisk spændstighed gør topmodellens firehjulstræk og over 400 hestekræfter til rent overkill. Når du har fyret kanonen af én gang, gider du ikke gøre det igen. Deepal fungerer meget bedre med langsomme bevægelser på rattet og svage tryk på speederen. Som du i øvrigt skal være varsom med, fordi den reagerer alt for direkte på speederbevægelser - uden at det er helt så slemt som i Mazda 6e, som Deepal S05 deler meget teknik med.
Til gengæld er motorerne tilsyneladende effektive. Trods mest motorvej- og landevejskørsel nåede vi et snit på 5,6 km pr. kWh - uhyre tæt på de lovede 5,7 km pr. kWh. Det er noget af den mest effektive udnyttelse af strømmen, som vi har opnået i en kinesisk elbil, der ofte skuffer med højt strømforbrug. 350 kilometer per opladning i sommerhalvåret er ikke noget problem. Det er flot i betragtning af WLTP-rækkevidden på 445 kilometer.
Lynladning er også overbevisende. Deepal S05 lover en max effekt på 200 kW og 10 til 80 procent lynladning på 23 minutter - og leverer varen. Det er stærkt. Og tæt på nogle elbiler med mere avanceret 800 volt-teknologi. Her er Deepal blandt de bedste kinesere - og bedre end langt de fleste europæiske konkurrenter.
Passer prisen?
Ja, og igen placerer Deepal S05 sig solidt på midterstriben.
Topmodellen til 335.000 kroner har ganske enkelt alt i udstyr og mere end rigeligt med kræfter. Men i dette prislag er der mange stærke allround-konkurrenter, og de mange kræfter er overflødige. Vi peger i stedet på mellemudgaven med én motor på 200 kW, baghjulstræk og Max-udstyr til 285.000 kroner som det bedste køb. Rækkevidden stiger endda til 485 kilometer og så går kombinationen af pris, præstationer og udstyr bedre op. Denne model kommer også til at holde prisen bedre på brugtmarkedet.
Er der alternativer?
Ja, rigtigt mange endda - for klassen af mellemstore SUV’ere er både den mest populære og tættest besatte.
Deepal S05 skal blandt andet konkurrere med Skoda Elroq, der ikke uden grund er Danmarks mest solgte elbil. Hvis det skal være med firehjulstræk, hedder Elroq 85X Selection til 340.000 kroner og har 579 km rækkevidde. Deepal S05 har mere udstyr, men kan slet ikke følge med Elroq på køreegenskaber og en mere logisk betjening.
BYD Atto 3 Evo Excellence til 300.000 kroner med firehjulstræk, 449 hk og 470 kilometer rækkevidde er den direkte, kinesiske konkurrent. Endda med 800 volt-teknologi, der dog er langsommere til at lynlade end Deepal S05. men altså også 35.000 kroner billigere.
Ford Explorer trumfer også Deepal på køreegenskaber og betjening. Som topudstyret Premium med to motorer og firehjulstræk koster den også de samme 335.000 kroner. Den er også en hård nød for Deepal S05.
Renault Scenic E-Tech Iconic til 320.000 kroner kan ikke være på rå motorkraft, men tilbyder til gengæld finere fransk komfort og hele 625 kilometer rækkevidde.
Toyota C-HR+ er der skarpt designede japanske alternativ med op til 10 års garanti. Som Active AWD til 320.000 kroner har den firehjulstræk med 252 kW og 548 kilometer rækkevidde. Den understreger, at selv kinesiske biler som Deepal S05 i dag bliver matchet på pris og udstyr af elbiler, der ofte er modigere designet og tilbyder mere køredynamik.
Konklusion:
For: Plads, komfort, lynladning, finish.
Imod: Betjening, uinspireret køreoplevelse, ukendt mærke.
Hvilkenbil siger:
For to år siden ville Deepal S05 have været et fint bud på en slags kinesisk Skoda, der kunne sælges på ‘meget bil for pengene’. I dag er markedet oversvømmet af kinesiske biler, som Deepal S05 i enhver forstand ligner til forveksling. Det er bilens store udfordring: Hvorfor skal man vælge en ukendt Deepal frem for en anden kineser - eller for den sags skyld populære og anerkendte konkurrenter som Skoda Elroq, Ford Explorer og Toyota C-HR+?
FAKTA: Changan Deepal S05 Max AWD
Pris: 334.990 kr.
Anslået kontantrabat: * 0 kr.
Årlig ejerafgift: 920 kr.
Garanti (bil/rust): 5-7 år (120-160.000 km)/12 år
Garanti (batteri): 8 år (200.000 km)
Sikkerhed (Euro NCAP): 5 stjerner (2025)
Antal airbags: 7 (inkl. centerairbag)
Længde/bredde/højde: 460/190/160 cm
Akselafstand: 288 cm
Bagagerum: 492/1.250 + 159 liter liter
Vægt: 2.115 kg
Anhængervægt: 1.600 kg
Batterikapacitet: 69 kWh LFP
Rækkevidde (WLTP): 445 km
Forbrug: 5,7 km/kWh
Forbrug i test: 5,6 km/kWh (12-15 grader, let vind, mest lande- og motorvej)
Ladeevne: Op til 200 kW DC/11 kW AC
Opladningstid: ca. 23 minutter (10-80 pct. ved DC-lynlader), ca. otte timer (0-100 pct. ved 11 kW AC)
Effekt/moment: 300 kW (408 hk) / 500 Nm,
0-100 km/t: 5,5 sek
Topfart: 180 km/t
Særligt standardudstyr:
Adaptiv fartpilot, vejskiltegenkendelse, blindvinkelassistent, LED-forlygter m. aut. op- og nedblænding, p-sensorer for og bag, bakkamera, regnsensor, eljusterbare forsæder m. varme og ventilation, kunstlæderindtræk, læderrat m. varme, to-zonet klimaanlæg, nøglefri betjening, 15 tommer infotainmentdisplay m. navigation og stemmeassistent, head-up display, trådløs mobilopladning, ambientebelysning, DAB-radio, 20 tommer alufælge, to-delt splitbagsæde, varmepumpe, panoramaglastag, el-drevet bagklap, aftageligt træk. (* Anslået af hvilkenbil.dk)
Metallak: 10.000 kr.






