Med hækmotor og baghjulstræk vender den nye Renault Twingo tingene om i mikroklassen. Fordelen skulle være bedre plads og mindre venderadius i byen. Dansk premiere til efteråret.
Når den nye og tredje generation af Renault Twingo når frem til udstillingsvinduerne i løbet af efteråret, er der vendt op og ned på konventionerne for populære mikrobiler. Som i den legendariske Renault 4CV, der udgik af produktion i 1961, er de franske ingeniører nemlig vendt tilbage til hækmotor og baghjulstræk. Alle konkurrenterne i klassen sværger til frontmotor og forhjulstræk, og dermed skiller den nye Twingo sig markant ud fra konkurrenterne.
Ifølge Renault er der flere fordele ved at placere motoren mellem baghjulene. Konstruktionen er så kompakt, at pladsen i kabinen ifølge Renault kan sammenlignes med biler i klassen over. Og selv om bagagerummet altså flytter om foran under ’motorhjelmen’, er der stadig et bagagerum bagtil over motoren. Hvor stort oplyser Renault dog endnu ikke. Faktisk løfter franskmændene først sløret for Twingo’s indre kvaliteter i forbindelse med biludstillingen i Geneve i marts.
En anden fordel ved hækmotorprincippet er, at venderadius bliver ekstremt lille. En nyttig detalje for en ca. 3,6 meter lang bybil.
Endelig er der en teknisk forklaring på, at mekanikken er placeret agterude. Renault Twingo er nemlig udviklet i samarbejde med Mercedes, der skal bruge samme platform til næste generation af Smart. Og Smart sværger som bekendt til hækmotor. Dermed rejser spørgsmålet sig også om eventuelle ulemper med at placere motoren bagtil. Fra Smart ved vi nemlig, at det ikke nødvendigvis gør noget godt for køreegenskaberne. Men ind til videre må man lade tvivlen komme den franske bagskubber til gode: Vi gætter på, at hækmotor og baghjulstræk vil gøre Twingo til noget særligt – og så kan de stolte ejere jo altid prale af at benytte samme konstruktion som Porsche…
Både den nye Smart ForTwo og senere en 4-dørs Smart ForFour skal produceres på Renaults Twingo-fabrik i Slovenien.
5 døre bliver standard
Ind til videre er det begrænset, hvad Renault ellers oplyser om den nye Twingo. Fabrikken taler om, at designet er inspireret af dels den første Twingo – den med frøøjnene – fra 1992, dels Renault 5. Som ur-Twingo’en lanceres den nye model derfor først i fire friske farver; gul, rød, hvid og lyseblå. Modsat sine forgængere, der kun kunne fås som 3-dørs, kommer den nye Twingo kun med 5-døre. Man skal dog se godt efter, for håndtagene til de bagerste sidedøre er skjult oppe ved sideruderne, der i øvrigt kun kan vippes ud på gammeldags manér.
For den neutrale beskuer har Renault Twingo også mange træk til fælles med Fiat 500.
Motorerne, der skal skubbe Twingo, oplyser Renault heller ikke noget om. Rygter vil dog vide, at der bliver tale om en 3-cylindret 0,9 liters benzinturbo med 65 eller 90 hk.