TEST: Tilbage til 90erne med Dacia Logan MCV

Blandt de to til tre år gamle biler har Dacia Logan flest fejl ifølge TÜV.

BILTEST: Den rumænske lavpris-stationcar Dacia Logan MCV byder på kæmpe bagagerum, ’back to basics’ køreoplevelse og discountpræget finish til en billig penge.

Hvilken bil?
Dacia Logan MCV, som det fulde navn lyder, er en Sandero med en ordentlig bagdel, som også er bilens fordel. Altså en forhjulstrukket minibil med et stort bagagerum på 573 liter svejset på. Så meget lastrum skal du ellers op i mellemklassen for at finde, men det får du altså her fra Renaults rumænske discountmærke til en pris fra 114.000 kr. inklusive levering. Vi tester her det mellemste udstyrsniveau, Ambiance, med 1,5 liters 90 hk dieselmotor til 134.000 kr. inklusive levering.

Vidste du at?
Renault-ejede Dacia har solgt mange biler i Europa, inden mærket kom til Danmark sidste år. Logan har for eksempel været på markedet siden efteråret 2006 – og er altså langt fra nogen ny bil. Dacia forlod det danske marked i 80erne , men i april 2013 kom Dacia tilbage med Lodgy og senere på året kom Sandero og den testede Dacia Logan MCV. Dacia Duster, som har været en stor succes med over 500.000 solgte biler, er seneste skud på stammen i Dacias danske modelprogram.

Hvordan er førerpladsen?
I testbilen med Ambiance-udstyr kan forsædet ikke justeres i højden. Sammen med et rat, der ikke kan justeres i nogen retninger, er det svært at finde den rigtige kørestilling. Det er ’no go’ i vore dage. Først i højeste udstyrsniveau Lauréate bliver det muligt at justere førerpladsen ud over at køre sædet frem og tilbage. Denne testkører på 190 cm lykkedes det dog at finde en udmærket kørestilling. Alle kontakter, hvoraf en del genkendes fra Renault, sidder hvor man forventer det. Dog er aktivering af fartpilot (ekstraudstyr) og rudebetjening placeret ulogisk i midterkonsollen – sandsynligvis for at spare på ledningsnettet.

Hvordan opleves kabinen?
Skrabet er det mest dækkende udtryk. Alt er gråt i gråt uden lækkerier i materialer og finish.

Det store, reelle bagagerum er helt klart Logans indre styrke. Selv om bilen hører til i miniklassen byder den på mere bagagerum end mange mellemklasse-stationcars; 573 liter som kan blive til hele 1518 liter med nedfældet bagsæde.

Honda Civic, der hævder at have mellemklassens største bagagerum, præsterer 624 liter. I forhold til Sandero er akselafstanden øget med godt 4 cm, og det giver fornuftig benplads på bagsædet.

Er sikkerheden i orden?
Logan MCV har ikke en selvstændig crashtest i Euro NCAP men deler resultat med Sandero, som opnåede fire stjerner ud af fem mulige i testen. Et acceptabelt resultat, men langt de fleste biler opnår dog fem stjerner i NCAP-testen. Logan har fire airbags og antiudskridningssystemet ESC men ikke de livreddende airbaggardiner. Se mere på sikkerbil.dk

Hvordan kører den?
Køreegenskaberne er egentlig udmærkede, men det er en back-to-basic køreoplevelse. Bilen føles letfodet, og man har en ret god, men også meget direkte følelse, af at køre bil – som med biler fra 1990’erne og før… Denne – ældre – testkører kan egentlig godt lide følelsen af en mere ufiltreret oplevelse end man ellers oplever i de fleste andre biler nu om dage. Desværre er styretøjet ikke særlig præcist og affjedringen meget blød. Netop de bløde fjedre sikrer dog Logan en vis komfort, der klæder bilen.

Hvordan er motoren?
1,5 liters dieselmotoren med 90 hk og 220 Nm er der ikke noget discount over. Den stammer fra Renault og har bevist sit værd i en lang række andre biler, men samspillet med gearingen er ikke optimal i Logan. I Renault Clio udnyttes motorens kræfter bedre. Lydisoleringen mellem kabinen og motorrummet i Logan er minimal, så man hører tydeligt motoren arbejde. Efter EU-normen skal Logan kunne klare 26,3 km pr. liter diesel. I testugen nåede vi 19 km/l, men det bør bestemt være muligt at nå over 20 km/l.

Passer prisen?

Skal du bare have en stationcar til fem personer, virker Dacia billig, men er alligevel ikke billig nok til for alvor at få slutsedlerne til at flyve over skrivebordene hos landets 38 Dacia-forhandlere. Prisspringet op til langt mere moderne biler er simpelthen for lille.

Går du omvendt efter bagageplads, er Logan et scoop. Mellemklassebilen Seat Leon STs bagagerum er lidt større, men den koster fra cirka 200.000 kr. Positivt er det også, at prisen på Dacia ikke eksploderer, selv om du vælger lidt ekstraudstyr.

Er der alternativer?
Hvis prisen skal matches er der reelt kun mikro- og minibiler. Kræver du en stationcar er Renault Clio Sport Tourer pt. det populært men mindre rummeligt valg. Clio koster fra cirka 150.000 kr. Skal det være med den samme dieselmotor som i Logan, runder prisen 170.000 kr. Men så får du også en både smuk og lækker bil. Skoda Fabia Combi med 505 liter bagagerum er den, der kommer tættest på prismæssigt – fra 125.000 kr. plus levering. Men det rækker dog kun til en 1,2 liter benziner med 60 hk. Skal det være diesel fås Fabia kun med 1,6 liters turbodiesel, der sender prisen op på hele 190.000 kr.

For: Tre års garanti, enkel teknik, stort bagagerum.
Imod:  Kun seks år rustgaranti, discountpræg.
Hvilkenbil siger:
Stjerner2
Glæden ved at eje en Dacia Logan MCV kan ligge på et sted, der er meget mindre end bilens store bagagerum. Franske og koreanske konkurrenter er for tæt på prismæssigt med en helt anden komfort, finish og ejerglæde.

Læs også:

Test: Dacia Sandero – et tilbud du godt kan sige nej til

Test: Dacia Duster er livsstil til lavpris

Test: Du for hvad du betaler for med Dacia Lodgy

Blog: Derfor bliver Dacia et hit i Danmark

FAKTA: Dacia Logan MCV Ambiance 1,5 dCi

Vejl. pris, inkl. lev.: 133.770 kr.
Anslået kontantrabat:* 5.000 kr.
Årlig ejerafgift: 2.040 kr.
Garanti (rust/mekanik): 6/3 år
Sikkerhed (Euro NCAP): NCAP 4
Antal airbags: 4
Forbrug (EU-norm): 26,3 km/l
Forbrug i test: 19 km/l
Længde/bredde/højde: 449/173/152 cm
Bagagerum (min/max): 573/1.518 liter
Vægt: 1.090 kg
Motor: 4 cyl., 1,5 liter, turbodiesel
Effekt: 90 hk/220 Nm v 1740 omdr. Min.
0-100 km/t: 12,1 sek
Topfart: 173 km/t

Særligt standard udstyr (Ambiance):
Fjernbetjent centrallås, el-ruder for, varme i forsæder, ratbetjent cd-radio m. MP3, AUX og Bluetooth, splitbagsæde, tågelygter, spejle manuelt justerbare.
Metallak: 5.000 kr. Aircondition: 6.000 kr. (*Anslået af hvilkenbil.dk)

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here