Den franske firmaflyder Peugeot 508 får et facelift med ny teknik, der skal ruste den til konkurrencen mod nye udgaver af Mondeo og Passat.
Peugeots flagskib lever en stille tilværelse. Tre år efter introduktionen er der kun solgt 360.000 styk – og det til trods for, at Peugeot 508 i sin tid afløste hele to modeller: 407 og 607.
Også herhjemme har den ellers elegante 508er måttet se firmafolket vælge Passat, Mondeo, Insignia og Avensis i stedet for. En smule uretfærdigt, for Peugeot 508 behøver ikke skamme sig i en direkte sammenligning med konkurrenterne. Tværtimod funkler franskmanden med høj komfort, fine dieselmaskiner og pænt med udstyr til prisen.
Problemet har måske været, at Peugeot 508 er lidt anonym. Modellen blev helt bevidst lanceret som en ‘tysk’ bil – blot tilsat fransk flair for komfort og stil. Måske har det givet bagslag. I hvert fald er søstermærket Citroën slået ind på en helt ny kurs, hvor man efter at have efterlignet især de tyske konkurrenter nu er mere fransk og finurlig end nogensinde før.
Peugeot 508 skal da også oppe sig, hvis ikke salget skal droppe yderligere. I løbet af efteråret skærpes konkurrencen i den i forvejen nådesløse og vigende firmaklasse med en ny VW Passat og ny Ford Mondeo. Tyskerne ruller med andre ord det tunge skyts frem i klassen, hvor den blot et år gamle Mazda 6 også har et vist publikum. Hertil kommer faceliftede udgaver af Opel Insignia og Toyota Avensis, der sælges med gedigne rabatter eller som attraktive leasingtilbud med lav beskatning.
Peugeot 508 kommer med andre ord til at kæmpe for hver eneste kunde. Det gør den med en væsentligt mere markant front, der virkelig udstråler, at her kører løveflokkens leder: Stregerne er trukket skarpt op, lygterne får moderne LED-teknik og så flytter løve-logoet tilbage fra den diskrete placering på motorhjelmen til hæderspladsen midt i kølergrillen.
Bagude er det især sedanen, der har fået redesignet sin lidt pompøse popo med nye baglygter og kromlister. Stationcarudgaven – der er suverænt den mest populære på det danske marked – beholder sin stilsikre afslutning uden nævneværdige ændringer. Man skal som bekendt ikke lave om på en lykkelig slutning…
Under det opfriskede design opgraderes 508 med en del af teknikken fra den nye 308. Det gælder et nyt infotainment-system, hvor en stor del af betjeningen flyttes op i en 7-tommers trykfølsom skærm. Peugeot 508 får adgang til en række apps, der kan ‘spejle’ din smartphone. Dog mangler Peugeot 508 stadig moderne teknik som automatisk nødbremse og adaptiv fartpilot, der vinder frem i selv mindre biler for tiden.
Motorerne opgraderes, så de alle opfylder den skrappe Euro 6 miljønorm. De kendte motorer får flere hestekræfter – for eksempel yder den 1,6 liters benzinturbo 165 mod 156 hk, mens den to-liters diesel fremover fås med enten 150 eller 180 hk. Samtidig opgraderes undervognen angiveligt med dobbelte wishbones foran på alle modeller. Hidtil har det fine ophæng, der styrer forhjulene mere præcist været forbeholdt den absolutte topmodel, mens de øvrige udgaver har nøjedes med det mere simple McPherson ophæng. Denne detalje er dog endnu ikke endeligt bekræftet for det danske marked.
Den ansigtsløftede Peugeot 508 kommer til Danmark til september – den danske importør har endnu ikke offentliggjort priserne.
Læs testen: Fransk firmafavorit med tyske ambitioner