VW Up! kåret til ”Årets Bil i Verden”

Gode køreegenskaber og høj kvalitetsfornemmelse sikrer VW Up! titlen som verdens bedste bil i 2012. Titlen som årets miljøbil går til flyderen Mercedes S-klasse.

VW har tilsyneladende ramt en guldåre med minibilen Up! Den lille tysker charmer alt og alle. Herhjemme har op mod 4.000 danskere nu skrevet slutseddel på det, mange kalder den første   ”ægte folkevogn” i årtier og nu følger de 64 jurydeltagere, der står bag den prestigefulde titel ”World Car of the Year” trop ved at kåre Up! som verdens bedste bil i år.

Jurymedlemmerne kommer fra 25 lande og gør dermed titlen til den internationale pendant til de to andre store titler, ”European Car of the Year” og den tilsvarende for USA, der er verdens største bilmarked.

Som begrundelse for at at vælge VW nævner juryen Up!’s ”præcise styring, sofistikerede affjedring,  effektive motorer og høje kvalitetsfornemmelse.”

Volkswagen har ændret vores opfattelse af, hvad vi kan forvente af en bybil. Nu forventer vi, at alle producenter af minibiler løfter deres ambitionsniveau for at kunne konkurrere med VW Up!, lyder det videre i juryens begrundelse.

VW Up! vandt titlen foran forhåndsfavoritter som BMWs nye 3-serie og nyeste generation af Porsche 911. Sidstnævnte kunne dog trøste sig med titlen som ”Årets Sportsvogn”. Mere overraskende var det, at Mercedes tog titlen som ”Årets mest Miljøvenlige Bil” med den mægtige S-klasse limousine. Med betegnelsen S 250 CDI BlueEfficiency på bagsmækken nøjes statsoverhovedernes yndlingsbil med en firecylindret dieselmotor, hvilket giver et for klassen lavt snitforbrug på 17,5 km/l.

Med titlen til Up! er det i øvrigt tredje gang på otte år, at VW løber med smykke sig med titlen ”verdens bedste bil”. De seneste syv år har vinderne været:

2011: Nissan Leaf
2010: Volkswagen Polo
2009: Volkswagen Golf
2008: Mazda 2
2007: Lexus LS 460
2006: BMW 3-serie
2005: Audi A6

[email protected]

 

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here