Salget af større biler fortsætter fremgangen. VW Up er stadig nr. 1 på salgslisten, men storebror Golf lægger an til overhaling. I alt faldt bilsalget fem pct. i september.
Der blev indregistreret 14.432 nye personbiler i september. Det er stort set lige så mange som i september sidste år men en tilbagegang i forhold til august i år.
Ifølge bilimportørerne ligger salget af personbiler dog fortsat på et stabilt højt niveau. September viste et marginalt fald på en procent i forhold til året før, men for hele året ligger salget fem pct. over 2013.
”Der er særdeles positivt, at danskerne fortsat køber nye biler, det påvirker både trafiksikkerheden og miljøet i den rigtige retning. Årets samlede salg ligger historisk højt og med en fortsat tendens på vej mod det 4. rekordår for bilsalget i træk,”siger adm. direktør i De Danske Bilimportører, Gunni Mikkelsen.
På vej mod 200.000 biler
Som bilsalget har udviklet sig i år, er kursen sat mod den magiske 200.000 styks grænse. I Danske Bank bekræfter privatøkonom Las Olsen, at bilsalget fortsat er på et meget højt niveau, historisk set.
“Efter vores beregninger svarer dagens tal til en tilbagegang på cirka fem procent i forhold til august, når man korrigerer for normale sæsonudsving. Det kommer dog efter en tilsvarende fremgang fra juli til august, og udsving i en enkelt måned skal under alle omstændigheder tages med store forbehold,” forklarer Las Olsen.
Han hæfter sig dog ved, at set over de seneste tre måneder, er der tale om en vigende tendens i nyvognssalget. Sæsonkorrigeret er bilsalget faldet med cirka tre procent i tredje kvartal. Det er dog ikke noget stort fald, og ifølge økonomen kan det sagtens være opvejet, hvis der til gengæld er blevet solgt flere af de lidt dyrere biler frem for de helt små.
Ser man nærmere på salgstallene i de enkelte bilklasser, tyder noget på, at det sagtens kan være tilfældet.
Salget af de mindste biler tegner sig i september godt nok stadig for over halvdelen af salget, men salget ligger under gennemsnittet for de seneste 12 måneder. Til gengæld tegner både mellemklassebiler og ‘øvrige’, som blandt andet rummer mange af de populære crossovers, tegner sig for en stigende andel af salget set i forhold til gennemsnittet over det seneste år.
Det er især VW Golf (billedet), som i september har solgt næsten lige så godt som lillesøster Up, og Skoda Octavia, der trækker læsset for mellemklassen. De to har til sammen solgt næsten 900 styk i september.
Top 20 for personbiler, sep. 2014
Placering | Mærke/model | Antal | Andel |
1 | VOLKSWAGEN UP! | 654 | 4,5% |
2 | VOLKSWAGEN GOLF | 488 | 3,4% |
3 | FORD FIESTA | 431 | 3,0% |
4 | SKODA OCTAVIA | 401 | 2,8% |
5 | TOYOTA AYGO | 398 | 2,8% |
6 | PEUGEOT 208 | 383 | 2,7% |
7 | HYUNDAI I20 | 381 | 2,6% |
8 | VOLKSWAGEN POLO | 381 | 2,6% |
9 | SKODA CITIGO | 360 | 2,5% |
10 | KIA PICANTO | 345 | 2,4% |
11 | PEUGEOT 108 | 327 | 2,3% |
12 | MITSUBISHI SPACE STAR | 323 | 2,2% |
13 | FORD KA | 308 | 2,1% |
14 | TOYOTA YARIS | 304 | 2,1% |
15 | CITROEN C1 | 262 | 1,8% |
16 | KIA RIO | 247 | 1,7% |
17 | HYUNDAI I10 | 239 | 1,7% |
18 | RENAULT Ny Clio | 230 | 1,6% |
19 | MAZDA 3 | 228 | 1,6% |
20 | NISSAN QASHQAI | 213 | 1,5% |
Total top 20 | 6.903 | 47,8% | |
Øvrige | 7.529 | 52,2% | |
Total | 14.432 | 100,0% |
Kilde: De Danske Bilimportører