Rygte: Snart slut med Honda Accord i Europa

Ifølge flere medier skal der ikke længere sælges Honda Accord i Europa, når modellen udgår i 2015. Dansk importør fastholder, at niende generation er på vej.

Når produktionen af den nuværende, europæiske udgave af Honda Accord indstilles i 2015, kommer der ikke en ny version til Europa. Det skriver flere bilmedier.

Ifølge det tyske bilmagasin AutoBild dropper Honda niende generation af Accord fordi den store mellemklasse generelt oplever tilbagegang i Europa. I stedet vil japanerne satse på SUVere og crossovers som den mellemstore CR-V, der snart får et facelift og den mindre HR-V, der kommer til Europa i løbet af 2015. Især de kompakte crossover-typer som HR-V boomer på et ellers stillestående europæisk bilmarked, mens efterspørgslen på klassiske firmabiler som Accord fortsætter med at falde.

Det vedholdende rygte om Honda Accords snarlige død stammer fra en udtalelse fra Hondas direktør for Australien, Stephen Collins. Flere medier citerer ham for at fastslå, at produktionen af Accord til det australske marked stopper til februar ”som følge af Hondas beslutning om at lade modellen udgå på alle markeder”.

Beslutningen gælder dog kun den europæiske Accord, der dog også sælges i Australien samt i USA, hvor den markedsføres af Hondas amerikanske luksusdivision som Acura TSX. Honda Accord sælges også i en større udgave i USA og Australien, hvor modellen fortsat nyder stor popularitet.

Trods de mange og vedholdende skriverier om euro-Accordens skæbne, afviser den danske Honda-importør at Accord er på vej ud:

”Det har vi ingen indikationer på. Tværtimod venter vi på nyt om en ny udgave af Accord,”, siger PR & Marketing ansvarlig for Honda Danmark, Thomas Larsen, til hvilkenbil.dk.

Den nuværende Honda Accord har været på markedet siden 2007 og ventes at fortsætte ind i 2015. Det giver den nuværende Accord en levetid på otte år, hvilket er usædvanlig lang tid for en japansk bilmodel, der sædvanligvis plejer at have en levetid på fem-seks år.

Bortset fra korte perioder med stærke leasingpriser, har Accord ikke været nogen storsælger herhjemme. Modellen har dog ry for høj kvalitet og lækker mekanik og har en loyal fanskare i Danmark.

[email protected]

1 COMMENT

  1. Også Auto Motor und Sport skriver, at Honda Accord stopper næste år – så selvfølgelig passer det. I øvrigt har samme blad lige nu en lang liste over “udløbsmodeller”.

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here