Firmabil: Den nye Ford Mondeo stationcar løb med sejren i ’Årets Businessbil 2015’ – foran Volvo V60 og ærkerivalen VW Passat.
Først var den to år forsinket. Men nu er den her…næsten. Allerede inden den nye Ford Mondeo er landet herhjemme har den dog hevet sin første titel i land. Juryen bag kåringen af Businessbilen 2015 tildeler Mondeo 2,0 TDCi 180 hk med Titanium-udstyr sejren foran Volvo V60 D4 Momentum og ærkerivalen, den lige så nye Volkswagen Passat 2,0 TDI Highline.
Dommerne fremhæver især fire kvaliteter ved Mondeo: Gode køreegenskaber, enorm plads, solidt kraftoverskud og høj komfort. Det hele til en beskatningsmæssig værdi ved erhvervsleasing på 373.000 kr., som er lidt lavere end Volvo V60 og VW Passat.
Lars Bundgaard, som er formand for Trafik- og vejpolitisk udvalg i Business Danmark, der sammen med Morgenavisen Jyllands-Posten står bag kåringen, konstaterer , at vinderbilen har ’bred appel’.
”Ford Mondeo giver mest ’value for money’. Det er en spændende, nyudviklet bil, som giver rigtig meget for pengene. Den byder på godt med plads og motorkraft, nye typer udstyr samt gode køreegenskaber,” siger Lars Bundgaard til Jyllands-Posten.
Eneste minusser på stemmesedlen for Mondeo er ifølge juryen brændstoføkonomien, der ikke er helt på højde med de bedste konkurrenter, ligesom dommerpanelets ekspert i ergonomi og kørestilling, ergoterapeut Kate Severinsen fra Crecea, ikke ovenud tilfreds med Mondeo’en.
Hun understreger, at firmabilen er et vigtigt arbejdsredskab, nærmest et rullende kontor, hvor man opholder sig mange timer om året. Derfor bliver der i høj grad lagt vægt på arbejdsmiljø og ergonomi i vurderingerne.
”Ford Mondeo har en række gode kvaliteter. Men hvis man er over en vis størrelse, kan det give problemer,” siger ergoterapeuten, der havde Audi A4 som sin favorit.
Kate Severinsen medgiver, at Mondeo har plusser som en god rækkeafstand til instrumenterne og mulighed for tilkøb af elektrisk indstilling af rattet.
Til gengæld trækker det ned i hendes karakterbog, at sæderne har dårlig støtte i ryglænet og nogle høje ’vulster’ i sædebundens sider, som gør det svært at komme ind på selve sædet.
10 biler i opløbet
I alt var der 10 biler med i bruttofeltet, som ud over de nævnte bestod af: BMW 3-serie, Mazda 6, Mercedes C-klasse, Opel Insignia, Peugeot 508 og Skoda Octavia. Alle i stationcar-udgave med relativt kraftige dieselmotorer og en beskatningsmæssig værdi, der spænder fra 278.000 kr. for Skoda op til 440.000 kr. for Mercedes C-klasse.
Det er niende år i træk, at kåringen finder sted, men det er første gang, at Ford kører med sejren. Ford Mondeo er også blandt de syv finalister til Årets Bil 2015, der kåres 26. november.
Læs også:
Her er priserne på den nye Ford Mondeo
Fakta: Resultat af Businessbilen 2015
22 point Ford Mondeo 2,0 TDCI 180 hk Titanium, 22,2 km/l, 373.000 kr. (beskatningsmæssig værdi)
17 point Volvo V60 D4 Momentum 181 hk, 25,6 km/l, 399.000 kr.
12 point VW Passat 2,0 TDI 150 hk Highline, 24,4 km/l, 414.000 kr.
9 point Audi A4 2,0 TDI Avant Business 150 hk, 20,4 km/l, 410.000 kr.
Uden for finalen:
BMW 318d Touring 143 hk, 21,3 km/l, 393.000 kr.
Mazda 6 2,2 Core aut. 159 hk, 20,4 km/l, 322.000 kr.
Mercedes C220 Bluetec 170 hk, 22,1 km/l, 440.000 kr.
Opel Insignia 2,0 CDTI Edition 163 hk, 25,6 km/l, 337.000 kr.
Peugeot 508 2,0 HDI 150 Allure, 25,0 km/l, 384.130 kr.
Skoda Octavia 2,0 TDI Elegance 150 hk, 23,8 km/l, 399.000 kr.
Kilde: Jyllands-Posten
Fakta: Tidligere vindere i ’Businessbilen’
2013 Skoda Octavia 2,0 TDI Elegance Combi
2012 Volvo V40 D2
2011 VW Passat 1,6 BMT
2010 Audi A4 2,0 TDI
2009 Opel Insignia 160 CDTI
2008 VW Passat 2,0 TDI
2007 VW Passat 2,0 TDI
2006 Mazda 6 2,0
Kilde: Jyllands-Posten