Små slag i årets sidste crashtest

Den terrængående Jeep Renegade og ladehybriden Audi A3 e-Tron slipper fint fra årets sidste Euro NCAP crashtest. Kia Soul skuffer en smule, men kommer næppe til Danmark.

Årets sidste crashtest blev en relativt stille dag på kontoret for kvartetten af testede biler. De var i sagens natur helt smadrede efter endt arbejdsdag, men især to af dem kunne trække sig tilbage efter veludført arbejde.

Jeep Renegade, den mindste, nyeste og italiensk-producerede Jeep efter at Fiat overtog styringen i den amerikanske Chrysler-koncern, beviste endnu engang, at Fiat er blevet garant for sikre biler.

Renegade lever op til sit solide fornavn og slipper fra crashtesten med topkarakteren fem stjerner. Kun beskyttelsen mod piskesmæld ved påkørsler bagfra var middelmådig, ellers viser den italiensk-amerikanske ‘overløber’ (Renegade) sig at være en helt igennem pålidelig og omsorgsfuld rejsekammerat. I Danmark får den lille Jeep endda automatisk AEB-nødbremse som standard.

Fiat er blevet skrappe til at lave sikre biler - og det ses på Jeep Renegade, der er baseret på italienske teknik.
Fiat er blevet skrappe til at lave sikre biler – og det ses på Jeep Renegade, der er baseret på italienske teknik.

Ladehybriden Audi A3 e-Tron slap også nådigt fra mødet med muren. A3 e-Tron var ganske vist kun 0,3 point fra at miste den femte stjerne, men slap med skrækken og beviste i stedet, at man sagtens kan være en kompliceret ladehybrid med både benzin- og elmotor samt batteri og yde høj beskyttelse. Euro NCAP uddelte dog strafpoint til den miljøvenlige Audi, fordi airbaggen i rattet ikke blev fyldt helt op med luft. Crashtestdukkens hoved opnåede derfor kontakt med rattet – men dog ikke i livstruende grad. Det kostede point, men lyder også som et problem Audi kan justere sig ud af.

Kravene skærpes næste år
Testens sidste biler – den nye Kia Soul i henholdsvis almindelig og el-udgave måtte derimod nøjes med fire ud af fem stjerner. I frontaltesten var der problemer med beskyttelsen af benene – især i den almindelige Soul, mens begge udgaver blev noteret for høje belastninger af brystkassen i pæletesten, hvor bilen slynges sidelæns ind i en metalpæl med 29 km/t.

Kia Soul er lanceret i en helt ny udgave i år, men modsat tidligere er det ikke sikkert, at den koreanske crossover med det markante design kommer til Danmark i denne ombæring. Angiveligt fordi koreanerne og den danske importør ikke kan blive enige om priserne.

Renegade, e-Tron og Soul blev de sidste biler, som Euro NCAP crashtestede i 2014. Næste år strammer crashtestorganisationen kravene nok engang: I 2015 skal bilerne bl.a. have automatisk nødbremse til lande- og motorvejshastigheder for at opnå topkarakteren fem stjerner. Crashtestdukkerne bliver også mere ‘fintfølende’, så de kan sladre mere indgående om belastningerne i crashtesten, og endelig suppleres der med en ny frontaltest, hvor ikke kun 40 procent, men hele bilens front rammer barrieren.

Læs mere på sikkerbil.dk 

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here