Ansigtsløftning og opdateret teknik skal fastholde Peugeot 208 som miniklassens bestseller i kamp med nye udgaver af Fabia, Corsa, i20 og Mazda 2.
Konkurrencen i den populære miniklasse bliver intens i år. Traditionelle danskerfavoritter som Skoda Fabia og Opel Corsa er netop introduceret i nye udgaver, Ford Fiesta, Renault Clio og VW Polo er fortsat i topform og til april ser vi spændende nyheder som Hyundai i20 og Mazda 2.
Man skal med andre ord stramme sig an for at være konkurrencedygtig i miniklassen – og det er nøjagtig, hvad Peugeot gør med et klassisk midtvejs facelift af Peugeot 208, der p.t. er den bedst sælgende bil i miniklassen herhjemme.
Efter tre år på markedet gør den velskabte franskmand sig ekstra lækker med nye lygter for og bag, en let forskønnet front samt pyntelige detaljer i form af nye fælge og udstyrsvarianten GT Line, der låner stilen fra den frække 208 GTI.
Mere interessant er det, at Peugeot 208 får en reel teknisk overhaling. En særlig sparsommelig variant af PSA-gruppens fine 1,6 liters HDI-diesel med 100 hk når ned på et rekordlavt CO2-udslip på 79 gr./km. Det kan oversættes til et snitforbrug på hele 33,3 km/l. Dermed er 208 – sammen med søsterbilen Citroën C3 med samme motor – miniklassens mest brændstoføkonomiske.
Forbedret automatgear
For benzinfans er der også godt nyt. PSAs vellykkede 1,2 liters maskine med tre cylindre, turbo og 110 hk finder også vej til Peugeot 208. Vi gætter på, at du her får en fornemmelse af semi-GTI til relativt billig penge. Flere motorvarianter kan fremover kombineres med en ny udgave af PSAs lidt forkætrede EAT6- automatgear, der reelt er et manuelt gear med skifterobot. Hvor gearet i dag har tendens til lidt langsomme og ’nikkende’ gearskift, skulle det nye EAT6-gear være både hurtigt, komfortabelt og i øvrigt uden krafttab.
Nødbremse – men kun som ekstraudstyr
I kabinen er der nye – og angiveligt lækrere – materialer, lige som den syv-tommers touchscreen nu kan ’spejle’ brugerfladen på din smartphone. Sikkerheden får også et løft med nødbremse, der automatisk bremser for forhindringer ved hastigheder op til 30 km/t. Desværre bliver nødbremsen formentlig ekstraudstyr.
Priserne for den faceliftede Peugeot 208 kendes endnu ikke – fans af den adrætte løveunge må væbne sig med tålmodighed til den danske premiere i august.
Læs også testen: Peugeot 208 genfinder køreglæden