Tesla øger salget med over 50 pct.

sagsøgt

Tesla har leveret mere end 10.000 elbiler i årets første kvartal. Samtidig er salget i Danmark firedoblet.

Trods lave oliepriser, er der for alvor ved at komme skub i salget hos Tesla Motors. Den californiske producent af el-biler leverede 10.030 biler til kunderne i årets første kvartal, hvilket er en stigning på 55 procent sammenlignet med sidste års første kvartal, skriver Reuters.

Det er gode nyheder for Tesla Motors, der ellers har oplevet et fald i aktieprisen på 14,1 pct. i år, og meldingen om de flotte salgstal kunne omgående ses på aktiekursen, der skærtorsdag lukkede i 191 dollars svarende til godt 1.326 danske kroner.

Ifølge Bloomberg er virksomheden i øjeblikket ellers presset af olieprisen, der er på sit laveste i fem år. De lave oliepriser har nemlig igen gjort de konventionelle biler attraktive igen for bilisterne.

Tesla forventer at levere 55.000 el-biler på verdensplan i 2015, hvilket vil betyde en stigning på 74 pct. sammenlignet med 2014.

Firedobling i Danmark
På det danske marked går det også godt for Tesla. Salget i 2014 endte på 460 biler mod 112 i 2013 – altså mere end en firedobling af salget. I starten af 2015 ser de gode takter ud til at fortsætte med en ydeligere fremgang i salget på ca. 18 pct. i forhold til samme måneder i 2014.

Salget af Tesla’er, og andre elbiler, herhjemme kan dog meget vel få en katastrofeopbremsning, hvis den afgiftfritagelse, som elbilerne nyder godt af frem til udgangen af 2015, ikke bliver forlænget.

Der er dog endnu ikke nyt fra politikerne på Christiansborg, om afgiftsfritagelsen forlænges, selv om de har lovet en løsning her først på året. Forlænges afgiftsfritagelsen ikke, vil en lille elbil som VW e-Up eksempelvis stige fra ca. 180.000 kr. til i omegnen af 440.000 kr., hvilket sandsynligvis vil stoppe salget af elbiler totalt.

Læs også: Mercedes sælger sine aktier i Tesla

[email protected]

1 COMMENT

  1. Mod tåber kæmper selv satan forgæves. Hvis regeringen vitterlig vil fjerne afgiftsfriheden på elbiler er det jo både uforståeligt og tåbeligt for et land, der gerne vil gå forrest når det gælder miljø. Hvad er gevinsten for regeringen ved at handle sådan?
    Men en klog ville nok investere i en el bil før udløb af 2015 og “hvis” friheden så stoppes, kan man jo sælge bilen igen med stor fortjeneste set i forhold til listeprisen anno 2016.

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here