Staten kan tjene milliarder på at fritage moderne sikkerhedsudstyr for afgift, fordi det vil spare samfundet for omkostninger ved trafikulykker.
Det er en god forretning for den danske stat at undgå trafikulykker med fatale følger. Sådan lyder det kyniske regnestykke.
”I årene 2007 til 2012 har vi herhjemme undgået 11.000 bilulykker som følge af mere sikre biler, hvilket har sparet staten for mindst 31 mia. kr.,” konstaterer Mogens Kjærgaard Møller, direktør i Rådet for Sikker Trafik i Børsen.
Ifølge Færdselskommissionen kan der spares yderligere 21 mia. kr. i direkte målbare omkostninger for samfundet frem mod 2020, hvis man gør bilerne mere sikre med ny teknologi.
Endelig viser en stor rapport fra DTU Trafik, at antallet af dødsulykker i Danmark kan halveres med en nyere og mere moderne vognpark.
Afgift og moms bremser sikkerhed
Ifølge Rådet for Sikker Trafik er problemet, at den nuværende afgiftsmodel slet ikke tilskynder folk til at købe biler med moderne sikkerhedsudstyr. I stedet straffes det med 150 pct. afgift og moms. Således koster en omfattende sikkerhedspakke til en Mercedes C-klasse 43.500 kr. uden afgift, men en dansk bilkøber skal, ifølge Børsen, betale 109.000 kr. for pakken på grund af afgifter. Ifølge Mercedes-Benz Danmark sælges denne type udstyr derfor stort set ikke.
Det betyder med andre ord, at staten ikke vil tabe provenu på at fritage det for afgift.
Rådet for Sikker Trafik mener endda, at staten vil spare betydelige følgeomkostninger af trafikulykker set i forhold til det beskedne provenutab, en fritagelse i første omgang vil betyde.
FDM anbefaler en omlægning af afgifterne i retning af den norske model, hvor biler beskattes efter CO2-udslip og vægt, og hvor sikkerhed ikke har noget med afgifter at gøre.