Langt over halvdelen af de danskere, der købte ny bil i 2015, valgte grå, sølv eller sort. Helt præcis 57,2 procent. 20,3 pct. valgte en hvid bil.
Hver tredje nye bil i 2015 var grå eller sølvfarvet (33,3 pct.), og knap hver fjerde (23,9 pct.) var sort. Dermed må danske bilkøberes valg af farve betegnes som “forsigtigt”, “sikkert” – eller måske bare “neutralt”.
Den tungest vejende forklaring på de neutrale valg er formentlig, at omkostningsbevidste danske bilkøbere ikke vil risikere, at farven får negativ indflydelse på bilens værdi som brugt. I hvert fald viser en tysk undersøgelse fra VDA (Verband der Automobilindustrie), at 75 pct. af de tyske bilkøbere mener, at bilens farve har betydning for dens gensalgsværdi, og Autocom.dk har tidligere bekræftet over for danske medier, at brugte bilers værdi ofte varierer alt efter bilernes farve.
Uskyldens farve – hvid – er stabilt placeret på tredjepladsen med 20,3 pct.
Kulører med mere spræl – blå og rød – er kommer ind de følgende pladser med henholdsvis 7,2 og 6,8 pct. fulgt af brun, som var farven på 4,2 pct. af de nye biler i fjor.
I forhold til europæerne skiller danskerne sig en smule ud. Den nyeste farverapport fra tyske BASF, der fremstiller ingredienserne til farver og lak, er 30 pct. af alle solgte biler i Europa hvide; altså 10 procentpoint flere end i Danmark. På europæisk plan var 29 pct. af alle nye biler i 2015 grå eller sølvfarvede, 19 pct. var sorte.
De Danske Bilimportører har siden 2013 opgjort de nyindregistrerede bilers farver, og fordelingen har i de tre år, man har ført statistik med farverne, været nogenlunde den samme. Andelen af grå og sølvfarvede stiger dog svagt, og blå blev fra 2014 til 2015 en smule mere populær end rød.
Statistik er en særlig størrelse, og man kan med de sensationshungrende briller på udråbe orange som den store vinder. Fra 2013 til 2015 næsten firedobledes andelen af nye orange biler – i antal er sensationen mindre opsigtsvækkende, idet antallet af nyindregistrerede orange biler i 2013 var 233, i 2014 374 og i 2015 hele 974.
Bilejerne og farverne
Livsstilsekspert og den ene af de to værter på TV2-programmet “Vi elsker biler” (den anden er Anders Breinholt), Christian Grau, tidligere kendt fra DR1-programmet “Kender du typen”, udgav i 2009 bogen “Mænd & Biler”. I den giver han en kontroversiel livsstilsanalyse af bilen og dens ejermand. I bogen beskrives også, hvad en bils farve siger om dens ejermand/kvinde.
Grå/sølvfarvede biler: Grå og sølv er konservative, let omsættelige, lette at vedligeholde. Med dem er der ingen ballade.
Sorte biler: Sort er magtens farve. Den sorte bil manifesterer, at ejeren vil frem i verden.
Hvide biler: Ejeren af en hvid bil har med farven foretaget et aktivt valg. Man har tænkt over sin bils design, og mange biler gør sig godt i hvid.
Blå biler: En forsigtig, konservativ og velafbalanceret bilejer. Valget af blå er ofte et valg på bekostning af sort.
Røde biler: Ejeren er en rød bil er passioneret og emotionelt drevet. Flest kvinder vælger rødt, og røde biler er typisk små biler, med mindre vi taler f.eks. Alfa Romeo eller Ferrari.
Brune biler: Ejeren er oftest yngre, modedrevet og uden bekymringer om, hvad omverdenen tænker.
Grønne biler: Ejeren er gråsprængt, har typisk passeret de 60 år og er konservativt tænkende.
Gule, orange, bordeaux eller lilla biler: Ejere af biler i de farver har næppe selv valgt farven. De er “spring-ventelisten-over” farver.
I den kuriøse afdeling for bilfarver kan vi ikke lade være med at nævne en bogstavelig talt farverig mulighed fra midt-halvfemserne: Her tilbød VW en såkaldt Harlekin-udgave af Polo (billedet), hvor de enkelte karrosseridele som døre og skærme fra fabrikken var lakeret i fire forskellige farver! Noget tyder på, at bilkøberne også var mere farverige dengang i 1995 – i hvert fald var den kulørte Polo Harlekin slet ikke ualmindelig i gadebilledet.
Bilernes farve 2013-15 | ||||||
2013 | 2014 | 2015 | ||||
Farve | Antal | Andel i procent | Antal | Andel i procent | Antal | Andel i procent |
Grå | 54.126 | 29,7 | 60.982 | 32,3 | 69.109 | 33,3 |
Sort | 43.966 | 24,1 | 47.752 | 25,3 | 49.504 | 23,9 |
Hvid | 37.280 | 20,5 | 42.011 | 22,2 | 42.110 | 20,3 |
Blå | 10.871 | 6 | 10.266 | 5,4 | 14.955 | 7,2 |
Rød | 14.285 | 7,8 | 12.474 | 6,6 | 14.166 | 6,8 |
Brun | 9.944 | 5,5 | 9.388 | 5 | 8.779 | 4,2 |
Gul | 1.530 | 0,8 | 2.145 | 1,1 | 2.197 | 1,1 |
Grøn | 1.295 | 0,7 | 1.101 | 0,6 | 1.261 | 0,6 |
Lilla/violet | 886 | 0,5 | 1.031 | 0,5 | 1.024 | 0,5 |
Orange | 233 | 0,1 | 374 | 0,2 | 924 | 0,4 |
Andre | 7.671 | 4,2 | 1.401 | 0,7 | 3.526 | 1,7 |
182.087 | 188.925 | 207.555 |