Hyundai opgraderer den populære minibil i20 med sikkerhedsassistenter og infotainment med mulighed for Apple CarPlay. Automatgear med dobbeltkobling kan leveres sammen med turbobenzinmotor.
Rummelig, pålidelig og ikke specielt dyr: Der er flere gode grunde til, at Hyundai i20 er ganske populær blandt danske bilkøbere i den storsælgende miniklasse. Men konkurrenterne sover som bekendt ikke og med nye modeller som Seat Ibiza, VW Polo, Kia Rio, Ford Fiesta og Suzuki Swift er koreanerne snart klar med det klassiske midtvejsfacelift. Til sommer – lidt mere end tre år efter debuten i 2015 – ankommer den opgraderede Hyundai i20 til Danmark.
Faceliftet indeholder alle de traditionelle kosmetiske kneb i form af ændrede for- og baglygter samt mulighed for at friske kabinen op med flere farver på både sæder og instrumentpanel. Men derudover har Hyundai adresseret præcist de punkter, hvor alderen så småt var begyndt at trykke den ellers vellykkede i20.
Derfor kan Hyundai-købere især se frem til en omfattende opgradering med moderne sikkerhedsassistenter som automatisk nødbremse, der virker ved hastigheder op til 75 km/t, kollisions-advarsel, aktiv vognbaneassistent, træthedsregistrering og fjernlysassistent, der selv blænder op og ned for det lange lys. Selv om nødbremsen ikke er af typen, der også kan stoppe for cyklister og fodgængere, er det en klar forbedring af sikkerheden i Hyundai i20.
Moderne infotainment
Helt i tidens ånd har koreanerne også givet infotainment-systemerne en overhaling. En monokrom-skærm på fem tommer er fortsat standard, men nu kan du opgradere til en syv-tommers farveskærm, der giver dig mulighed for at integrere både Apple- og Android med i20s betjeningsflade.
Under motorhjelmen finder vi udelukkende gamle kendinge. Det vil sige ingen diesel, men firecylindrede benzinmotorer uden turbo med enten 75, 84 eller 100 hk eller en trecylindret turbobenzinmotor på én liter med enten 100 eller 120 hk. Det nye er, at turbo-varianterne nu også kan leveres med et syv-trins automatgear med dobbeltkobling. En mere usynlig forbedring er, at motorerne fremover lever op til nyeste Euro 6d-miljønorm.
Præcis hvornår til sommer, i hvilke udstyrstrin og til hvilke priser, at den faceliftede Hyundai i20 kommer til Danmark vides endnu ikke.
Læs også test af Hyundai i20: Mere tryk på begejstringen i i20