Analyse: Kinesiske elbiler har enorme værditab

Sammenlignet med andre bilmærker falder kinesiske elbiler fire gange så hurtigt i værdi på brugtmarkedet, viser ny markedsanalyse.

Kinesiske elbiler sælges ofte på at være billigere end konkurrenterne. Men når de kinesiske elbiler skal sælges igen, er deres værditab tilsvarende større. Det viser en analyse foretaget af sammenligningstjenesten AutoUncle.

Prisgabet mellem brugte kinesiske elbiler og resten af det danske marked for brugte elbiler er nu på 31 procent – det højeste niveau i hele AutoUncles måleperiode.

Udvikling tager fart

Udviklingen har især taget fart i de seneste 12 måneder, hvor kinesiske bilmærker er faldet godt fire gange så hurtigt i værdi som resten af markedet.

I analysen indgår 16 kinesiske bilmærker: BYD, MG, Nio, Xpeng, Lynk & Co, Zeekr, GWM, Aiways, Seres, DFSK, Maxus, JAC, Chery, Hongqi, Voyah og Leapmotor. De sammenlignes med resten af det danske BEV-marked – primært Tesla, VW, Hyundai, Kia, Polestar, Volvo, BMW, Mercedes og Audi. Polestar og Volvo er ganske vist kinesiske ejede, men AutoUncle medtager dem i analysen som svenske bilmærker.

Kilde: AutoUncle Danmark, forhandlerannoncer på brugte elbiler, juni 2025 til maj 2026, median pr. måned | autouncle.dk

I juni 2025 lå medianprisen (den typiske pris) på en brugt kinesisk elbil omkring 190.000 kroner. I dag, et år senere er den 170.000 kroner – et fald på ca. 10 procent. I samme periode er medianprisen for resten af markedet for brugte elbiler kun faldet godt to procent, fra ca. 250.000 kroner til 244.000 kroner.

Overrasker eksperterne

Tidligere har kinesiske elbiler og det øvrige brugtmarked fulgt hinanden nogenlunde ad, når det gælder udviklingen i værditab. Det er først i det seneste år, at forskellen er blevet så stor.

“Det seneste år har overrasket selv os. Brugte kinesiske elbiler er faldet ca. 10 procent på 12 måneder, mens resten af markedet for brugte elbiler stort set har stået stille. Det er en udvikling, der primært handler om kinesiske mærker, ikke om brugte elbiler generelt,” siger Mads Nørgaard, Markedsanalytiker i AutoUncle.

Hurtige modelskift presser prisen

“Min vurdering er, at to ting trækker i samme retning. BYD og MG lancerer nye modelvarianter med kort interval og til priser, der i nogle tilfælde ligger under deres egen tidligere generation – det presser brugtpriserne direkte ned. Samtidig peger flere kilder i branchen på, at forhandlernes lagre af kinesiske brugtbiler er vokset hurtigere end efterspørgslen, og der er typisk kun én løsning på det – at sænke prisen,” forklarer Mads Nørgaard.

Når kinesiske bilmærker som her BYD lancerer nye modeller med korte intervaller, er det med til at presse brugtpriserne ned.

Hvad betyder det for bilkøberne?

“For en køber, der ikke er bundet til et bestemt mærke, er det en interessant indgang til elbil-markedet – man får væsentligt mere bil for pengene end for to år siden. Men hvis man overvejer at sælge sin kinesiske elbil videre om et par år, bør man være opmærksom på, at restværdien har været under markant pres, og at den udvikling endnu ikke er stoppet,” siger Mads Nørgaard.

Fakta om analysen

AutoUncle indsamler og vurderer brugtbildata fra tusindvis af forhandlere i 14 europæiske markeder. Analysen af værditab for kinesiske elbiler er baseret på over 200.000 forhandlerannoncer for brugte elbiler i Danmark fra januar 2021 til maj 2026, eksklusiv nye biler, leasingbiler og privathandler, og kun biler op til 10 år gamle på salgstidspunktet. 

Tal for 2026 dækker januar–maj. 

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here