Årets bil 2014 – se kandidaterne her

De 23 kandidater til Årets Bil 2014 er nu blevet offentliggjort. Vinderen kåres 23. oktober i Messecenter Herning.

Så er listen over kandidaterne til Årets Bil 2014 klar. Sidste år var det trioen VW Up/Seat Mii/Skoda Citigo bygget på fælles platform, der kørte af sted med titlen.

Og igen i år kan det meget vel blive en fætter fra en anden tysk, spansk, tjekkisk koncerntrio, alle bygget på den fælles MQB-platform, der taget trofæet hjem: VW Golf, Skoda Octavia og Seat Leon.

Et er sikkert; konkurrencen bliver hård.

Her på redaktionen tror nyhedsredaktør Henrik Hauthorn på sejr til den helt nye Peugeot 308 (billedet). Den franske Golf-spiller møder op med noget af det stærkeste og reneste design vi har set længe i klassen. Samtidig tyder meldinger fra de første prøvekørsler på, at Peugeot har skabt en usædvanlig lækker kabine og fundet tilbage til de franske dyder, når det gælder om at sætte køreegenskaberne op til det gyldne kompromis mellem sport og komfort. Dermed lægger den stilsikre og velkørende Peugeot 308 op til at slå forbilledet VW Golf med egne midler – godt hjulpet af stærke priser. Det er en stærk cocktail.

Redaktør Jens Velling er fascineret af elbilen Tesla S – ikke mindst fordi det både er tankevækkende og stærkt forfriskende, at den hidtil mest overbevisende elbil udspringer af IT-højborgen Silicon Valley i stedet for en af de store, etablerede bilfabrikker. Det må give den ”gamle” og måske rigeligt konservative bilindustri stof til eftertanke, at Tesla er ”talk of the town” og mere værd end hele Fiat-koncernen.

Høj kvalitet og masser af plads til lave priser gør Skoda Octavia til en af favoritterne til at blive Årets Bil i Danmark 2014.
Høj kvalitet og masser af plads til lave priser gør Skoda Octavia til en af favoritterne til at blive Årets Bil i Danmark 2014.

Omvendt er 700.000 kr. mange penge – og dermed er Tesla S uinteressant for de fleste danske bilkøbere. De får til gengæld i særklasse fuld valuta for deres afgiftsplagede lønkroner med 3. generation af Skoda Octavia, der er velkørende, rummelig og efterhånden så stor, at den er et fuldgyldigt alternativ til klassiske firmabiler som Passat, Avensis og Insignia. Til særdeles rimelige priser kan det endelig øge interessen for de lidt større biler og sikre Octavia titlen som Årets Bil i Danmark 2014.

Her er de 23 kandidater til Årets Bil 2014

1. VW Golf
2. Skoda Octavia
3. Seat Leon
4. Peugeot 308
5. Mazda 3
6. Toyota Auris
7. BMW 3-serie GT
8. Tesla Model S (elbil)
9. Renault Zoe (elbil)
10. Mazda 6
11. Citroën C4 Picasso
12. Kia Carens
13. Dacia Lodgy
14. Opel Adam
15. Suzuki SX 4 Cross
16. Nissan Note
17. Peugeot 2008
18. Renault Captur
19. Seat Toledo
20. Dacia Sandero/Logan
21. Toyota RAV 4
22. Mitsubishi Outlander
23. Subaru Forester

Det er Motorjournalisternes Klub Danmark (MKD), der står for at kåre Årets Bil efter testkørsler på FDM Jyllands-Ringen og omkring Messecenter Herning i dagene 21.-23. oktober.

[email protected] & [email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here