Astra gør det igen – er Årets Bil i Europa

59 europæiske motorjournalister kårer Opel Astra til Årets Bil i Europa 2016. Volvo XC90 blev nummer to foran roadsteren Mazda MX-5.

Det kører for Opel. 59 europæiske motorjournalister har netop kåret Opel Astra til Årets Bil i Europa 2016 foran så fine konkurrenter som Audi A4, Jaguar XE og Volvo XC90. Et flot skulderklap til Astra-ingeniørerne i Rüsselsheim, der skal til at lede efter mere plads i pokal-skabet: Titlen kommer nemlig kort efter, at de danske motorjournalister kårede Astra til Årets Bil i Danmark 2016.

Dermed beviser Opel, at kombinationen af god plads, lækker mekanik og fornuftige priser pakket ind i et flot design ikke blot appellerer til prisbevidste danskere, men også hitter bredt europæisk. Astra tegner da også til at blive en solid succesoplevelse for Opel, der kan glæde sig over markant fremgang i salget på europæisk plan. Her spiller en bestseller som Astra en helt afgørende rolle for Opels plan om at vende mange års underskud til overskud.

Opel Astra fik dog kamp til stregen af en anden succesbil, Volvos nye udgave af den store SUV, XC90. Volvo oplever også rekordstor fremgang i salget, ikke mindst på grund af XC90. Den svenske luksus-SUV måtte dog se sig slået med blot 15 point af den mere fornuftige Astra. En anden entusiastbil, roadsteren Mazda MX-5, fik en flot tredjeplads.

De 59 jurymedlemmer bag den prestigefyldte europæiske kåring kommer fra et bredt udsnit af bilmagasiner og bilklubber i Europa. Eneste danske medlem er FDM’s Søren W. Rasmussen.

Årets Bil i Europa 2016:

1. Opel Astra: 309 point
2. Volvo XC90: 294 point
3. Mazda MX-5: 202 point
4. Audi A4: 189 point
5. Jaguar XE: 163 point
6. Skoda Superb: 147 point
7. BMW 7-serie: 143 point

Læs også: Opel Astra er Årets Bil i Danmark

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here