Audi dropper sit ikoniske logo til fordel for navnet AUDI på ny model til Kina. Bilen får infoskærme i fuld bredde, som kineserne ønsker det.
Når Audi løfter sløret for en ny elbil på biludstillingen i Shanghai 23. april, bliver det uden mærkets ikoniske logo med de fire ringe. Et andet stiltræk som den store, trapezformede kølergrill er også væk. I stedet får vi sandsynligvis en let ændret, produktionsklar udgave af designstudiet E concept på billederne her: En ca. 4,9 meter lang ’shooting brake’ agtig stationcar i blødt håndsæbedesign med navnetrækket AUDI for og bag.
Beslutningen om at droppe det berømte logo er Audis forsøg på at genstarte interessen for mærket i Kina, der er verdens største. Som andre ikke-kinesiske mærker oplever Audi faldende efterspørgsel i det folkerige land. Kineserne foretrækker i stigende grad deres egne bilmærker, der er inde i en rivende teknologisk udvikling.
Komfort og underholdning
En stor del af forklaringen er, at kinesiske bilkøbere lægger vægt på andre ting end vi gør i Europa. Særligt to ting er afgørende: Masser af plads på bagsædet og avanceret elektronik og software, der både hjælper med kørslen og sørger for underholdning undervejs. Endelig sælger en ’venlig’ indpakning af forbrugsgoder som biler traditionelt godt i Kina. Det er derfor, at kinesiske bilmærker ofte har runde, enkle former som f.eks. Xpeng G6 og nu den kommende AUDI.

Elektronik bliver der også masser af i den kommende AUDI til Kina. Førerpladsen er fuldt digital med en skærm i 4K-opløsning i hele kabinens bredde. Konceptbilen har tilmed skærme i stedet for sidespejle, der er afløst af små kameraer uden på bilen.
Avatar med kunstig intelligens
Midterkonsollen indeholder også en såkaldt avatar, som vi kender fra flere kinesiske biler. Det lille ’ansigt’ kan ved hjælp af kunstig intelligens svare på spørgsmål eller styre funktioner ved hjælp af stemmestyring og berøring. Det skal gøre bilen ’menneskelig’, hvilket kinesiske kunder også sætter pris på.
Fysiske knapper er der stort set ingen af. Kun en håndfuld, der er placeret i rattet.
Fremstilles af SAIC
Produktionsudgaven af AUDI E concept er kun til det enorme, kinesiske marked. Det ville formentlig også være et selvmål at droppe de ikoniske fire ringe på modeller, der skal sælges på vores breddegrader.

Bilen fremstilles da også af Audis kinesiske partner, det statsejede SAIC Motors, der i Danmark også sælger mærkerne MG og Maxus.
Teknisk ved vi kun, at den kinesiske AUDI får 800 volt teknologi og op til 775 hk. Om der er tale om Audis egen, nye PPE-platform til elbiler eller teknik udviklet af SAIC vides ikke. Det mest spændende ved bilen er, om Audi får succes med at relancere mærket AUDI til kineserne eller om de fortsætter med at vende sig mod hjemmelavede bilmærker.