Audi lancerer tre sparegrise

En Audi A6 med 190 hk, der går 22,7 km/l? Jo, det kan lade sige gøre, når tyskerne lancerer tre nye såkaldte Ultra-udgaver, som kun nipper til dieselolien.

Knap har Audi herhjemme lanceret den lille A3 i en særlig nøjsom Ultra-udgave, før tyskerne er klar med en hel parade af sparegrise. Denne gang har de større A4, A5 og A6 været til kostrådgiver, så de nu kan rende fra 21,7 til 25,6 km/l alt efter model og variant.

Hvor den mindre A3 benytter en 110 hk udgave af VW-koncernens velkendte 1,6-liters TDI-dieselmotor, holder Audi i de større modeller fast i den klassiske 2-liters motor med 136, 163 eller 190 hk. Sælgernes favoritmaskine har fået en mindre, teknisk overhaling med en ny type katalysator, som fanger flere kvælstofilter, samt højere udveksling i gearkassen.

Manuelt gear er standard i Ultra-udgaverne, men A6 (billedet) fås som ekstraudstyr med en nyudviklet version af Audis dobbeltkoblingsgearkasse S-tronic. Friktionen inde i transmissionen er ifølge Audi mindsket, mens et særligt – og hold nu fast – centrifugalkraftpendul udligner uønskede svingninger, hvilket skal mindske støjniveauet ved helt lave omdrejninger. Altså nogenlunde samme funktion som en balanceaksel har i en motor.

Tiltagene resulterer i, at en danskeryndling som A4 Avant med 136 hk og manuel gearkasse går 23,8 km/l i Ultra-udgaven mod standardmodellens 21,3 km/l. Endnu er Audi ikke klar med danske priser, men hvis trenden fra A3-programmet er gældende, bliver Ultra-modellerne en smule billigere end de tørstigere tvillinger. Mest nøjsomme i programmet er A4 Limousine, som går 25,6 km/l.

Med Ultra-serien kommer Audi endelig på omgangshøjde med konkurrenten BMW, der i årevis har solgt en BMW 320d i den særlige Efficient Dynamics-udgave, som går 24,4 km/l. Seneste udgave har ovenikøbet 163 hk. A6-konkurrenten 520d med 184 hk går 22,2 km/l, hvor den nye top-Audi med S-tronic gearkasse går 22,7 km/l.

For miljøbevidste firmabilister, der hverken har en A4 eller A6 på indkøbsbudgettet – priserne for en almindelig 120 hk A4 2,0 TDI Limousine begynder ved 455.000 kr. inkl. levering – kan der være hjælp at hente længere nede af rangstien. Opels netop faceliftede Insignia slår nemlig både Audi A4 og BMW 3-serie med sine 27,0 km/l på de 120 og 140 hk udgaver.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here