Autobranchen anklager forsikringsselskaber for grådighed

forsikringsselskabernes

Bilforhandlere og autoværksteder genkender ikke forsikringsselskabernes fortællinger om dyrere reparationer og reservedele.

I går kunne TV2 berette, at den gennemsnitlige pris på bilforsikringer er steget med 12 pct. i løbet af det seneste år. Mange danske bilejere har modtaget varslingsbreve fra deres forsikringsselskaber – nogle er varslet stigninger på helt op til 80 pct., skriver tv2.dk.

Men hos Autobranchen Danmark og Dansk Bilbrancheråd, der repræsenterer bilforhandlere og autoværksteder, undrer man sig – og går nu i rette med forsikringsselskaberne:

”Jeg har kun én betegnelse for den her stigning i bilforsikringerne, og det er forsikringsselskabernes grådighed, lyder det fra Erik S. Rasmussen, adm. direktør i Dansk Bilbrancheråd.

Forbrugerne bliver snydt

Værkstedernes timepris er ikke steget i flere år og overskudsgraden er nærmest halveret, uddyber han. Ifølge Erik S. Rasmussen fastsætter forsikringsselskaberne selv priserne på reparation af bilskader på et niveau, der gør, at værkstederne end ”ikke kan dække deres grundomkostninger.”

Hos Autobranchen Danmark er direktør Gitte Seeberg helt på linje:

”Forbrugerne bliver snydt, når de får at vide, at det er øgede omkostninger til værkstederne, som er skyld i prisstigninger,” siger hun til tv2.dk.

Deres kritik handler især om, at forsikringsselskaberne selv dikterer priser på reservedele og arbejdsløn ude på de værksteder, som udbedrer skaderne. Og de priser er så lave, at mange værksteder helt har frabedt sig at udføre arbejde for forsikringsselskaberne, forklarer Erik S. Rasmussen.

Han medgiver dog, at enkelte reservedele er blevet markant dyrere. Det skyldes, at moderne biler er blevet langt mere avancerede. Det gælder forlygter med LED-lys og kofangere med indbyggede kameraer og sensorer.

Men de dyrere dele gælder bare ikke “over en bred kam de tre millioner køretøjer i Danmark”, fastslår Erik S. Rasmussen. 

Mindre erstatning pr. skade

Både han og Gitte Seeberg fra Autobranchen Danmark peger i stedet på tal fra forsikringsselskabernes egen brancheforening. De viser, at den gennemsnitlige erstatning per anmeldelse er faldet over de seneste 13 år: Fra 9.347 kr. i 2010 til 7.672 kr. i 2023. 

”Det er rigtigt, at nogle reservedele er steget. Tager vi et mærke som Tesla, er reservedelene utroligt dyre. Men gennemsnitsprisen på en reparation er faldet selvom nogle reservedele er blevet dyrere. Så det er en rigtig kedelig udvikling, hvor forbrugerne bliver taget som gidsler,” siger Gitte Seeberg til tv2.dk.

Stigende antal skader

Forsikring & Pension, der er forsikringsselskabernes brancheforening, forsvarer sig med tal fra egne undersøgelser. Ifølge Forsikring & Pension steg forsikringsselskabernes samlede erstatninger til bilisternes kaskoforsikringer over de seneste 13 år: Fra 4,9 mia. kr. i 2010 til 6,5 mia. kr. i 2023.

Forklaringen er, ifølge Forsikring & Pension, at selskaberne i dag dækker flere, mindre skader. Faktisk steg det samlede antal skader fra 524.000 i 2010 til 842.000 i 2023 ifølge foreningens egne tal.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here